Jeg skal lige nå suppen…

Tidligere i dag kunne det ikke gå stærkt nok med at komme hjem. Jeg er ikke gode venner med Sygehus Syd. Faktisk er jeg slet ikke vild med det.

Jeg vidste godt, at Kenneths knæ ikke er på toppen. Mor, Oline og Kenneth var forbi mig på sygehuset i går eftermiddag, efter jeg var kommet op fra opvågningen, og Kenneths smerter var tydelige, selvom heltepotentialet absolut blev afsøgt i alle hjørner. Hvid i ansigtet og med sved på overlæben er man ikke helt på toppen, så jeg vidste godt i dag, at det kunne være tvivlsomt, om han kunne komme og hente. Han mente bestemt, at jeg tog fejl og kom også, for at modbevise mig.

Synes jeg måske lige, at Elefantpassernes børn er god? Ja, det tror jeg vist nok, at jeg synes. Jeg startede i morges. Jeg er færdig om et øjeblik.

Da vi endelig nåede hjem, var han igen så smerteplaget, at det ikke krævede meget overtalelse, at få ham lagt ned. Der har han så ligget siden, fordi jeg bliver rasende, når han rører sig og måske lidt, fordi han har ondt. Mest det første, er jeg sikker på.

Mor kom os til undsætning. Jeg må/kan ikke køre Alphalfa lige nu, men det kan hun. Hun er en god bilist og endnu bedre mor, som kaster alt fra sig og kommer, når vi kalder. Lige da hun var ankommet, kom My, en af mine dejlige kolleger, med en skøn hilsen fra dem alle. Det var hyggeligt og dejligt at se hende, selvom tiden var knap. Jeg måtte desværre nøjes med en lille, kort snak ved køkkenbordet, for tiden løb. Bagefter hentede mor og jeg Oline og rodfrugter og mælk og alle de andre fornødenheder. Bagefter blev der skrællet i synkron aftenmadsforberedelse, inden mor tog bilen og kørte hjem, kun for at vende tilbage i morgen formiddag.

Nu står der en stak af de bedste grønne og simrer, mens de kaster dufte mod alle de næser, der snuser længselsfuldt ved erindringen om en vintersuppe, cremet og tyk, karrykrydret og med en syrlig klat creme fraiche på toppen. Om en times tid, skal de få, skal de.

Har jeg så fået smagt sofaen? Næ, men jeg er i live og det er eddermugme en god følelse, som gi’r energi til det mest utrolige. Senere besvimer jeg sikkert af træthed, men så er det totalt i orden med mig. Bare jeg lige når suppen :-)