Skrøbelig som i skrøbelig. Det er mig. Jeg har vandet så mange høns i dag, at de fleste er druknet.
I dag var tid for en forundersøgelse, inden jeg skal opereres for den cyste i halsen, som Lone for et stykke tid siden opdagede under en kaffepause på kontoret. Jeg var slet ikke klar til et gensyn med sygehuset, når jeg ikke kunne gemme mig under tolkekappen. Slet ikke, som i overhovedet ikke og ude af stand til at kontrollere noget som helst brød jeg sammen den ene gang efter den anden. Uden anden grund, end det var lige her og i disse dage, at vi mistede Alexander.
Der er simpelthen hud, som endnu er alt for skrøbeligt, kan jeg konstatere.
Lad os bare sige, at jeg har været rigtigt skidt selskab i dag. Og har overrasket mig selv. Så hudløs synes jeg jo slet ikke, at jeg er. Altså undtagen på sygehuset. Åbenbart.
Nu har jeg SÅ meget brug for en lur.
54 kommentarer
Karina
23. december 2010 at 11:39Jeg har mærket en bule på min mave og ville lige have bekræftet hos lægen, at det nok bare er tarmen eller noget andet tilforladeligt, og så mente hun sørme, at jeg skal til scanning… Jeg blev da lidt slået ud. Jeg må vente og se, men det er ikke en rar ventetid… Øv. Har ikke lyst til at ødelægge børnenes (eller egen) jul med at gå og se trist og tænktsom ud eller tude i hemmelighed på badeværelset. Fik jeg sagt ØV?!
Liselotte
14. december 2010 at 16:34Jeg skal love for, at der er blevet revet hul på mig, men jeg heler jo. Jeg ved det :-)
Signe
14. december 2010 at 14:54Jamen, selvfølgelig. Du er menneske, af kød og blod og ikke stål og beton. Så længe, man græder, har man brug for at reagere. Det er kun en god ting, omend det også er hårdt og tungt. Håber, du har sovet rigtig, rigtig godt!
Anette
14. december 2010 at 12:55Kroppen husker – meget naturligt at du reagerer som du gør når du kommer tilbage til det sted hvor du har oplevet så meget som gør ondt og så også når du er der i et ærinde hvor du er under pres. Varme tanker til dig og dine Liselotte
Mette
14. december 2010 at 12:37Et stort kram til dig. Jeg håber, at du har fået det bedre i dag efter en nats søvn. Det er så hårdt at miste og blive erindret herom. Held, lykke og kærlighed til dig.
sweetymum
14. december 2010 at 10:41Sender varme helende juletanker.
Min bedstefar safde altid at ovenover de grå skyer skinner solen altid….. det er rart at tænke på når det sortest ud..
knuz og lyse solskinstanker til dig fra mig
Malene Bonde
14. december 2010 at 10:31Som ny læser på din blog kan jeg kun sige, at jeg ligesom alle de andre, med det samme blev indfanget af din medrivende og vedkommende måde, at beskrive livets store og små oplevelser på. Føler en stille og ydmyg taknemmelighed fordi du, en ukendt, på så forunderlig vis inspirerer mig både kreativt og reflektivt. “Jeg siger tak” = )
Om den smerte du for altid skal bære har jeg ingen vise ord – men mellem linierne læser jeg at du nok skal komme ud på den anden side igen. Det er ok at føle smerte og savn bare man accepterer at sådan er det.
Men ang din forestående operation kunne jeg måske nok sige nogle ord – fik selv fjernet halvdelen af min skjoldbruskkirtel for 2 måneder siden. Så har du brug for lidt “insiderviden” vil jeg med glæde dele min oplevelse med dig.
Mange tanker fra Sy’fyn
kokken
14. december 2010 at 09:59Ja, du kan da se jeg mener hvad jeg siger – den protesterede 1. gang – men god gerning osv….
kokken
14. december 2010 at 09:57Knus og tanker sendes fra vestjylland!
kokken
14. december 2010 at 09:57Knus og tanker herfra!
