12

Grundhyggeligt

Jeg elsker, når mørket falder på og vi sidder samlet omkring spisebordet, mens vi hver især hygger med det, der lige falder for. Lys i stager, frisk frugt på bordet sammen med de gode, søde rester og så lyden af snak på kryds og tværs. I dag med indlagt duft af kærlighedsbrødet, som står i ovnen. Det bliver godt. Som sædvanlig og uden stor anstrengelse. Det kan jeg lide.

Jeg faldt over en vanillekrans, en kop af den gode kærlighedste og en computer, som skulle gøre klar til mor. Det sidste er sådan et stykke hyggearbejde. Jeg prøver at skabe et kendt miljø for hende, så hun ikke skal i gang med noget, som er totalt ukendt land. Hun kan sagtens, men hun bruger ekstra kræfter, som kan bruges anderledes sjovt. Derfor gør jeg mig umage.

Ind imellem lægger jeg øre til Oline og alle hendes sjove historier, hendes ønsker om først dette så hint og alle hendes små brudstykker af sange, der lige MÅ synges. Jeg hygger mig gevaldigt, når familien er samlet. Det er nok det, som passer mig allerbedst. Hyggeligt, roligt, trygt og dejligt er det.

I aften skal vi spise hjemmelavede flæskestegsandwich med masser af saft og kraft. Bagefter skal vi nyde Det Gyldne Kompas med hinanden, en kælen hund og en plaid eller to. Måske jeg lige kan holde det ud? Jeg tror det næsten.

Du vil sikkert også kunne lide