På lynvisit i Budolfi Kirke

Kenneth skulle indenom posthuset efter papkasser, efter han havde hentet mig. Den slags kan sagtens tage lang tid, for kø er der så sikkert som Amen i Budolfi Kirke, så der gik jeg ind.

Fotoet ovenfor er taget i mandags, da der var både koldt og tåget.

Budolfi Kirke har været byens domkirke siden den 29. september 1554. Det er dog en anselig mængde år. Den er oprindelig bygget i gule munkesten, men der kommer min alder alligevel i vejen, for jeg har kun set den hvidkalket og sådan vedbliver det sikkert at være.

Den er bygget, ombygget, udvidet og renoveret i én uendelighed. Den er for øvrigt også ældre end sine domkirkedage. Den er bygget i slutningen af 1300-tallet, så det er en gammel sag, der stadig står, som smukt vartegn for Aalborg.

I våbenhuset er de eneste kalkmalerier i kirken. De er 1500-tallet og skal symbolisere de fire evangelister.

Jeg har for lidt forstand til at vide meget om det, men hver gang jeg ser kalkmalerier, falder jeg i overvejelserne omkring udformningen af samme. Der er et hul i min viden. Jeg bliver optaget af, at alting er fladt og simpelt. Jeg véd godt at både materialer og værktøj var anderledes dengang, end det ville være i dag, men det alene kan ikke forklare formsproget. Det kan tiden naturligvis, men hvorfor er der ikke én eneste, som har eksperimenteret, gjort anderledes eller haft sin egen stil? Det var nok forbudt, når jeg at tænke, inden jeg fortsætter indenfor.

Allerede ude i våbenhuset kunne jeg høre, at organisten havde en elev. De spillede, stoppede, snakkede, rettede til og spillede lidt mere.

Det var jeg naturligvis optaget af, men ikke mere end jeg tænkte, som jeg plejer at tænke, når jeg kommer indenfor i denne kirke. Den er i grunden så lille. En lille domkirke. Indiskutabelt smuk og meget smukt og omsorgsfuldt vedligeholdt, men liden.

Forberedelserne til weekendens arrangementer var i gang. Der pudsedes med bløde klude på blank messing. Der placeredes nye, store og tunge alterlys i stager og der blev i det hele taget gjort meget for, at skabe den helt rigtige stemning bag de tykke mure.

Jeg satte mig et øjeblik og lyttede til musikken, men jeg tåler det så skidt efterhånden. Det griber ind i mørke kroge, hvor fra al verdens smerte og tårer vælter ud. Nogen dage er det i orden, men i dag kunne jeg ikke orke, at det skulle være sådan, så jeg rejste mig og fortsatte gennem kirken.

Jeg holder meget af, at kirken er så smukt vedligeholdt. Den virker varm og venlig. Det er ikke alle kirker, der gør det.

På vej ud igen, fik jeg lige endnu et kig til loftet i våbenhuset. Der er nu smukt derinde.

Ude på Budolfi Plads mødte jeg Kenneth. Han var på vej, for at hente mig. Nu behøvede han ikke. Jeg var klar til at komme hjem i en pokkers fart, så weekenden kunne tage sin begyndelse.

Jeg har taget hul nu. Ah…