Lærke V Malvin
14. december 2010 at 02:40Jeg sender dig kærlige tanker og healende lys. Din skrøbelighed er dyrebar og smuk, og gør dig til den du er – en lysende og empatisk sjæl. Et menneske der giver så meget godt til andre. Og udstråler en varme der mærkes af selv dem, der befinder sig bag sløret til det hinsides.
Kh
Britta A.
14. december 2010 at 01:37Godt med tårekanalerne, så trængslen og sorgen kan få frit løb, når vi/du har behov. Jeg tror på, at der dog i det mindste sker en lille forløsning for hver gang, så vi ydmygt kan gå lidt videre. Men Liselotte, du har jo mistet noget af det dyrebareste, nemlig det barn, du har båret under dit hjerte og i dit hjerte. – Blot til trøst og empati: Jeg vil tænde et lys og sende en portion kærlighed i tankerne til dig, som trods smerten lever i nu’erne, inspirerer og deler glæder ud og det skal du ha’ rigtig mange tak for.
Jeg sender blide vinde til dig, som aer din kind og lader dig ha’ lov at leve smerten igennem, når den trænger sig på. Kærlige tanker herfra til dig!
Mette Astrup Hansen
14. december 2010 at 00:02Mange mange tanker og alt det bedste til dig..
Lene L N fra Tyskland
13. december 2010 at 23:45Love, love, love
Britta
13. december 2010 at 23:01Tanker og varme herfra. Det tager så lang tid for tynd hud at hele.. Håber for dig og dine
Rosanna
13. december 2010 at 22:26Piv, jeg kan godt forstå, at du føler dig hudløs…. Det bilder jeg mig ihvertfald ind, for jeg tror oprigtigt ikke at man kan fatte, hvor ubegribeligt forfærdeligt det må være at miste sit barn.
Claus Dalby
13. december 2010 at 22:16Nogle gange mangler man ord, og det gør jeg i denne situation. Vi er alle sårbare inderst inde, men Liselotte; jeg ved – at du ikke mindst qua dit stærke bagland – har en ballast.
Kærlige hilsner og tanker fra Claus
marianne bentzen
13. december 2010 at 22:00Du har gang på gang imponeret mig med al din energi, visdom og evne til at trøste dine medmennesker, nu håber jeg at du får en masse tilbage, det fortjener du. De bedste ønsker for god bedring.
Kh Marianne
Jette
13. december 2010 at 21:39Det lyder ikke rart – noget af det. Håber det viser sig at være harmløst!
Tanker herfra.
Jette / Kamma og Ko
Gaia´s mor
13. december 2010 at 21:36Du skal så meget have lov til at være hudløs! Du har lidt et kæmpe tab! Al held og lykke med cyste-fjernelsen.
Kram Joan
Tante T
13. december 2010 at 21:34På forunderlig vis er kroppen i stand til at hele lidt, for hver lur vi tager, – så snup en velfortjent en af slagsen…
Du skriver det selv: Livet er ikke let, bare fantastisk. Ville dog alligevel ønske, at jeg lige nu kunne vikle dig ind i vat! Så ville selv virkeligheden virke lidt blidere…
Tanker til dig, fra Tante T
Sidse
13. december 2010 at 21:28Du trænger vist til at være lidt håndholdt. Uha, det er krævende at være dig.
Moster Tulle
13. december 2010 at 21:22Sender kæmpe kram og tænker, at jeg forstår…..og det er ok at være hudløs og lille og bange og at det hele vælter ind over én. Du skal nok rejse dig igen, det er jeg sikker på, men du må også godt være lille LIselotte og bare give slip, jeg kan jo læse, at du har mange, der kan og vil gribe dig. Knus til dig fra mig.
