14

Leipziger Strasse

Vi har befundet os et godt stykke under frysepunktet alle dage i Berlin. Vi har været klædt godt på, men alligevel har det været meget koldt. I går frøs det fra morgenstunden ni grader. Ved 16-tiden var vi helt oppe og slappe af ved minus fire grader.

Vi kan lide at gå rundt og mærke, hvordan en bydel er skruet sammen. Vi har derfor gået mange kilometer og vi har ind imellem frosset. Pitstop har været caféer med kaffe og varm chokolade. Efter sådan en omgang, kan man lidt igen, men Berlin er en storby. Berlin er stedet, hvor der er plads til brede – jeg mener virkelig brede – boulevarder og store, åbne pladser. Det er både smukt og imponerende, men det er også koldt, for her får vind og vejr frit spil.

I går gik vi et stykke ad Leipziger Strasse, en lang, bred boulevard med en imponerende mængde betonlejligheder i lige så imponerende højder. Det er rester fra øst. Dem er der kun få tilbage af. Det er ikke længere nemt at se, at man passerer grænselandet mellem øst og vest. For tre år siden, da vi var her sidst, var det anderledes. Dengang var man faktisk ikke i tvivl. Nu ses det ikke længere. Det gamle fortrænges til fordel for alt det nye, som skal overtage og gøre moderne og mondænt. Der er “øst”-berlinere, som taler om at blive fortrængt af nyrige børnefamilier og mondæne butikker. Det ses, men da vi gik langs boulevarden, var det alligevel godt til at få en fornemmelse af det lidt trøstesløse og grå. Kulden, som gik gennem marv og ben, var sikkert medvirkende.

I dag vender vi retur til Aalborg. Deroppe skulle varmen være i færd med at fortrænge kulden. Det er vi ikke utilfredse med.

Du vil sikkert også kunne lide