28

Op igen, Liselotte

Morgenens kaffe dufter utrolig godt. Jeg længes vist lidt. Kaffe med et stort stykke mælk, lidt sukker og så en rørepind og jeg er glad. Denne morgen er jeg startet med at brygge kaffe til Kenneth, som er serveret på sengekanten. Han er stadig plaget af sit dårlige knæ og har derfor slet ikke stået/gået i to dage, men i stedet ligget på sofaen med bedstefartæppet og fjernbetjeningen, telefonen indenfor rækkevidde og ellers retten til at bede os andre om at hente og bringe.

Det er ikke noget, som huer ham, men det har ikke kunnet være anderledes. Forude venter et lægetjek og en knæfordybelse, for det her går slet ikke. Man skal ikke plages sådan, men i første omgang skal vi bare have gjort knæet samarbejdsvillig igen og vi er i gang.

I går var slem for mig. Jeg havde ondt. Både fysisk ondt og ondt af mig selv.

Jeg tog den helt store tudetur i går aftes og selvfølgelig lige akkurat da Annemette ringede. Jeg synes, at det har været hårdt at komme hjem fra operation og være den, der skal give omsorg. Jeg havde ondt og ville gerne, at det var mig, der lå på sofaen og blev forkælet. Jeg ville være den, der fik tæppe på, kys og kram, serveret kaffe og havde enevældig betjeningsret over fjernbetjeningen, men sådan kunne det bare ikke være. Ingen havde ønsket, at det skulle være sådan her. Det er bare sådan. Så er jeg typen, der klør på, men i går aftes knækkede den film så og så fik vi da den potte tømt.

I dag har jeg mindre ondt. Til gengæld ligner jeg en pelikan med et anseligt udsnit af Ishavets fiskebestand monteret under hagen. Man kan aldrig få det hele.

Du vil sikkert også kunne lide