Jeg plejer ikke at være en kvinde af få ord. Det er jeg blevet. Jeg holder så meget inde, at jeg er tæt på at eksplodere. Det er sådan det er og det er sådan, det må være. Der kommer altså ingen forløsning, men jeg sidder i vakuum og venter. Mens jeg venter, bliver jeg langsomt tom for ord.
Måske handler det om, at alle de ord, som presser sig på, ikke får plads. Så kan de andre, som ellers nok må siges at være i flertal, heller ikke finde vej.
Jeg ved det ikke, men jeg ved bare, at jeg ind imellem synes det ringer for mine ører, når jeg skriver. Hold nu da op, som jeg er træt og måske fyldt op og måske bare sådan helt igennem nået dertil, hvor jeg ikke orker mere fnidder. Ikke gider stå for skud og ikke længere synes, at jeg kan bidrage med noget som helst. Der hvor jeg tænker tomgang. Altså om mig! En tom tønde, der bare buldrer. Og gentager mig selv, fordi de ord, som presser på, bliver undertrykt af Sirlige Sidse her.
Jeg er ikke der, hvor jeg overvejer at lukke og slukke her. Jeg er ikke i gang med at proklamere pause eller true med at nedlægge bloggen. Hvis det sker, skal du såmænd nok opdage det. Der kommer ingen advarsler. Sådan er jeg slet ikke skruet sammen. Jeg handler. Jeg tænker ikke. Jeg er ikke en tænker. Jeg er ikke sådan en, som sidder og overvejer, hvor jeg vil hen med denne her blog. Jeg vil ingen steder. Jeg vil passion, sjov og livsglæde og dette her sted har i mange år været min kanal for alt det. Det kan bare ikke fungere som kanal for det modsatte og så er det, at jeg mærker, at mine hængsler begynder at knirke.
Jo, jeg kan godt skrive morsomt og sarkastisk om alt det, der optager mig. Jeg kan også skrive i floromvundne vendinger og jeg kan pakke så meget ind, at du hverken kan finde hoved eller hale.
Det handler ikke om mit privatliv. Der trives jeg.
Det handler om mit professionelle liv og det er ingens skyld. Jo, det er min skyld! Det er omstændigheder og vilkår, som ikke står til at ændre. Det er også selvskabt fængsel, fordi jeg er et menneske med en stor grad af loyalitet og faglig stolthed og en upassende stor mængde “det her skal jeg nok lige klare“. Det handler altså om udefra kommende omstændigheder og det handler i høj grad om trivsel og talent. Det handler om at ville finde en hylde, som endnu ikke er skruet op på væggen. Det handler om, at jeg ikke kan finde de f***ing hyldeknægte og skruemaskinen.
Det handler måske også om at gro et par fornuftige cojones og tage ansvar for eget liv. Liselotte! Fandentagemig!
Måske er jeg en introvert tænker, som bare tomt rabler løs udadtil, mens alting indeni står og koger suppe på den f***ing skruemaskine, jeg ikke kan finde? Måske.
Jeg ville vist egentlig bare sige, at sådan er det altså lige nu. Der findes andre kanaler, hvor de har husket at smøre hængsler, hvis dette her bliver for larmende kedsommeligt en tid endnu. Så er det sagt!
63 kommentarer
Inger Bonde
17. november 2010 at 19:11Ellers kommer jeg dælme og hjælper dig – for DET kan jeg – altså bruge en skruemaskine :-)
Liselotte
17. november 2010 at 19:14Det er dejligt at vide, Inger. Rigtigt dejligt :-)
Liselotte
17. november 2010 at 18:36Nej, det har ikke noget med månedens navn at gøre, Inger. Det har alt at gøre med min arbejdssituation. Om lidt er den igen anderledes. Jeg skal bare lige finde hyldeknægtene og den forbandede skruemaskine ;-)
Inger Bonde
17. november 2010 at 16:46Måske har det alt sammen noget med månedens navn at gøre! ! ! ! ! ! ! og knus
Tulippa
16. november 2010 at 20:06Kære Liselotte
Jeg tror det tager tid at finde sin hylde og nogle gange må man hoppe ned fra én (eller bliver skubbet) og så står man dér og troede, at man var sat og skal til at starte forfra. Og så er det ikke nødvendigvis altid gjort med at sætte en ny hylde op. Nogle gange så passer den sgi alligevel ikke helt, når den kommer op at hænge og så går man rundt og skuler til den, indtil man river skidtet ned og leder videre. Det ER sejt at være hyldeløs og det kræver råstyrke at stå distancen.
