Søndag morgen er en af mine yndlingsstunder på ugen. Der er stille. Jeg vasker som regel. Jeg starter med at finde vasketøj frem, få sæben doseret og lade maskinparken klare resten, mens jeg brygger dagens første kop kaffe. Den smager altid dejligt og den ledsages gerne at tændte stearinlys og et strikketøj.
De første mange timer er her stille. Jeg er den eneste oppe, så jeg når en masse praktiske ting samtidig med at strikkepindene motioneres og radioen underholder. Jeg kan lide det sådan. Jeg trænger. Jeg er tyndhudet og lidt trist. Jeg ved godt hvorfor, men det forandrer ingenting. Det er snart ved den tid, hvor vi mistede Alexander. Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver sådan, at denne her tid igen bare bliver efterår, men jeg ved, at sådan er det ikke i disse år. Så er det efterår med trist på.
Der er ingen vej udenom, så jeg sætter mig i centrum og lader tingene ske. Jeg tror på at mærke efter og være i, så sådan gør jeg. Andre har brug for at gøre noget helt andet og det er i orden med mig. Mit behov er bare, at mærke det som sker. At være til stede og acceptere, at sådan er det nødt til at være lige nu. Man dør ikke af at være ked eller græde. Man forløses.
Søndag morgen er en udmærket anledning til at mærke efter. Til at huske alt det gode både før og nu. Det er jeg faktisk temmelig god til.
Så strikker jeg en pind mere…
Jeg er blevet bestilt til at strikke lidt med den nye Super Soft Tweed og jeg bistår gerne. Jeg har fundet et smukt design, som først for alvor kommer til sin ret, når det er vasket og tørret i facon, så du må vente med andet end et smugkig, men det tegner rigtigt smukt.
Det gør søndagen for øvrigt også :-)
32 kommentarer
Anette
2. november 2010 at 13:06Liselotte – jeg får lige lyst at dele dette med dig:
Sorg er hjemløs kærlighed – vi rammes af sorgen, fordi det menneske, vi har elsket, forsvinder. Vi er hyllet ind i kærlighed, som vi ikke har nogen steder at lægge.
Kærlighed er den eneste følelse, der holder længere end menneskelivet. Selvom den vi elsker, er død, holder vi ikke op med at elske.
Liselotte
1. november 2010 at 16:02Tak for alle de søde kommentarer. Det er lidt skiftende, hvor nærværende Alexanders død er i disse dage, men ind imellem er det massivt og jeg véd, at sådan må det være i de kommende uger. Jeg tager en dag ad gangen – så går det jo :-)
Louise
31. oktober 2010 at 20:18Jeg sender dig et stort varmt kram.
Det allervigtigste her hos os har været at gøre det, vi hver især har haft brug for og fundet vigtigt og nøvendigt, men det gør I vist allerede.
Og nej, man dør ikke af at græde, snarere tværtimod.
Knus
Fríða
31. oktober 2010 at 20:09gode tanker og varme knus til jer dernede. kan se på næste indlæg at dagen har været skön og hyggelig alligevel. godt du har fornuft til at give dig selv lov til at opleve dine fölelser, alle er desværre ikke så heldige at kunne det og kommer derfor slet ikke igennem sin sorg men sidder fast og er ulykkelige.
kh.fra Island
Frida
Stina
31. oktober 2010 at 18:19Selvom jeg kun har været med her ganske kort tid og ikke kender dig, får du alligevel et par medfølende tanker med på vejen..
Stina
31. oktober 2010 at 18:15Kørte hjem fra Jylland i dag og nød alle de smukkeste efterårsfarver. Fik faktisk helt lyst til at strikke et eller i de flammende farver – jo, så absolut en smuk søndag.
karen
31. oktober 2010 at 17:52Klem og varme tanker til deg!
Mille
31. oktober 2010 at 13:42en varm og venlig kram fra Värmland kommer lige her!
