Så bliver det sådan en onsdag

I går var vi oppe ved mor. Der skulle skiftes tv. Et gammelt, udslidt tv skulle erstattes af en ny fladskærm og den slags hjælper vi gerne med. Faktisk er tv’et en gave fra Annemette, Heidi og os, men det har stået siden starten af december og ventet på, at tiden kunne passe. Det kunne den i går, så der var frikadeller, stjerneskruetrækker og masser af grin på programmet. Bagefter grinte vi endnu mere, da mor mente, at tv’et vist var alt for lyst… og alt for klart i billedet… og i virkeligheden nok alt for tæt på virkeligheden.

Jeg si’r ikke noget, men mine briller rakte ikke længere til at læse underteksterne på hendes gamle tv. Fnidder, siger jeg bare. Nu er der orden på sagerne. Hun skal nok vænne sig.

I dag skulle jeg have været en tur ned omkring Hanne. Endelig er det sådan, at jeg sagtens kan køre uden at besværlige gøre de daglige gøremål for andre i familien og det er skønt og skulle udnyttes i en fart, men virkeligheden indhentede os inden. Jeg er ikke den eneste, der er optaget af den forestående operation. Resten af familien er naturligvis også.

Kenneth vil så frygteligt gerne, at han har tiden til at rive mandagen og tirsdagen ud af kalenderen. At han er med på pakkefronten. At bestillinger er afsendt inden, så han kan være tilstede ethundrede procent. Det elsker jeg ham for. Jeg vil frygteligt gerne, at han er der.

Skal det lykkes, skal vi pakke i dag. Jeg skal give en hånd med inde i verdensfirmaet, så vi er med, inden vi når weekenden. Der skal virkelig arbejdes igennem.

Lys finder vej udenfor. Snetæpper bliver fjernet med hård hånd i nabolaget. Lyden af sneskovle er gennemtrængende. Det fortæller, at jeg bor i et kvarter, som i overvejende grad er beboet af den generation, som ikke længere arbejder. Sådan er det ikke for os, så vi må hellere komme videre.