Tordagsvisitter

Om et øjeblik kommer Lisbeth. Hun gik på barsel i går. Der er ikke udsigt til hendes smukke mave længere, når jeg igen møder på arbejde. Til gengæld bliver der udsigt til Lone og det er slet ikke noget skidt bytte, men jeg kommer virkelig til at savne Lisbeth noget så frygteligt.

Lisbeth elsker slik. Hun elsker f.eks. marcipansnitter. Mest de brune. Det bærer formiddagens borddækning præg af, for der skal ikke mangle noget. Jeg glæder mig sådan til at se hende.

Åh, som vi skal snakke. Vi skal hygge os, skal vi og jeg skal vise Lisbeth, hvor langt jeg er med de stribede sweatre, som er til hendes to, smukke drenge. Den første er klar. Nummer to er godt på vej. Jeg håber, at farvevalgene falder i god jord, men der har været medindflydelse, så mon ikke det går? Jeg tror det.

Lisbeth er min første besøgende efter operationen, men allerede i eftermiddag kommer Lene også forbi. Det bliver simpelthen verdens bedste torsdag.

Jeg elsker at have gæster om spisebordet, så det er rigtigt dejligt, at der er et par stykker, som har fundet vej ned til Tjørnevang, hvor jeg sidder på smertestillende og muskelafslappende, fordi jeg fortsat har en muskel i nakken, som er gået helt i selvsving. Hver gang jeg skal tygge noget, kramper den. Det er upraktisk. Meget upraktisk, men kun en overgang. Om et øjeblik er jeg på omgangshøjde igen. Nu med pelikanpose under hagen ;-)