Jeg hepper på dig – også i kedsommelighed (ps. jeg synes ikke det er spor kedeligt)
De kærligste hilsner
Linda
Susanne
16. november 2010 at 14:58Kære Liselotte
Jeg har ingen gode råd at give af, men jeg vil blot sige, at du er så inspirerende, livsbekræftende og positiv, at det er mere end ‘blot’ en fornøjelse at følge med her. Så tak for alt det du giver ud af! Både når du er på sikker grund og når du føler dig på dybt vand..
Og ind imellem har jeg brug for gentagelser, så dem er jeg også taknemmelig for.
Jeg tror det ordner sig inden længe, for hvor der er vilje er der vej – og vilje, det er da i hvert fald ikke en mangelvare hos dig (mig at dømme) :-)
Lene H.
16. november 2010 at 10:17Tænk engang, hvis du havde en af Kennets hylder at lægge dig til rette på ?? Fuld af lækker uld, som en anden sagde.
Den skal nok komme til dig, skal den. Den rette hylde med de rette knægte, hængt op i vater og den rette balance. Du er vist en fabelagtig quinde.
(Går i øvrigt her og venter spændt på et udvalg bestilt fra de lune hylder:0) )
Rigtig god tirsdag….
Tine
16. november 2010 at 09:25Du er god til at sætte ord på følelser mange af os bærer rundt på i højere eller mindre grad. Du vil komme gennem krisen, det er jeg sikker på. Det daglige rotteræs, vigende dagslys og tunge minder kan trække hvem som helst ned. Men jeg tror du har en god, stor korkprop indeni som stille og roligt vil få dig ovenpå igen :-) Måske trænger du til ferie, et par uger på en tropeø eller til San Francisco eller Paris eller…. Hvem der kunne stikke af fra det hele lige nu…
Liselotte
16. november 2010 at 06:42Der er gode tider og der er seje tider. Jeg er midt i de sidste og det trækker tænder, gør det.
Bolette Gaia
16. november 2010 at 00:13PTSD er ikke for tøsedrenge , og du er ikke sådan en !
vi kan alle i forskellige faser være slået og hverken kunne finde
dit eller dat og hvis der er systemer , på arbejde på sidelinen kræver den sin quinde..
kender jeg / vi alt til her i huset …
sender kærlige lyse tanker
jeres og din vej
og håber systemet glider let og ubesværet
lys tanker Bolette Gaia ..
Susling
15. november 2010 at 23:21Hmmmm! Lidt :-/ og lidt :-( og i sidste ende lidt ;-)
Tina - omme i London
15. november 2010 at 23:14Jeg ville egentlig sende dig lidt bandeord til at stroe om dig, men jeg er faktisk bedst til afholdseder og de har bare ikke helt den samme effekt. Jeg forhoerer mig hos Irene, hun kan bande paa finsk og DET rykker rent. SGU!
Lene
15. november 2010 at 22:32Fortsæt endelig Liselotte, også selv om det for tiden er på lavt blus. Vi er mange, som dagligt og med stor glæde følger dig, selv her uden for “landets grænser”.
Lene
15. november 2010 at 21:38Håber de håndværkere er i fuld sving med at få hylde, døre og hele rummet til at passe, så glæden igen kan få ro til at udfolde sig. Og der er altid en kop te på kanden her :-)
Karin
15. november 2010 at 21:16Øv! Det er ikke rart at have det sådan. Håber der snart bliver styr på det du ikke selv har indflydelse på og at du snart får kræfter og ideer til at gøre det du selv kan.
Det er nu stadigt dejligt at kigge forbi her på bloggen, så jeg føler ikke at jeg bliver forsømt :-) Men jeg håber bestemt snart at du oplever at få mere overskud til det der må mangle…
Liselotte
15. november 2010 at 21:23Nej, det er træls at have det sådan, Karin. Det er ikke arbejdspladsen, som ikke er rummelig og nytænkende og idérig og fleksibel og… det er omstændighederne, der spænder ben i et væk! Pokkers!
