20

Endelig…

Jeg nåede at køre Alphalfa til lige syd for Hobro, inden jeg overlod rattet til Lone. Hun overtog og inden vi fik set os om, landede vi i Århus. Mødet gik rigtigt godt og jeg havde ret. Sammen kan vi flytte bjerge. Jeg er helt sikker. Vi er allerede godt på vej. På hjemvejen overlod jeg igen rattet til Lone. Hold nu da op, som jeg var træt. Man er mere end almindelig brugt, når man sådan starter op igen efter et fravær som mit.

Efter mødet var det retur til Aalborg og en hurtig klapsammen ved køkkenbordet, inden turen gik til Olines gymnasium. Det var tid for vores sidste skole-/hjemsamtale nogensinde. Deltagelse og engagement var indiskutabelt, så frem med pokerfjæset, smilet og de absolut sidste reserver.

Jeg tillod mig selv at blive både rørt og stolt. Hun er skarp, solidt funderet, fuld af selvværd, mere end almindelig intelligent og absolut vellidt, min store, smukke datter. Hun får de varmeste anbefalinger både for at være Oline og i forhold til en fortsættelse ad den sti, hun lige nu har valgt at følge.

Hun er blevet set og anerkendt, for den hun er. Mere skal jeg aldrig forlange. Den slags gør vist enhver forælder glad.

Nu er vi endelig landet hjemme for alvor og jeg er den, der nu kan tillade mig at have uldsokker, bløde bukser og udtværet mascara, fordi jeg konstant gnider mig søvnigt i øjne, som er sandramt. Jeg har det hele.

Du vil sikkert også kunne lide