Vi savnede sørme også lidt drama…

Vi punkterede få kilometer efter, at vi igen var landet i Danmark. Først troede Kenneth, at det var alt Olines tyske slik, som fik bilen til at trække en smule til venstre. Det var slet ikke usandsynligt, så egentlig var han rolig, indtil den efterfølgende begyndte at lyde lidt alternativ. Så var der alligevel ikke meget mere at være i tvivl om.

Vi var hamrende heldige, for det skete lige før Oksekær, rastepladsen, som fint lagde ryg til en absolut humørforladt bagagerumstømning i noget, der i mistænkelig grad mindede om fimbulvinter og med kun Olines mobil til at lyse for os. Det lykkedes os – jeg sagde IKKE elegant – at få reservehjulet monteret, bagagen omfordelt, så den i rimelig grad undgik at spærre for de allermest vitale udsyn og må jeg så lige have lov til at sige, at der er langt til Aalborg på sådan et reservehjul!

Der er ikke ét eneste nordgående køretøj, som ikke har overhalet os. Overhovedet! Og nej, ikke én eneste lastbil eller trailertrækkende automobil, vi mødte hele vejen op gennem Danmark, overholdt hastighedsgrænserne. Ikke én eneste. Jo os! Vi måtte køre 80 kilometer i timen på reserven, så det gjorde vi. Hele vejen hjem.

It’s a long way to… og hvor skal jeg bare så meget i seng nu…