Charlotte
15. november 2010 at 21:13Hvis du finder en af de der hyldeknægte, må du meget gerne sende en i min retning.
Dit indlæg sætter simpelthen “spot on” min arbejdssituation gennem det sidste år…….og jeg kan kende hvert et ord, du skriver……….jeg selv har ladet stå til for længe i livstillid til, at “noget” ville dukke op, en dag ville det blive klart og tydeligt for mig, hvor jeg nu skulle hen i mit arbejdslliv. Den klarhed lader virkelig vente på sig, så jeg tænker faktisk nu, at måske er det fordi jeg skal til at eksperimentere med mit arbejdsliv……prøve noget helt nyt af.
Jeg har lært, at manglende arbejdstrivsel ikke er nogens skyld, allerhøjst mit ansvar. Min opgave at tage mig og min arbejdstrivsel alvorligt. I dag havde jeg ellers fået dulmet min manglende trivsel med strik og te. Og så læser jeg hos dig, tak for sparket ;-)
Liselotte
15. november 2010 at 21:22Av, for at blive sparket, Charlotte – for det er så skide irriterende, når man udmærket ved, at man må gøre noget snart… for at blive glad igen. Basta! Så det gør vi :-)
Lone Veggerby
15. november 2010 at 21:05It can´t all be hookers and sunshine ;-)
Liselotte
15. november 2010 at 21:07Det er nemlig sådan det er, Lone – men der er heldigvis ikke langt til en heftig og rå mandelatter, hvor jeg kommer ;-)
Fie
15. november 2010 at 21:05Sidste år brugte jeg næsten 3/4 år med at være fysisk i en afdeling og arbejdsmæssigt i en anden (der næsten ikke kunne være længere væk fysisk) med dertil hørende omskiftninger og følelse af ikke rigtigt at føre til nogen steder. At jeg samtidig måtte leve med stress og et skrantende helbred som følge af det, gjorde absolut ikke oplevelsen bedre. Den sidste del at året tilbragte jeg en uge hvert sted og kunne rigtigt føle mig som delebarn. Desværre vidste ingen af vores borger, at de kun skulle ringe eller skrive i deres respektive uger, så der gik endnu nogle måneder med skyldfølelse og med følelsen af, at jeg ikke slog til. Og til sidst gik det galt.
Siden januar har jeg kun været i en afdeling og kun arbejdet med lige præcis det område. Jeg har fået et meget bedre forhold til mine kolleger og har lært at dele ting med dem- noget jeg ikke havde drømt om for et år siden. På trods af dette har jeg stadig tidspunkter, hvor hele usikkerheden og alle tankerne fra det år vender tilbage med det resultat, at tårerne triller ned ad kinderne uden grund. havde jeg haft mulighed for at sætte ord på mine frustrationer dengang, ville jeg nok være kommet længere i min proces med at bearbejde oplevelsen, men så klog er man jo sjældent mens det hele står på.
Hvad du end tumler med, så tager det tid, men det bliver bedre. Jeg er sikker på, at det hele falder på plads for dig på et tidspunkt.
Fie
15. november 2010 at 21:06Og så skal jeg lære at læse korrektur når jeg kommer med mine bemærkninger også på en blog.
Liselotte
15. november 2010 at 21:06Det er jeg også sikker på, Fie :-)
Liselotte
15. november 2010 at 21:00Jeg er helt sikker på, at solen dukker frem fra skyerne om et øjeblik. Jeg skal bare lige holde vejret lidt endnu. Det er det, jeg gør – og det er derfor, at jeg ind imellem føler mig energiforladt, talentløst kedelig og som en gentagelse af mig selv. Der er ikke habitus til nytænkning og begejstring. Det venter forude. Jeg venter :-)
Ella
15. november 2010 at 20:52Du er træt og tyndhudet med god grund, Liselotte – du trænger til en hylde, der hænger solidt og godt og som er foret med noget blødt uld.