Trine F
31. oktober 2010 at 13:36Ja Liselotte efter at have fuldt med her et par år, fornemmer man når tiden nærmer sig, man læser det et stykke tid mellem linierne og pludselig kommer indlægget fra dig, hvor ens fornemmelser bliver konkrete. Vi er mange der er hos dig i tankerne i denne tid.
knus og god søndag til dig
Tine Fys
31. oktober 2010 at 13:11Stort klem herfra! Håber, der kan mærkes helt til Aalborg; sådan skal det jo helst være, når de varme tanker er længere end ens arme :-)
ThinkingSpace
31. oktober 2010 at 13:05Jeg mangler ord, men sender dig varme tanker på denne smukke søndag.
Liselotte
31. oktober 2010 at 11:50Alting har sin egen tid – også min sorg. Jeg anerkender dens eksistens og jeg lader den fylde det, den skal fylde. Jeg har mig selv med hele vejen og den iboende livsglæde overtager altid, så jeg er helt tryg ved at skulle dykke i perioder, hvor savnet bliver påtrængende eller tiden dikterer, at jeg husker.
Tak for alle jeres kommentarer. De er rare at have med på en søndag :-)
Lise Andersen
31. oktober 2010 at 11:41Også et stort kram herfra. Håber og tror at I får en hyggelig søndag. Og tak for at du gerne vil dele dine tanker med os
Britta A.
31. oktober 2010 at 11:37Smerten bliver alligevel hængende, hvis man prøver at “løbe bort” fra den. Ja, det er sundt og godt for din sjæl, at du mærker efter og befinder dig der, hvor du er. Jeg tror kun på er det er godt for dig, Liselotte…. selv om det kan være tungt for savnet vil være der længe. Føler med dig!!! Rigtig hygge-strikke-osv.-søndag til dig!! :-)
madam m
31. oktober 2010 at 11:32Det er bare sådan.
Jeg læser at du accepterer at det er sådan., og det er vil være godt for dig hen ad vejen.
Kram :-)
Lisbeth
31. oktober 2010 at 11:19Ting tager tid, også sorg, og du er god til at lade det tage den tid, der er brug for. Du er fantastisk til at beskrive dine følelser, så det bliver vedkommende og nært, men du udleverer aldrig hverken dig selv eller dine kære, det har jeg stor respekt for. Og måske mildnes efterårets sorg og tristhed med tiden, måske ikke. Men i formår jo alligevel at have et godt og rigt liv, og det er det vigtigste. Jeg har for nyligt opdaget, at sorgen er kommet mere på afstand, men det er også 14 år siden, vi mistede vores søn. Og sorgen forsvinder vist aldrig helt, det skal den så heller ikke, for det er umenneskeligt at miste sine børn.
God søndag til dig og dine, kram fra
Lisbeth
jytteb2
31. oktober 2010 at 11:19Kæreste Liselotte
At leve livet er at tage livtag med det, ellers bliver det fattigt.
Det er godt, du lever din tristhed ud. Jeg forstår den, mere end du tror. Den 8. oktober 2002 mistede jeg min datter og rammes stadig af savn, men også af stor glæde over at have fået lov til at leve med et ganske særligt barn. Det har givet ikke bare mig, men alle de mennesker hun var i berøring med en ubeskrivelig gave.
I aften er det Alle helgenes aften og i min verden betyder det stor fest for min guldklump, som elskede fest og farver. Jeg er sikker på, hun stråler i rigtig godt selskab ;-)
De bedste tanker til dig og dine
Jytte
Maria Jensen
31. oktober 2010 at 10:59knus livet er jo altid både og -sorg er hjemløs kærlighed og derfor en del af livet-for ingen kommer gennem livet med livet i behold.
knus og kram
Sidsel
31. oktober 2010 at 10:32Jeg bliver bare ordfattig. Så et super-søndags-kram til dig (((((Liselotte)))))
dina
31. oktober 2010 at 10:03At miste en man elsker er hårdt og helt forkert er det, når det er sit barn. Det er rigtigt når du skriver at du bliver i det, sorgen. For man kan aldrig komme over det, men igennem det. Mange tanker og hilsner fra Dina
Puttenings
31. oktober 2010 at 10:00Hvor er det bare rigtigt fint formuleret Liselotte! Det med, at man ikke dør af at være ked eller græde, men derimod foløses. Disse ord vil jeg skrive mig bag øret, og gemme til en lejlighed hvor de kan være gavnlige. Ha’ en god søndag i følelsernes magt trods alt. Mange hilsner herfra.
