Julen er fuld af traditioner. Nogen har vi selv valgt, andre er os blevet givet.
Èn af vores juletraditioner er, at vi sidst på eftermiddagen den 24. december tager ind på Almen Kirkegården med lys til Alexander. Det har været svært, men det skulle til. Det bliver ikke rigtig jul uden. Heller ikke i år, hvor vi var så heldige at have Kenneth med.
Der tændes levende lys på kirkegården, så det er meget smukt at komme derind. I år var vi der lidt tidligere, end vi plejer at være, så der var stadig dagslys tilbage. Det gjorde det nu ikke mindre stemningsfuldt.
Der er sat levende lys ned af de længste af alléerne og vi er aldrig alene derinde. Vi er mange, som har brug for at holde fast i mindet om dem, vi elsker. Overalt brænder levende lys på gravene og der er så utrolig smukt med både lysene og de mange, smukke blomster og dekorationer.
I år måtte vi grave Alexander fri af sneen. Den ligger tæt og tungt heroppe. Også selv om vi ikke har fået ny sne i en uges tid. Heldigvis er der koste til fri afbenyttelse og den slags giver også varmen. Det var der god brug for i går, hvor der var bidende koldt derinde.
Vi sætter dekoration og tænder lys. Vi snakker lidt med og om Alexander, ønsker glædelig jul (og jo, det er da kunstigt og underligt at gøre, men det skal altså til) og nogle af os fælder stadig en tåre. Der er plads til både og juleaften.
Bagefter er der turen omkring far og begge hold af mine bedsteforældre, men i år nøjedes vi med at sende dem alle en varm tanke, for selv om alle have taget rigeligt med tøj på, var der frygteligt koldt derinde og vi måtte kapitulere og vende hjemad igen i en fart.
I horisonten forsvandt solen og inden vi nåede ud til bilen, var mørket i hastig fremmarch.
Jeg var helst foruden, men når det ikke er anderledes, er det er en smuk og stemningsfuld tradition at besøge de døde juleaftens eftermiddag og det bliver ikke rigtigt jul, før vi har været derinde.
Hjemme blev vi mødt af Oskar og duften af and. Nu kunne julen for alvor tage sin begyndelse.
42 kommentarer
Charlotte Bolman
1. januar 2011 at 11:45Hvor er det en smuk tradition, Liselotte.
Jeg er sikker på at Alexander altid glæder sig til at I kikker forbi hans grav … for så at “smutter med jer hjem” for at holde jul sammen med hans dejlige familie.
Jeg er overbevist om, at dem som ikke længere er iblandt os, ikke nødvendigvis altid opholder sig på kirkegården, men at de sørger tilbage til de dejlige mennesker og hjem, som betød noget for dem, da de levede. Vi bærer jo altid dem, som ikke er levende mere, i vores hjerte og sjæl … uanset hvor vi er.
Knus fra Charlotte
Lisbeth K
27. december 2010 at 11:44Smukke smukke stemningsfyldte billeder tilsat stor kærlighed til et barn som engang var og stadig er. Tak fordi du orker at dele. Det berører mit hjerte.
Bebiane
26. december 2010 at 16:33Af hele mit hjerte Liselotte, vil jeg sige tusinde tak for de smukke billeder fra Almen kirkegård, jeg vidste ikke, at der var så smukt den 24 december. Min mor ligger også på den kirkegård og jeg skal forbi i morgen.
Jeg vil sende et link til min lillesøster, så hun kan se dine billeder, for hvor er der smukt. Tak.
Liselotte
26. december 2010 at 19:06Juleaftens eftermiddag er den smukkeste oplevelse, Bebiane. Har man muligheden for det, kan den tur anbefales :-)
Mette
26. december 2010 at 12:09Ja kirkegården er en tradotion bland mange af os juleaften. En tradition der kræver kræfter – men som giver så meget tilbage alligevel… Og uendelig smuk når der er sne…
Vi nåede ikke kirkegården i år – og tænk – jeg havde det ok med det. Ældste havde ligget med maveonde hele lillejuleaften – og juleaftensdag ja der var der bare ingen af os der orkede. Og det var helt ok… For der blev sendt tanker og tændt lys hjemmefra og så må vi afsted i eftermiddag – for i går var det min tur til at ligge under dynen for at få styr på mavsen…
Rigtig glædelig jul til dig og dine!
