Det var en lørdag…

Vi skal være få juleaften, så jeg har lovet mig selv, at jeg IKKE laver voldsomt af noget som helst, men i stedet sørger for at byde ind med nærvær og hvis jeg er rigtig heldige det overskud, der kan ligge på en lillefingernegl. Jeg er slidt som i slidt. Jeg skriver ikke meget om det. Det er både privat og alt for offentligt, men der er udsigt til andre tider og det er alt, jeg behøver at vide. Dét og så lige huske mig selv på, at jeg skal leve op til eget fortsæt.

Eftermiddagen har derfor været en skønsom blanding af hyggesnak, dejfremstilling, ventetid og papirfoldning. Her dufter af jul. Kaffen har været dampende varm, mor er her og har været den, der fik tjansen med at få vækket husets teenager. Det gik forbavsende civiliseret, for det er lidt sværere at råbe af mormor. Jeg er så snedig, når jeg selv skal sige det.

Ind imellem har jeg kastet mig over frugtskålen, for æblerne smager så dejligt og jeg har genopdaget fornøjelsen ved at håndspise sådan ét, så der er gnasket igennem, mens jeg ventede på småkagedejen, som skulle “sætte sig”, inden jeg kunne komme i gang med at forme vanillekranse og siden pebernødder.

Først kom turen som sagt til vanillekransene. Uhm, som de duftede og sikke de smager. Bagefter kom stakken af pebernødder og de er perfekt krydrede. De brænder lidt på tungen, når man har spist dem. Det elsker jeg.

Oline har siddet ved spisebordet og arbejdet koncentreret med lektierne. Der er konstant noget at gøre og jeg tager hatten af for hendes lyst og engagement. Det er dejligt at være vidne til.

Hun fik en skål  med de lune småkager. De forsvandt som dug for solen. Det tager jeg som et kvalitetsstempel.

I den sidste rest af dagslys sætter jeg stjerner på forsatsvinduernes glas. Udenfor farves himlen pastelfarvet. Skyer trækker lyserøde striber, mens jeg lader tanken om en hel aften i familien fredfyldte selskab fylde.

I grunden er jeg et ualmindelig heldigt menneske. Jeg siger tak.