Lone Veggerby
15. november 2010 at 20:50Det er svært at føle sig fanget, og ikke vide hvor “løsladelsen” skal komme fra.
Sole
15. november 2010 at 20:46Hørt, Liselotte, ind imellem ønsker jeg mig en blog, hvor jeg kunne fyre sådan en svada af…. også her skal der nemlig findes hyldeknægte!!
Hanne
15. november 2010 at 20:26LUK selv, fivetosix….du er vammel at høre på!!!!!!!
Sidse
15. november 2010 at 20:49Helt ærligt Hanne. Du behøver da ikke læse her. Der er ingen der tvinger dig.
Sidse
15. november 2010 at 20:52Undskyld Hanne. Jeg forstår nu hvem og hvad du mener. Der var jeg lidt for hurtig. (c: UNDSKYLD!
strikkelise
15. november 2010 at 20:22Du har mange, mange lesere som vil deg vel og som nok skal klare å vente til du er ferdig med å gruble (eller til hyllen er på rett og stødig plass), Liselotte. Klem.
Liselotte
15. november 2010 at 20:11Jeg har ALDRIG nogensinde intentionen, at mine læsere skal føle sig dumme, fordi de ikke forstår, hvad jeg skriver. Jeg ender bare altid med at havne der alligevel, når jeg selv er forvirret eller ked af det eller… og sådan er det nok nu.
Det handler om MIG. Det handler om, at JEG har svært ved at finde den hylde, jeg gerne vil ligge på, når jeg er på arbejde. Der er gode folk, som allerede er i gang med at lokalisere skruemaskinen, så hylden kan komme op og hænge og jeg tror faktisk, at de er rigtigt gode til at få den hængt i vater. Det trænger jeg også til. Det er nok det, der kommer til udtryk her. At jeg trænger til glæde, ro, regelmæssighed og ikke for meget mere omstilling og usikker grund. Man slides af det sidste.
Det er nok bare mig, der er lidt træt og tyndhudet og slidt og lider af en grum PTS, som ind imellem sender skygger ind forbi den næse, som ellers altid er rettet mod solen og så synes jeg, at det tager kræfter og energi, tankespind og sjov og det mærkes herinde, tænker jeg.
Jeg ville vist bare forklare, hvorfor jeg synes, at jeg ind imellem gentager mig selv eller er lidt tom for nogle af de ord, der er kød på. Jeg er træt, slidt og bruger min energi på at hænge sammen og holde mig på hverdagens landevej. Overskud er der alt for lidt af – for en tid, for det vender jo igen. Heldigvis :-)
Helle K.
15. november 2010 at 19:46Jeg sender dig bare nogle varme tanker – det er svært at finde de gode og rigtige ord sådan her fra sidelinjen.
ThinkingSpace
15. november 2010 at 19:41Jeg har problemer både med ord, hyldeknægte og også noget så simpelt som retning for tiden, så jeg har ingen gode råd.
Jeg nøjes med at sende cyberkram og tanker – det føles lidt fattigt, men det er hvad jeg evner pt.
lise
15. november 2010 at 19:37Hvorfor så kryptisk? Det er så irriterende,når man føler sig dum som læser.Det gør jeg nu.Jeg fatter ikke,hvad du mener??? Vakuum,fyldt med ord,kan ikke finde ord.Hvorfor skriver du ikke bare,som det er? Er du bange for at støde nogen,drejer det sig om dit arbejde eller hvad?
Jeg læser med her og synes det er en fantastisk blog.Forstår slet ikke at du har kunnet komme med inputs flere gange om dagen,men JEG NYDER DET.Hvis ikke kan man jo bare lade være med at læse med.
Måske er det bare en reaktion på den sidste tids oplevelse med “lægen”. Det er lige efter bogen at man kan blive så “nede” efter en sådan oplevelse,selvom man jo skulle juble højt over at man slap med skrækken.Det er den tilstand man kalder Post traumatisk stres.Nåh nu skal jeg ikke spille lommepsykolog,men jeg ved at det kan være sådan, har selv været der.
Hvor var din sidste trøje lækker,sikke en fin butik din mand har fået :-)
Kærligst Lise
Sidsel
15. november 2010 at 19:34Sifka@ sådan. Den samme mol! Det synes jeg er fint skrevet.