Liselotte
26. december 2010 at 19:05En skønne dag er det okay ikke at nå, Mette. Der er jeg bare ikke lige nu :-)
Håber I alle er friske igen .-)
Mette
26. december 2010 at 22:24Ja en skønne dag… Det har taget mig næsten 8 år… En skønne dag…
Og nej, mavsen er endnu ikke på toppen :/
Tante T
26. december 2010 at 09:49Smukke billeder, smuk handling, smukke tanker og ord…
Liselotte
26. december 2010 at 10:39Tak, Tante T :-)
Lotte
25. december 2010 at 19:38Ps. min onkel siger, at han skal ned og ligge og tale med ‘de andre’ samtidig siger han, at der ikke findes liv efter døden.
Altså både sproget og sindet er sgu underligt.
Liselotte
26. december 2010 at 10:39Sproget og sindet er sjovt, Lotte :-)
Lotte
25. december 2010 at 19:36Tak for svaret.
Den halve af min familie ligger, mod mit barneønske, i de ukendtes grav, det skal jeg altså ikke. Jeg tror også, det er vigtigt med en fysisk manifestation. Uden at kunne vide det, det er jo underligt uvirkeligt.
Som barn manglede jeg et sted at gå hen. Deraf mit ræsonnement.
Gaia´s mor
25. december 2010 at 19:17For 2. år har vi også haft en grav at besøge – vi fælder også stadig en tåre – savnet er stort, når der er mærkedage, højtider – også her mærkede jeg, at NU kan det bliver jul, da vi kom hjem kl. 16 fra kirkegården – OG blev mødt af hunden i gangen! Der er intet som hunde, vel?
Fortsat god jul – jeg elsker også 1. juledag, men måtte i dag ty til gryderne i stedet for sofa og afslapning, da vi havde inviteret alle børn og svigerbørn, en dejlig travetur i en smuk sneklædt skov blev det også til. NU afslapning, inden der skal arbejdes i 4 dage…
Tusind tak for dine altid inspirerende og vedkommende indlæg.
Kh Joan
Liselotte
26. december 2010 at 10:38Selv tak, Joan – og ja, det er rart at skabe traditioner og kirkegården er en af vores :-)
Mia Folkmann
25. december 2010 at 17:29Vi har den samme tradition her hos os. Det bliver ikke rigtigt jul, før vi har været nede og stille røde tulipaner på min fars grav. I år havde vi en fejekost med, så vi kunne fjerne det værste pulversne fra småtræer og stenen og gøre plads til blomsterne. Smukt så det ud – og traditionen holdes fast endnu et år… :-)
Liselotte
25. december 2010 at 17:30Vi holder fast akkurat så længe, som vi har brug for, Mia. Her holder vi også fast endnu :-)
Dortheivalo
25. december 2010 at 17:06Vi glemmer heller ikke de døde i højtiden og vi går på kirkegården og tænder et lys for dem. Det er en smuk tradition
Liselotte
25. december 2010 at 17:26Det er en dejlig tradition, som jeg nødig ville undvære :-)
Eva
25. december 2010 at 17:01Det er en smuk tradition og alle, der har været en del af vores liv, er der jo stadig på en eller anden måde. Det er godt at mindes, også når det gør ondt. Om det er med lys og tårer, smil og glæde, det kommer vel an på dagen, men det hele er der jo.
Glædelig 1. juledag, hvor der også slappes af her på matriklen….
Liselotte
25. december 2010 at 17:26Det kommer helt an på dagen, Eva :-)
kirsten
25. december 2010 at 14:56Hvor smukt, ville ønske vores kirkegård så sådan ud. Det er rart for jer/os at vi ved hvor deres jordiske rester er. Og Lise-Lotte tårerne og føleserne skal have fri løb når man står der. Tak fordi du tar os med, det gør os alle godt.
Rigtig god jul til jer alle
Liselotte
25. december 2010 at 17:25Det er meget smukt og tænk engang, at de år efter år tager sig tiden til at tænde alle de lys :-)
Hege
25. december 2010 at 14:53Det er en flott tradison, og dere har fått gjort det så koselig og stemningsfult på graven :-) Ønsker dere en flott jul videre !
