Der er nogen, der har forsømt at informere mig om, at tredjedagen bare er cirka dobbelt så øm, som andendagen. Høj af gensynet med verden, kan man klare det meste de første døgn, men så skal jeg da ellers lige love for, at man begynder at kunne mærke de tæsk, man har fået. Altså ikke tæsk sådan for alvor, men der er hevet og vredet og med de nakke- og skuldermuskler jeg i forvejen er udstyret med, føles det cirka som dengang, jeg fik tæsk af min bedste ven, bilen, der ellers aldrig svigtede mig.
Jeg trisser rundt og er virkelig L A N G S O M, mens jeg prøver at fortælle mig selv, at det faktisk er helt i sin orden.
Måske jeg skulle sætte mig med bagdelen i en spand vand, så jeg kunne få taget livet af noget af det krudt, der tilsyneladende bliver ved med at ulme deromme. Det er svært at sidde stille. Meget svært, men nødvendigt. Lidt selverkendelse er jeg trods alt i besiddelse af ;-)
25 kommentarer
Charlotte
19. januar 2011 at 23:49Hvor er det godt, at du fortæller dig selv, at det er i orden at være langsom. Bliv ved med det, hvis du skulle komme i tvivl. God bedring!
Anne Dyrholm Stange
19. januar 2011 at 21:11Langsomhed er helt og aldeles okay!
Tris du bare…
KirstenK
19. januar 2011 at 20:51Jamen din gode humoristiske sans har de da ikke snuppet derude på Syd…Sikke dog en dejlig illustration med høns og tæsk med et boldtræ og hvad ved jeg!! Pas på dig selv og prøv at tage den med ro…
Kim
19. januar 2011 at 19:31Jeg har læst den tur du fik i bilen – det var både morsomt, og meget rystende, sådan lidt på samme tid.
Det er lidt for meget, af det gode.
Håber at der kommer mere ro på nu :)
kirsten
19. januar 2011 at 19:20Ta den nu med ro, det betaler sig :) selvom det nok er svært, men kroppen har godt af, at komme sig stille og roligt. Læs en god bog i sofaen, og tænk på hvor tit er det lige man har lov til det:) Rigtig god bedring
Anette Linnea
19. januar 2011 at 17:31Du er forhåbentlig blevet beordret til at tage den med ro i en hel del dage?
Kirsten Jensen
19. januar 2011 at 15:46Det med vandet lyder som en god ide. Hvorfor er det lige at man altid skal allermest når man ikke kan ( eller må) ? Forøvrigt godt jeg ikke har sådan nogen kamphøns, de er da stride :-) Rigtig god bedring til dig og Kenneth.
Knus fra
fru Jensen
Gudhjem
Eva
19. januar 2011 at 14:01Som du da kan sige det, Liselotte:)
God bedring.
Fru Hansen/Mette
19. januar 2011 at 13:54Velkommen hjem.. og mange tanker…
Lisa
19. januar 2011 at 13:31Jeg kommer lige med et lille pip – eller måske skal det hellere være et gok gok:
2 Panodil – 4 gange dagligt… ;-)
God bedring!
Therese
19. januar 2011 at 13:29Heldigvis kan du bruge noget af krudtet, på at læse en masse dejlige kapitler i gode bøger :-)
God bedring, smækre siv.
Lisbeth
19. januar 2011 at 12:56Altså hvis det kommer så meget “krudt” ud af enden på dig, så er det nok en god idé med en spand i nærheden :-) ha ha ha – dejligt du er tilbage ven!
Tina Poulsen
19. januar 2011 at 12:40Hmm den del havde jeg da lykkelig glemt ;) Men nu du siger det,kan jeg godt huske jeg havde svage halsmuskler et stykke tid efter! Men heldigvis bliver det da bedre igen.
Så op med stængerne og tag det hele i små bidder :)
Irene
19. januar 2011 at 12:17Du SKAL gøre ALT det lægen siger. Læger ved, sådan i det store hele, hvad de taler om! Basta bep!
Kærlig hilsen,
Irene Skrap
Anni
19. januar 2011 at 12:11jeg undrede mig også meget over, hvordan du rendte rundt og fik købt ind og lavet mad i går!
især når jeg ser min mand, der stadigvæk er på sygehuset.
men det bliver bedre, Liselotte, så glæd dig over, at det ikke var så slemt, som du havde befrygtet!
God bedring til jer begge to.
Sidsel
19. januar 2011 at 11:34Jamen det er skrupmorsomt! Historien om bilen, altså… (men må man grine af folk som kommer galt afsted?)
Synes det er synd for dig at du har ondt….. Det skal nok blive bedre. Se solen skinner og det er onsdag…. knus
Zden
19. januar 2011 at 11:26Det er nogen fede hardcore-høns du holder dig! De er lidt mere “gangsta” end dem der er herude i haven :)
Betina
19. januar 2011 at 11:09Jeg ved du har hørt det før, men nu må du høre det igen. Du er altså fantastisk, ingen kan som dig få os til at trække på smilebåndet over noget der egentlig er lidt skidt. Men din filosofi er helt perfekt. Så længe man har sit gode humør så kommer man langt (selv med ømme hals stykker). Fortsat god bedring :o)
Lone Liboriussen
19. januar 2011 at 10:54Skønne Liselotte.
“Jeg mærker, at jeg lever”… selv om det gør ondt. Nyd nu det lille frikvarter, og skulle du få brug for endnu en bog så skaf: “Den anden hånd” af Chris Cleave. Den er bare rigtig dejlig. Jeg sender en solstråle til Nordjylland, den kan du så varme dig i. Knus
yt
19. januar 2011 at 10:46Med alt det skønne garn,
du er omgivet af burde det kunne lykkes at finde en sofa ;))
Pas på dig selv !!
Yt.
Liselotte
19. januar 2011 at 10:50En sofa vil være godt, yt :-)
Fríða
19. januar 2011 at 10:41uha, den kender jeg godt, og du bliver altså nödt til at kaste håndklædet i ringen og tage det roligt. også selvom de er blevet utroligt gode til at bruge lige den mængde narkose der er nödvændig er det alligevel en hård omgang for både krop og sjæl, og al slags chok reaktioner fra kroppen er helt normale. så, slap af!
kh.fra Island
Frida
Liselotte
19. januar 2011 at 10:49Jeg vil gøre mit bedste for at slappe af, Frida – der er vist heller ikke meget andet at gøre i dag .-)
HanneC
19. januar 2011 at 10:39SÅ er du på banen igen, hva´? Og hvor er det dejligt, især at alt er gået godt og at ømheden forsvinder med tiden – og at solen skinner :-)
Liselotte
19. januar 2011 at 10:49Der er pokkertagemig meget at være glad for, Hanne :-)
Når man er øm, kan man jo mærke, at man lever… eller noget ,-)