Liselotte@ med den livsglæde/fortagsomhed du besidder, så er jeg sikker på, at du finder en løsning FØR du imploderer!!! At komme derud/dertil fortjener intet menneske. Coach, forslår nogle. Det tror jeg er en god idé. Man kan komme derud hvor man bare siger op og hellere vil æde græs. Det tror jeg er sundere….
((((CYPERKRAM))))
Sidse
15. november 2010 at 19:33Jeg har bare tænkt mig at tage forbi Aalborg i weekenden, såååå hvis du gir et glas kaffe… så tager jeg den derfra..
Liselotte
15. november 2010 at 20:12Jeg gi’r kaffe, kan du regne med :-)
diana rose
15. november 2010 at 19:32¨Jamen, jamen, kæreste Liselotte.
En skruemaskine kan erhverves for små penge, men det hjælper jo ikke, hvis hylden mangler.
Hvad med en dørhænger, den behøver ikke skruemaskine?
Vi venter bare, til du er klar igen.
Venteknus fra Diana
Frau Putz
15. november 2010 at 19:29Hm… jeg vil nok driste mig til at foreslå, at du på en eller anden mååde lukker lidt af dampen ud før trykket bliver for stort. Ellers kan det jo gå så grueligt galt… – og alle de mange ord kommer måske væltende på et forkert tidspunkt og i alt for uovervejet rækkefølge.
Det kan måske hjælpe at sende nogle af ordene ud mod den væg, hvor hyldeknægtene mangler. Måske er der i virkeligheden nogen i nærheden af væggen, der kan hjælpe dig med den dumme boremaskine – de var måske bare ikke klar over, at du så desperat manglede den hyldeknægt.
– og måske er det lige præcis det du har gjort nu. Pakket ind i dette “jeg kan ikke sige det her, men jeg gør det alligevel”-indlæg ;)
Jeg håber du finder en løsning – og ordene. Ellers kan du jo altid vinde garn for den langhårede – og strikketøjet er rigtigt godt at bande indædt ned i.
KH Karina
Anna
15. november 2010 at 19:22FivetoSix; se dét kalder jeg en underskudsbemærkning placeret et upassende sted. Liselotte, klø på!
Sandra
15. november 2010 at 19:06Perfekt, positive tanker og knus herfra! :)
violykke
15. november 2010 at 18:58Du tager den tid det tager, og knager det du vil, jeg vil bare nyde det der så kommer, når du har tid :0) og lyst :0)
karen
15. november 2010 at 18:32Jeg vet ingenting om hva det dreier seg om men allikevel tror jeg at jeg vet og forstår noe. Slik vi har lært deg å kjenne her så er du en handlingens dame med klokt hode og stort hjerte. Det gjør at jeg tror det ordner seg – på et eller annet vis – det ordner seg. Håper det skjer fort. Mange gode tanker til deg.
madam m
15. november 2010 at 18:31Kæreste Liselotte. Du kommer til at lukke nogle af alle de ord ud, – inden de kvæler dig.
Og så kan en coach være en rigtig god ide, – jeg taler af erfaring.
De bedste hilsner
FivetoSix
15. november 2010 at 18:31LUK du bare!
Der er trådt vande i for mange år.
Gitte
15. november 2010 at 19:54Ha – det er sgu i lige godt utroligt, at den kommentar skulle komme fra dig, Fivetosix!!
visitsen
15. november 2010 at 18:30Jeg har både kloge ord til løsninger _og_ en limpistol, du siger bare til hvis jeg skal komme med en af delene inden ventilen ryger af…
Stina B. Marloth
15. november 2010 at 18:27Ud med det …. ned med det ….. væk med det….
At være en af Tordenskjolds soldater vælger vi selv,- alt det andet der ofte følger i kølvandet, – ja det står man så tilbage med – på godt & ondt. – Og lærer garanteret en HEL masse.
Pøj pøj.
Efterårs-hilsener fra Stina
Sifka
15. november 2010 at 18:14Jeg tror, jeg forstår. Et eller andet i dine ord, minder mig om noget, jeg kender fra mig selv. Måske tager jeg fejl, men alligevel. Hvis det er den samme mol, vi bevæger os rundt i, så forstår jeg frustrationen. Hvis ikke, kan jeg sagtens sætte mig ind i den.
