Jeg har haft en rigtig god oplevelse i dag. En lægesekretær, som tog sig tiden til at snakke med et menneske (mig altså, sagde hunden), som var helt og aldeles ude i hampen eller noget der ligner. Det gjorde så godt, at jeg ville ønske, at jeg vidste hvem hun var, for hun reddede ganske enkelt min weekend. Virkelig.
Jeg fik en god snak med et menneske, som ved, hvad hun taler om. Hun tog sig tiden til at berolige mig. Hun tog sig tiden til at forklare og til at lytte. Faktisk gjorde hun en meget større forskel, end jeg tror, hun havde fantasi til at forestille sig, men hun gjorde i hvert fald mig så rolig, som man nu kan blive ved udsigten til endnu en uges ventetid og det skal hun virkelig have tak for. Bagefter var jeg slatten som en klud, men jeg havde brug for at være aktiv uden at behøve at tænke eller forholde mig til andre end mig selv. Det blev så for enden af Kenneths store pakkebord, jeg endte. Der har jeg bestyret tre krydsnøgleapparater, slidt et i stykker og vundet så meget garn, at jeg til sidst pressede pakkeren (Kenneth) helt ned af bordet. Fra klokken 11 til klokken 17.30. I streg. Uden én eneste pause. Det havde jeg brug for.
Nu har jeg vist brug for en sofa og fødderne op. Åh ja, som jeg har brug for…
27 kommentarer
Liselotte
6. november 2010 at 18:05Jeg skal huske at sige tak, når jeg kommer ud forbi afdelingen, for det betød bare så meget for mig og det skal de vide derude :-)
Sole
6. november 2010 at 11:50Godt at høre og særlig godt, at du selv er klar over, hvor skoen trykker. Det er en selverkendelse bygget på erfaring, der er rigtig god at ha’!!! Selvom du selvfølgelig helst ville ha’ været erfaringen foruden, kan jeg forestille mig! ((((Liselotte))))
ThinkingSpace
6. november 2010 at 09:45Hurra, for mennesker som hende! Jeg håber næsten, at hun læser med herinde, så hun kan se, at det går en stor forskel, når man tager sig tid. :-)
Pas godt på dig selv i weekenden der kommer. :-)
capac
6. november 2010 at 01:42Godt så. Weekenden reddet. Resten ordner sig. Er jeg sikker på. ;)
Irene
6. november 2010 at 00:04Namaste til dig fra mig!
Karina
5. november 2010 at 22:49Åhh hvor godt at nogen lige havde tid og ører og overskud til dig når du trængte aller allermest!! Det skal der skisme også være ja der skal!
Krydser stadig fingre for dig indtil ventetiden er helt ovre – men dejligt at der er plantet lidt mere ro i maven.
Kram og go weekend til dig!
diana rose
5. november 2010 at 22:40Du har brug for net stort bamsekram, og det får du hermed, med ønsket om en god nats søvn og god week-end.
Der findes mange skæbner – i forgårs kom en ung mor til min dør på 1. sal hvor jeg bor.
Klokken var 1 nat, da det ringede på min dør – var ikke meget for at lukke op. troede det var trickoverfald, og at en mand nok stod på trappen, så der gik lidt inden jeg lod mig overtale til at lukke op. Vi kendte ikke hinanden og hun ringede på hos mig, fordi det var det eneste sted hun kunne se lys – selv om det var midt i byen.
Hendes mand havde slået hende – hun så frygtelig ud – og prøvet at dræbe hende. Hun frygtede for sine 2 små børn, men politiet kom hurtigt, og det endte godt, og manden blev anholdt. Jeg var hendes lys i mørket, lægesekretæren dit i dag, og jeg er sikker på alt er godt fordi du er dig.
Kram fra Diana
Louise
5. november 2010 at 22:09Det er dejligt, når man møder sådanne dejlige mennesker.
Hun føler garanteret, at hun “bare” har passet sit arbejde.
Stort knus fra mig til dig.
Sidsel
5. november 2010 at 21:47Bare så glad på dine vegne. Uvished, angst, panik og lammelse, kendes til. Jeg håber af mit hjerte at du kan finde ro. I sygehussystemet er det svært at navigere rundt, tro mig. Et menneske som gør en forskel, er MEGET værd. Et menneske, empati… Heldigvis! Kram til dig.
Lone
5. november 2010 at 21:09Mennesker som bare forstår og er de der hænger ikke på træerne men de er der heldigvis ofte når man harbrug for dem.