Eivor
31. oktober 2010 at 09:59Har sittet og hygget meg med bloggen din. Utrolig mye kjekt å lese.
Fant en flott oppskrift på VALMUELUE – har du foto av den ferdig laget ?
Olines
31. oktober 2010 at 09:46Når jeg læser dit indlæg bliver jeg betaget af din accept af den sorg du har oplevet og som vil følge dig resten af livet. Den vil i perioder være stor og tung og i andre perioder mindre og lettere, at bære. Men den vil altid følge dig og når jeg læser dit indlæg kan jeg se, at du lader sorgen fylde det den har brug for istedet for, at kæmpe imod den. Du har ret, vi skal turde tale om vores sorg istedet for, at gemme den væk.
Dejlig søndag til dig.
Louise Kvist
31. oktober 2010 at 09:40Kære Liselotte
Er det ikke også bare okay – at lade tristheden komme, og så bare tænke og savne Alexander! Mon ikke alle mødre, vil tænke det?
Stort kram!
Lisbeth Bula
31. oktober 2010 at 09:38Livet har ikke gitt meg en sorg i nærheten av din, men jeg forstår en liten bit av hvordan det må være fordi jeg har barn selv. Stillhet og litt tid til å tenke på det gode, men også gi litt rom for å være lei seg er noe jeg kan relatere til.
Gleder meg til å se det grønne myserium vasket og strukket…
Lene
31. oktober 2010 at 09:33Tak Liselotte fordi du beskriver dine tanker. Alt for mange mener stadig, at nu må man da komme videre, og i videre mener de, at man skal stoppe med at tænke og snakke om sorgen og savnet. VEL SKAL MAN EJ! Sorgen og savnet vil altid være der, det er forskelligt hvordan de arter sig hos forskellige mennesker og i tidens løb.
Du hjælper andre, der har mistet et barn, ved at fortælle, og mine tanker går til dig med familie, min søster med familie og to andre familier, jeg kender godt, som resten af livet skal leve med, at I mistede fremtiden med jeres barn.
TAK Liselotte og må søndagen være god ved dig :-)
Sifka
31. oktober 2010 at 09:31…og du ved vel, at jeg tænker særligt på dig ligenu!?
Sifka
31. oktober 2010 at 09:29Åh jamen, jeg har glemt vasketøjet! Det må jeg da lige have ordnet. Det er en køn grøn farve, du sidder og sysler med. Jeg er til fals for grønt af den type. Nå men, ha’ det dejligt, jeg må lige…
Anni
31. oktober 2010 at 09:27Jeg har tænkt ligesom Anne! Alt er sagt, så jeg vil bare ønske dig en god søndag!
Kh Anni
Jane D.
31. oktober 2010 at 09:22God søndag. Jeg kan se, at du har fået gang i dine nye pinde. De er bare så smukke!
Hvor ville jeg gerne sende dig nogle trøstende og opmuntrende ord, men jeg kan ikke forestille mig, hvilke ord der kan gøre fyldest i sådan en situation. Jeg sender dig varme tanker, og jeg tror du har helt ret i, at man skal mærke efter og være tilstede i de følelser, som finder vej.
Gaia´s mor
31. oktober 2010 at 09:15God søndag – med alle de tanker der er knyttet til det at miste en man elsker. Det at miste et barn, tror jeg er det aller sværeste. Det er naturstridigt….Når man har mistet, så bliver man tyndhudet ind imellem, specielt på de her “mærkedage” – men tænk, hvis det ikke var sådan, så var det jo fordi man IKKE havde elsket? Det er fantastisk med gode minder, man ville bare gerne have haft lidt flere, ikke?
Kh Joan (Gaia’s mor…)
Anne
31. oktober 2010 at 09:14At miste og måske især at miste et barn..tror jeg ikke, vi der ikke har mistet kan sættes os helt ind i..men at føle med jer..kan vi…og det gør jeg hvert år med jer Liselotte..hvert efterår når jeg lige at tænke…”er det ikke ved at være?” og så laver du et blog indlæg…så jo, det er ved at være den tid..du og I er i mine tanker.
Ligesom mine tanker går til den familie her i Sorø, der så brutalt mistede deres unge søn natten til lørdag…i en helt urimelig bilulykke…