God aften, trods alt.
jytteb2
15. november 2010 at 18:00Puha, kender alt for godt den der følelse ;-(
Få luftet ud-brug supervision eller coaching-det er slet ikk`så ringe endda. Hjælper det ikke tja, så må leverpostejen til det daglige brød hentes andet steds.
Glæd dig over dine mange talenter ;-)
Charlotte Illum Larsen
15. november 2010 at 17:58livet er så skønt – og livet er så forbandet….. forbandet!!!
Her har jeg puder jeg kan skrige i når de gammelkendte bandeord ikke slår til mere – og de nyopfundne heller gør det
KAMELLORTSPRUTHAMSTERNOSSEFUCK
Du finder ud af det Liselotte – fordi det er det vi gør.. sving og svaj – op- og nedture… loops… vi finder ud af det
Knus fra Ærø
Fríða
15. november 2010 at 17:56ok, sådan nogle projekter slynger livet til os en gang imellem og så handler det vel helt enkelt om at finde den rigtige lösning. at det kan være svært og irriterende og hårrejsende mens man söger efter lösningen, det ved jeg såmænd godt, men den skal nok komme og lige pludselig en dag, når du slet ikke er parat, står den lige der og stirrer dig i öjnene. indtil da, held og lykke!
kh.fra Island
Frida
kirsten pauli
15. november 2010 at 17:56Then when it seems we will never smile again, life comes back..
liselotte, you make so many people happy with your writings…me included… think we all understand…if i was there i would give you a big hug…
Maja
15. november 2010 at 17:51Bare et cyberknus herfra og et håb om at dine tanker for plads snarest, det er ikke for godt at rode rundt med for mange undertrykte ord og tanker på en gang…nå nok vrøvl herfraaa
Louise
15. november 2010 at 17:45Hvis du mangler en bande & svovle søster, så skal du bare sige til – Det lyder måske ikke så pænt, men så længe det er inden for hjemmets fire vægge, er jeg ligeglad… (Måske jeg endda kan lære dig nogle nye gloser…) Og altså Liselotte – Jeg ved ikke helt, om du forstår, hvad jeg mener, når jeg skriver, at alt ikke behøver at se så pænt ud på overfladen… Vi er altså kun mennesker….
Liselotte
15. november 2010 at 17:50Okkejo, jeg ved godt, hvad du mener, Louise – men det handler ikke om at se pæn ud på overfladen. Det handler nok mere om, at det spildte mælk ikke løber tilbage i kanden, selvom man sætter sig til at tøsetude, så jeg tøsetuder ikke… men skulle måske ;-)
MieMokken
15. november 2010 at 17:42Æhhhh…. det hedder cojones (hvis det altså er nosser, du gerne vil gro!) :o)
Hæ! Find nu din ventil og bliv luftet ud… det trænger du vist til, hva!
:-)
Liselotte
15. november 2010 at 17:49Jeg vil gro nosser, for de kunne godt trænge til lidt vokseværk, Mie og skal det være, så skal det da være, så det er rettet ;-)
Solveig
15. november 2010 at 17:42Brukt den tid du treng, og bruk gjerne denne kanalen om det må til. Eg håpar at du finn ut av det og får det slik du vil ha det. Av og til må det endring til og av og til treng vi lenger tid til å akseptere det og å finne løysing. Eg trur du gjer det!!
Ha gode dagar!
Solklem
Liselotte
15. november 2010 at 17:48Tak for ordene, Solveig – og ting tager tid… og jeg venter… :-)
Tante T
15. november 2010 at 17:35Kære Liselotte.
Du må bande og svovle, knirke og knage så meget du lyster. Jeg er med hele vejen.
Måske forstår jeg, og måske fatter jeg ikke en dyt!
Men sig endelig til, – så kommer jeg sgi da lige og limer den dersens hylde op, ikke… KH Tante T
Liselotte
15. november 2010 at 17:39Jeg kunne godt bruge en til at få den hylde sat op i en fandens fart, for jeg er eddermugme træt af at lede efter den hver dag ;-)