38

Fredagspassiv

Kenneth og en kammerat er i fuld gang inde i Garnudsalg. De tømmer kasser med den reneste, smukkeste, lækre og fristende Cashmere, mens de hygger sig med at snakke om alt mellem himmel og jord. De kommer vidt omkring,mens de stiller på hylderne, kan jeg høre. Det er dejligt, at de hygger sig. Jeg kan snildt rammes af dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe med noget som helst, men sådan er det nu engang. Jeg længes efter en hverdag. Jeg længes efter mine kolleger, mit skrivebord og mit headset.

Jeg har stadig en muskel i nakken, som er så forkrampet, at den går i selvsving hver eneste gang, jeg prøver at tygge noget som helst. Nu kunne man så tro, at det var alletiders slankekur, men desværre er det ikke helt tilfældet. Til gengæld udløser den en konstant hovedpine og der er ikke noget at gøre. Jeg må vente tålmodigt, for “…det er ligesom at have en fibersprængning i nakken, Liselotte og den slags skal bare have ro og tid“. Ja, det skal jeg love for. Jeg venter…

Mens jeg venter, beundrer jeg de fristelser, der lige er kommet ind af døren inde ved siden af. Ude på gårdspladsen står stadig kasser med garn og omkring frokosttid er der varslet masser af Blackhill, som lander samme sted, hvorefter det skal bæres indenfor på hylderne, farvesorteres og føres til lager, så det kan komme på de virtuelle hylder i forretningen.

Hvor er det godt, at Kenneth har en rigtig god kammerat, som gerne hjælper, når jeg er så ufatteligt og ufrivilligt fredagspassiv.

Om et øjeblik må jeg alting igen. Om et øjeblik KAN jeg alting igen. Jeg kan slet ikke vente :-)

Du vil sikkert også kunne lide