Og så lige lidt mere hverdag men jeg har lige lavet strikkeprøve på Kenneths højlandsuld og wauw hvor jeg glæder mig til min sømandsinspirede trøje i blåbær højlanduld
Tina Basse
5. november 2010 at 20:55Uuuha…. jeg sådan gået og tænkt på dig de seneste dage. Ventetiden er SÅ vanskelig og med din baggrund må den være umenneskelig forfærdelig!!! Jeg beder en ekstra bøn for dig og håber den bliver hørt!
Kærligst Tina Basse.
Yrsa
5. november 2010 at 20:10det er så skønt at der findes den slags mennersker rundt omkring.
God weekend
KNUS til dig som fortjener og trænger!
Gaia´s mor
5. november 2010 at 19:11Lægesekretærer er bare ikke at kimse af, vel? Det var mit arbejde i mange år, at være den første patienterne mødte, i telefonen eller ved skranken. Man kan gøre en verden til forskel!
Tage sig tiden til at lytte – det kommer man langt med.
Held og lykke med svaret – det skal nok være godt, stol du bare på lægen og sekretæren!
Kh Joan
randi
5. november 2010 at 19:00Hej Liselotte
Jeg har også prøvet ventetiden på et resultat fra lægen. Og uvisheden er det værste,
man kan intet gøre, og tiden går meget langsom.
Mange hilsner og tanker
Randi
Mette
5. november 2010 at 18:46Så utrolig hyggelig å lese Liselotte at du traff på en flink legesekretær som hjalp deg, hadde tid til deg og som gjorde din dag og din vente nå så mye bedre.
Det var godt å lese. God helg til deg :)
Fra en annen legesekretær i Norge ;) klem
Anne
5. november 2010 at 18:40Verden er fuld af helte – det er godt, at de nogle gange er der, lige som man skal bruge dem. God weekend og god sofa!
Lene
5. november 2010 at 18:39Når sjælen falder til ro, bliver det til energi, der skal bruges :-) Mon ikke Kenneth nyder dit arbejde, der må være kommet mange garnnøgler ud af det arbejde.
Har sendt mail til dig :-)
Betina
5. november 2010 at 18:18Dejligt at høre at du har fået en smule mere ro i sjælen. Det kan forhåbentlig gøre ventetiden lidt mere tålelig, og give jer en dejlig weekend :o)
Britta A.
5. november 2010 at 18:12Empati er det virkelig når et menneske stiller op på sådan en fin måde… dejligt og det løsner så godt!
Jeg fortår ...
5. november 2010 at 18:03…Jeg forstår så udemærket…
Nationale sundhedsmæssige fællesundersøgelser … alt sammen af det gode, – resulterer i pjæk, angst, fravalg, overspringshandlinger.
Du har min fulde forståelse…
Men lad lige sige … måske sku vi. … trods alt…?
Bibberen
Fisker & Fernández
5. november 2010 at 18:03Fantastisk med en god start på et par fridage i forhold til den uge, som du har haft. Rigtig god weekend, Liselotte :_)
Liselotte
5. november 2010 at 18:04Tak skal du have, Pernille – hun gjorde hele forskellen for mig :-)
Sidse
5. november 2010 at 17:59Hvor er det godt med nærvær og empati og tid…. Godt gjort sygeplejerske .. Godt gjort.. Godt for dig Liselotte.
Liselotte
5. november 2010 at 18:03Ja, godt gjort, Sidse. Der skal ikke meget til, men det kræver også, at man selv er i stand til at lukke munden op og sige, at man rent faktisk er lige ved at kaste op af angst. Jeg bærer på en rygsæk, som er stoppet med erfaringer, som gør mig helt ude af stand til at kontrollere den dødsangst og det alarmberedskab, som med det samme slører for alt andet.
Hun gjorde en positiv forskel og det skal hun virkelig have tak for :-)
Sidse
5. november 2010 at 20:25Rygsækken med det mærke, kender jeg alt for godt. Og ens “alertnes” er bare hurtigt i det røde og farlige felt. (c: God fredag aften.
Tina - omme i London
5. november 2010 at 17:58Den sofa har du helt sikkert fortjent. Nyd den og husk hvad laegesekretaeren sagde til dig! ((((((Liselotte)))))))))))
Liselotte
5. november 2010 at 18:01Den har jeg virkelig fortjent nu, Tina – eller… jeg har jo selv valgt og det hjalp at lave den slags arbejde. Det er ren terapi for mig, sådan noget, så ingen skal have ondt af mig, men derfor glæder jeg mig nu alligevel til den sofa .-)