Liselotte
25. december 2010 at 17:24Tak Hege og lige måde :-)
et cetera
25. december 2010 at 14:05Det er så helt utroligt enkelt, smukt og renfærdigt udtrykt: “Vi er mange der har brug for at holde fast i mindet om dem vi elsker …”
Billederne og ordene her gav også mig en lille “tidslomme”, hvor jeg fandt anledning til det samme. Tak for det, Liselotte …
Liselotte
25. december 2010 at 14:22Selv tak, et cetera :-)
Lotte
25. december 2010 at 13:52Kan hjernen godt forstå, at han ligger der, eller tænker man sådan over det, at han er faret videre? – et sted, hvor der er varmt, feks.
Ja, det kan godt være, det er et dumt spørgsmål…men jeg kom til at tænke på det fordi, du skriver, at Alexander skulle graves fri. Jeg ved jo, hvad du mener med det, men alligevel….
Glædelig jul.
Liselotte
25. december 2010 at 14:21Jeg tænker ikke, at Alexander ligger der, Lotte. Hans jordiske rester gør, men stedet er mere en fysisk manifestation af hans tid her hos os og et sted, hvor vi husker ham og tiden med ham. Jeg har aldrig haft meget fidus til kirkegårde og gravsteder, men ønskede, at Alexander skulle i de ukendtes.
Oline og Kenneth ønskede det anderledes. I dag er jeg meget glad for, at de insisterede på gravstedet. Jeg er kommet der meget. Det er der, jeg har gennemlevet det meste af min sorg over at have mistet ham. Ikke for at gemme mig for de andre, men fordi vi hver især sørger i vores tempo og på vores måde. Min har fundet sin plads derinde under smukke trækroner og med græs under bagdelen om sommeren og sne om vinteren :-)
Helle
25. december 2010 at 13:42Hvor er det smukt … billederen og tanken :)
Liselotte
25. december 2010 at 14:15Det er en smuk eftermiddag :-)
Louise
25. december 2010 at 13:41Jeg ved præcis, hvad du mener.
Hvor smukt med lys på alle allérne på kirkegården også.
Nogle tårer bliver man aldrig helt tømt for.
Kærlig hilsen Louise
Liselotte
25. december 2010 at 14:15Nej, der er tårer til resten af livet, tror jeg, Louise :-)
Louise
25. december 2010 at 19:20Det tror jeg også, og det skal der også være.
Sole
25. december 2010 at 13:35Sikken smuk kirkegård med lys overalt, alene det er da en form for lise – desværre bor jeg meget langt væk fra “min” kirkegård, så hos os er det tankerne, der drager på langfart sådan en dag, hvor vi savner de, vi har mistet igennem årene. I år er det så også kun godt 1 år siden, vi mistede min mor – hun er savnet!!
Liselotte
25. december 2010 at 13:38Ja, vi savner dem jo, Sole – og tankerne er dejlige at sende på langfart også. Vi husker og glæder os over, at vi fik lov til at kende – det er godt :-)
Sole
25. december 2010 at 13:56Liselotte, det er sådan en flot tanke, som jeg har læst her hos dig flere gange: “at vi fik lov til at kende”…. det er sådan, at jeg prøver at få min finurlige hjerne til at fungere. Det er ualmindeligt smukt, så tak endnu engang for at få mine tanker drejet den rigtige vej!!
Anne F
25. december 2010 at 13:32Smukt med lysene på kirkegården. Ja, det må vel være sådan. Selvfølgelig skal der ønskes jul til Alexander, det ophører vel aldrig. Heldigvis er der godt med hjerterum hos jer,der ligger han vist godt.
Liselotte
25. december 2010 at 13:37Nej, det hører vist aldrig op. I hvert fald ikke endnu, Anne :-)
Catarina
25. december 2010 at 13:26Det lyder som den helt rigtige tradition I har jeg der. Dejlige billeder fra et smuk sted sådan en dag. :)
Liselotte
25. december 2010 at 13:37Det er virkelig stemningsfyldt derinde juleaften, Catarina. Meget smukt :-)
Therese
25. december 2010 at 13:25Selvfølgelig skal Alexander ønskes glædelig jul. Jeg kan godt forstå at det skal til.
Hvor er det skønt at se, at der er gjort så meget ud af belysningen på kirkegården. Det er meget smukt.
Liselotte
25. december 2010 at 13:36Det skal han, Therese – det er sådan, det skal være her hos os :-)
Det er meget smukt at komme derind den dag.