Fríða
13. december 2010 at 21:00mange varme knus og helende tanker herfra til dig og dine kære, söde Liselotte.
kh.fra Island
Frida
et cetera
13. december 2010 at 20:59Åh, Liselotte – hvor jeg kender det … lydene, lugtene, lyset – det hele trigger bare. Jeg kommer snart forbi med et knus …
jette nielsen
13. december 2010 at 20:28Stort varm knus og jeg forstår om nogen hvordan det er at være presset. Jeg har også mistet og jeg har næsten mistet mig selv nu pensionist pga stress og depression men har kæmpet mig op og har fået et godt liv ,– men som dig meget meget skrøbelig vi tåler ikke meget. Men vi kan lære at takle det,– men pludselig er vi i situationen igen,– derfor mange mange varme følelser til dig og din garnmand knus
madam m
13. december 2010 at 20:10Stort helse-trøste-hadetbedre-kram.
Ella
13. december 2010 at 19:43Du plejer at holde om mig, Liselotte, når vi skal på sygehuset – og du siger bare til så tager jeg med og holder om dig når du skal!
Puuuust og kram :-)
jytteb2
13. december 2010 at 19:39En god helende lur er da bare så meget i orden. Tyndhudet – eller i kontakt med sine følelser – og sætte ord på, det er stærkt! Kærlige tanker herfra.
Sonnie
13. december 2010 at 19:13Det er da vist bare helt i orden at være tyndhudet med den baggrund, det er vi mange der ville være tror jeg.
God lur.
Irene Aagaard
13. december 2010 at 19:07Selvfølgelig er du skrøbelig – det er der bestemt ikke noget at sige til med alt det du har været igennem! Ville ønske jeg fluks kunne fare til Ålborg og være din tjenende engel et par dage. Men du er også en sej kælling(undskyld udtrykket-det er kærligt ment) så jeg ved at du klarer det! Herfra får du mange varme tanker og en kæmpekrammer:-)
Kærlig hilsen Irene
Mette
13. december 2010 at 18:42Pyhaa, du!
Det er der sørme ikke noget at sige til. Jeg blev meget rørt af at læse dit indlæg. Et stort kram til dig. Håber, at du har sovet godt.
Jonna
13. december 2010 at 18:32Det er ikke altid let at gense steder hvor man mistede en del af sig selv. Håber en lur gav dig lidt ro.
Sifka
13. december 2010 at 18:22Det gør da så ondt, men der er også en slags forløsning i tårerne. Put dig, mens jeg sender lidt venlige og varme hilsner i din retning.
Louise
13. december 2010 at 18:09Nogle gange kommer gensynet, når man mindst venter det.
Jeg har det heller ikke så godt med skadestuen på Aalborg syd.
Rigtig god lur til dig – det er trættende at drukne høns.
Kram Louise.
Tora
13. december 2010 at 18:03Det er vel kanskje de hudløse dagene som gjør at huden neste gang føles helere? Håper du kom deg gjennom det, og at du får godt stell der hjemme. Klem herfra!
Helle
13. december 2010 at 18:01knus og kram til dig :)
fik en dom her for 3 uger siden mine nyrer er forkalket og der er intet at gøre så jeg skal undersøges igen og har noget medicin for at det ikke skal blive værre ,så jeg føler med dig :)
Marianne
13. december 2010 at 18:00Sender de kærligste tanker.
Lisbeth K
13. december 2010 at 17:57Mange kærlige tanker.
lise
13. december 2010 at 17:54Selvfølgelig får du det sådan,det er helt normalt.
Det er oveni mødet med sygehuset også en presset situation,du befinder dig i.Indgrebet,man skal igennem,kan være nok så lille,det er altid belastende at skulle under kniven.
Tårer vil flyde over tabet af dit barn hele livet.Man tænker at tiden læger…..det bliver nemmere at leve med,men så pludselig er der en eller anden situation,og man er ramt igen.Jeg har efter mange år hos psykolog lært at sådan er det,det bliver ikke anderledes.Man kan lære at leve med savnet.Liselotte det er så forfærdeligt at miste,det er iorden at græde,som du gør.På andre tidspunkter lever du livet fuldt ud med din dejlige familie.Jeg følger med her ,og synes du er det bedste, man kan være: et menneske med dybde .
