46

Autumn Leaves

Så er et af vinterens lækreste stykker strik i hus. Jared Floods Autumn Leaves er færdigt. Et skønt, luksuriøst svøb eller tørklæde, som man nu har lyst til at bære det.

Det er naturligvis strikket op i et af Kenneths garner, nemlig Super Soft Tweed og resultatet er jeg overmåde tilfreds med. Farven var svær at beslutte, for der er ikke én af farverne, jeg ikke er vild med, men det endte med den dejlige Æble og det er slet ikke dumt, for jeg er vild med grøn og bruger den mere og mere.

Tørklædet færdige mål er 48 x 200 cm og det er jo mere end rigeligt til at varme i selv en isvinter.

Som sædvanlig er opskriften velskrevet og jeg gled gennem den uden ét eneste problem. Jared er dygtig til at skrive tilgængelige og logiske anvisninger, så den vil jeg gerne anbefale, hvis man er frisk på at strikke efter engelsk opskrift. Faktisk er denne opskrift mest af alt diagramstrik, men der er naturligvis lidt engelsk at læse, så det skal ikke afskrække dig.

Fakta:

Design: Autumn Leaves af Jared Flood

Garn: Super Soft Tweed i farven Æble fra Garnudsalg.dk.

Pinde: 5½ – naturligvis mine elskede KnitPro og i denne omgang KnitPro Symfonie “Rose”. Åh hjertefryd.

Garnforbrug: 442 gram

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Vil jeg anbefale det? Ja, det vil jeg bestemt. Jeg kommer til at bære stykket som et stort, varmt tørklæde, men jeg kan lide, at det kan flere ting. Som sjal fungerer det også rigtigt godt og så er jeg for øvrigt vild med garnet, som er tungt, blødt og varmt samtidig med, at det er tweed og derfor varierer i udtrykket, som jeg kan lide garn. Frosten er her, så det er nu, jeg skal i gang med at svøbe mig i Autumn Leaves. Jeg er helt klar!

Du vil sikkert også kunne lide