Det startede vældig godt med høj sol, udeliv og friske kinder, men det er endt med sådan noget udefinérbart gråt vejr med tendenser i retning af både blæst og regn. Den slags kan tage det gode humør fra de fleste, men så hjælper det jo, at posten kommer forbi med en af de gode pakker. Sådan én er faldet i min turban i dag. Ikke så tosset, siger jeg bare, for den pakkes indhold kan da snildt gøre en grå torsdag grønnere eller i hvert fald smukkere…
Claus’ nye Et haveår, min dagbog helt frisk fra trykken. Den næsten knirker, når man bladrer.
Bogen siger velkommen indenfor til et haveår fuld af store og små oplevelser, hvis man har øje for dem og det har Claus jo. Hans smukke fotografier trækker mig ind i et af mine yndlingsuniverser, nemlig det fyldt med blomster og frøstande, farver og dufte, former og faconer.
Faktisk er den så smuk, at jeg ikke nænner at tage de jomfrueligt blanke sider i brug. Måske den bare kommer til at ligge og være sådan en glædesakkumulator, men det er den altså også, selvom Claus selv skriver:
I løbet af et haveår er der så mange ting, som er værd at erindre. Man tror, at man kan huske dem, men året efter er hukommelsen blank. Hvordan var vejret egentlig sidste år i maj, og hvornår kom den første stær? Hvad var det nu, den nye smukke latyrus hed, og hvornår høstede vi de første agurker? Små dagligdags ting, der er gode at huske på.
Han synes, at vi skal notere flittigt i den. Måske jeg bare skal gribe en blyant og notere, at årets første sne faldt natten til i dag. At resterne stadig lå som hvide, tynde driver i tagskægget, da jeg stod op i morges. Det tror jeg.
14 kommentarer
Anne Thompson
22. oktober 2010 at 19:01Den er godt nok smukt. Startede ellers sidste år på en hjemmelavet én af slagsen…. alligevel frister Claus’s gevaldigt. Især pga billederne!
Liselotte
23. oktober 2010 at 09:34Det er en rigtig fin havedagbog, Anne :-)
Dorthe
22. oktober 2010 at 09:31Det var vist en meget lokal snebyge ude omkring jer. I det vestlige Aalborg er der altså ikke faldet noget.
Midtjylland skulle dog have fået deres portion.
Liselotte
22. oktober 2010 at 10:01Det var det sikkert, men jeg hørte lige i radioen, at de også fik nogle kilometer herfra ude i Aalborg Øst ved Danmarks Radio, så måske var det mere øst end det var vest i forgårs, Dorthe :-)
Tina - omme i London
22. oktober 2010 at 01:07WOT!!! I fik sne? Heldige asener. :) Aah, bogen, ja den er ogsaa fed!
Liselotte
22. oktober 2010 at 10:00Sne er store ord, Tina, men hvidt drys lå der altså i små (meget små) driver :-)
jette nielsen
21. oktober 2010 at 19:48Hejsa Liselotte
Jeg vil rigtig gerne reklamere for Kenneth
Men jeg kan bare ikke finde ud af det,– min blog er word-press jeg kan bare ikke finde hvor jeg flytter en kopi af Kenneth.
Jeg glæder mig rigtig meget til at modtage garn fra ham,— og jer tror VI bliver gode handlende vi er 23 vævere på det gamle statsfængsel.– vi strikker-hækler-væver osv.
Jeg er spændt på om hans garn kan bruges til vævning — det skal prøves.
frunielsen
Liselotte
22. oktober 2010 at 10:00Jeg håber, at I bliver rigtigt glade og tilfredse, Jette – og jeg håber, at I finder ud af, at garnet også kan anvendes til vævning :-)
Eva
21. oktober 2010 at 19:15Hvor er du heldig at have fået den skønne bog allerede:)
Sne er pænt,- men helt ærligt, så drømmer jeg ikke om en så lang og så snefuld vinter som sidste år. Jeg gør ikke!!
Liselotte
22. oktober 2010 at 09:59Nej, det gør jeg altså heller ikke, Eva – jeg kan slet ikke holde tanken ud, faktisk :-(
Anne
21. oktober 2010 at 18:01du skal helt sikkert notere, at det har sneet natten til i dag…det er da usædvanligt, er det ikke?
Liselotte
21. oktober 2010 at 18:31Jo, det ER da usædvanligt, Anne – jeg plejer at vide, at lige omkring min fødselsdag (19. november) kan vi forvente den første sne, så dette her er virkelig tidligt :-)
Catarina
21. oktober 2010 at 17:04Smuk ser den uf og sikke en god idé at notere vejrets gang ned i den, for Claus har jo ret, man glemmer det fra år til år. ;)
Liselotte
21. oktober 2010 at 18:30Man glemmer det, så det er en god idé, Catarina… men jeg kunne nu også godt glemme at notere ;-)