Drømmeland

Det er stille dage jeg holder mig. Det er nødvendigt, så sådan bliver det. Ikke noget vildt, men kun stille tid til restitution og med en fantastisk hjælp fra mor, får vi alting til at køre på trods af, at vi begge i dén grad er nedlagt af fysiske udfordringer. Det er ikke kun skidt, for vi er tvunget til at slappe af på den måde og min fornemmelse er, at det faktisk er det allermest fornuftige, vi kan foretage os lige nu.

Jeg ligner fortsat en pelikan og udsigten er tilsyneladende, at den slags ikke lige forsvinder i en frygtelig fart, men kan vare måneder. Smukt! Ikke alene skal jeg bruge mange uger på at være ved at dø af skræk. Bagefter skal jeg også se så tåbelig ud, at jeg ikke går udenfor en dør uden at være pakket ind til ukendelighed. Det er den rene fest, er det, men når det er sagt, så er jeg på den anden side og faktisk ved temmelig godt mod og glad og færdig med at sætte livet på stand-by. Kalenderen er fundet frem. Planer lurer i hjernebarken og udlængslen er stor. Drømmer er dejlige.

Det er ikke store og vilde ting, jeg har gang i. En forlænget weekend her og en mini-ferie der. Lidt dage i dejligt selskab, når vi er kommet lidt længere ind i 2011. Jeg glæder mig. At være uden hage skal vel ikke forhindre, at man snupper sig en på opleveren? Ikke tale om. Jeg har tørklæder så store som en mellemstor mongolsk yurt, så det går nok.

Lørdag formiddag er godt brugt på at drømme, synes jeg.