Tirsdagstilladelse

Der er kun to oppe herhjemme. Kenneth og Annemette (ja, sørme om ikke hun er kommet) sover endnu. Oline er stået tidligt op, for at udnytte den sene mødetid, hun har i dag. Morgenen skal bruges til en kombination af lektier og hygge, så hun sidder ved computeren og er allerede i gang, da jeg står op.

Tidspunktet er sent for mig, men jeg sover ikke særlig stabilt om natten og er vågen mange gange, for at vende og indrette mig, så mine muskler ikke kramper. I nakken sidder specielt én, som lever helt sit eget liv, men jeg ved jo, at det kun er et spørgsmål om tålmodighed, så er alt i sin skønneste orden igen. Jeg er stadig bare glad og lettet over, at jeg er på den anden side af operationen.

I dag må jeg tjekke mine “samlinger” og jeg skal ærligt indrømme, at jeg håber på et stykke arbejde, som overgår det ovenfor. Når det er sagt, så generer et ar mig ikke det mindste. Jeg er forfængelig, men slet ikke hvad angår den slags. Ar minder os bare om, at vi har levet. Jeg har levet.

Jeg er spændt på at se, hvor langt operationssåret er. Plastret må fjernes. Jeg er syet indeni og har ingen synlige sting. Tråden er selvopløselig. Det er plastret ikke, skal jeg hilse og sige. Det har været vådt mere end én gang og ikke én eneste gang har det gjort anstalter til at slippe, så dagen kan godt ende festligt, men jeg har verdens bedste hjælper. Annemette ligner mig, hvad den slags angår. Vi er praktiske, ikke-hysteriske og tålmodige, så vi skal nok få skovlen under sådan en smule plaster.

Tirsdag kom an!