I morgen skinner solen igen for en tid
Varme tanker til dig fra en mor,der også har mistet det bedste.
Sidsel
13. december 2010 at 17:50Åhh stakkels dig.. Det er så hårdt at være på det møg-sygehus… Havde jeg dog været der i dag, så havde du fået den største krammer og empati og forståelse.
Nogen gange har man bare hud som en sommerfugl..
Hvil dig trygt. Det skal nok gå. (((((((Liselotte))))))
Karin
13. december 2010 at 17:47Nogle gange overrasker vi os selv…. Men tårer der er grædt lufter som regel ud i systemet. Godt at du ikke kæmpede imod, og håber din lur giver dig lidt ro.
Eva
13. december 2010 at 17:46Skrøbelig, stærk og modig er du . De varmeste tanker til dig, som tør dele,- også når huden er tynd.
bea
13. december 2010 at 17:44jo men kjære deg.. selvfølgelig er du hudløs.. selvfølgelig er du bange.. og det skal du ha lov til ! så slip nu ned din guard og tillat deg å være menneske.. det er pokker så hardt å være superkvinne konstant !
min venninne sa det så godt i dag: man vasker vinduerne til sjælen når man græder
http://paradoks-megan.blogspot.....remad.html
mange varme tanker !
Maria Jensen
13. december 2010 at 17:42Tag du dig endelig en god lur.
Alexander venter på dig i drømmeland med VERDENS STØRSTE kram er jeg sikker på.
tænker på dig.
knus Maria
Frau Putz
13. december 2010 at 17:40Jeg håber der var nogen, der lagde støttende arm og skulder til tårerne i dag.
Det kan være en barsk omgang at stifte nærmere bekendtskab med hospitalets verden, specielt når man allerede har været der alt for mange gange.
Nu er det tid til at lade op – og danne ny “hud”.
KH Karina
Anne Dyrholm Stange
13. december 2010 at 17:32At putte under dynen og lure den er ikke det værste kort at spille, når huden er for tynd og sindet bevæget.
Varme tanker sendt afsted her fra mod det lange røde hus og menneskene i det…
Jette Hyllested
13. december 2010 at 17:09Liselotte jeg kan ikke forstille mig du har være et skidt selskab i dag, jo måske for dig selv, men med den skønne familie og gode kollegaer du er omringet af er jeg sikker på du er et dejligt selskab. Livet har lyse og mørke sider og det er ikike altid man selv bestemmer hvornår følelserne tager over. Í visse situationer er ens hud bare så sart og skrøbelig tynd, men med de gode mennesker omkring dig skal du nok blive “hel” igen, for du er et stækt og fint menneske. Ta’ du dig bare en lur og få lidt kræfter igen :-)
unikarina
13. december 2010 at 17:05Tanker herfra…
KirstenK
13. december 2010 at 17:05Den der slags skrøbelighed er vi ikke altid selv herre over… Håber en lur får dig i lidt bedre humør! Sådan en dag tærer på de fysiske kræfter også! Varme tanker herfra!
dina
13. december 2010 at 16:59Håber en lille lur kanfå dig i bedre humør. Mange tanker fra Dina
Therese
13. december 2010 at 16:44Årh, jamen dog. Et kæmpe knus, er sendt i Gug-retning.
Det er klart at du er skrøbelig disse dage, så et sygehusbesøg er da bestemt ikke rart.
Får dig en dejlig lang lur <3
Catarina
13. december 2010 at 16:44Puha, det lyder som en rigtigt træls dag som virkelig har tæret på kræfterne. Pas på dig. Klem fra Fyn.
Sole
13. december 2010 at 16:43Håber du har mulighed for at unde dig selv den lur – den er vist tiltrængt!!!!!