35

Kom an baby!

Jeg elsker det enkle. Det er i virkeligheden dér, jeg bedst kan lide at være. At strikke ensfarvet og uden dikkedarer. Retriller og afsted. Uld af den fineste slags, bløde og bøjelige strikkepinde i Ibenholt og en god kop kaffe og jeg er glad og beskæftiget nogle timer.

Babytrøjen her er en klassiker og den er noget af det nemmeste at give sig i kast med. Lige ud og lidt luk af/slå op undervejs og inden man ved af det, ligger den lille trøje klar og der er næsten ingen montering efterfølgende. Det sidste kan jeg lide.

Trøjen kan strikkes i bomuld til en sommerbaby, men denne her er strikket i tynd uld, som sagtens kan gøre gavn på alle tider af året. En lille stak perlemorsknapper vendt med vrangen ud klæder den havregrynsfarvede trøje. Jeg er svært tilfreds med resultatet og vil glæde mig til at forære den til hende, den er tiltænkt.

Fakta:

Design: Jakke strikket i ét stykke fra bogen Blød begyndelse.

Garn: Supersoft fra Knoll i farven Oatmeal.

Pinde: 3 i Ibenholt, en sand fornøjelse.

Garnforbrug: 59 gram.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: En opskrift på en lignende trøje kan findes lige her og det ganske gratis.

Du vil sikkert også kunne lide