12

Lørdag, stille lørdag

Lørdag er allerede halvgammel, men jeg er ikke sådan at starte op i dag. Halsen var ru denne morgen, så jeg blev under dynen en ekstra times tid og nød, at jeg kunne ligge der og lade mig underholde af hen ved 40 forskellige kanaler med kraftfoder med mere eller mindre lødig indhold. Sådan er lørdag nu også meget god, kan jeg konstatere.

Bagefter var det op og i gang. Nu er der pause. Køkkenbordet er indtaget med en kop kaffe, et strikketøj og en balje med brandvarmt vand. Den nederste del af mig trængte til kærlig opmærksomhed, så det får den nu. Mmmm, siger fødderne. Jeg kan sidde stille, når jeg synes, at jeg samtidig udretter noget. Ikke noget stort, men noget. I dag blogger jeg og strikker en smule, lytter til radioen og hyggesnakker med Kenneth, som har plads henne ved køkkendisken.

Jeg har i et stykke tid været flyttet ned i mit værelse, men nu hvor jeg igen sidder ved spisebordet med den bærbare, opdager jeg, at jeg har savnet at være tæt på. Det er dejligt.

Halsen er igen samarbejdsvillig. Tørklæde forkæler og varmer. Teen venter forude. Senere venter kun en beslutning omkring aftenens kulinariske indslag. Det er lige til at overkomme.

Du vil sikkert også kunne lide