Det er onsdag og solen skinner allerede fra en omtrent skyfri himmel. Det er ikke fordi der er varmt derude, men smukt er der. Det kan jeg her fra min plads ved skrivebordet. Det er nu ikke fordi jeg sidder meget her. Jeg vasker, støvsuger og regerer. Behovet for styr på den kontrollerbare del af min verden bliver påtrængende, når jeg mister roret andre steder. Sådan må det nok være.
Ind imellem bliver der nu alligevel tid til at sidde et øjeblik, drikke en kop kaffe og nyde, at onsdag er min dag. I dag er den virkelig min dag. Det er en aktiv beslutning, for jeg trænger.
Dagen skal helliges “styr på” ligeligt fordelt med tid til at hygge, strikke og drikke den gode te, mens jeg følger redningsaktionen i Chile. Tænk, jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget værre end at være én af de arbejdere. De har været gennem noget at det frygteligste, jeg kan forestille mig. Klaustrofobi og elevatorskræk ville have gjort mig til et temmelig vanskeligt håndterbart medlem af den gruppe. Hvor jeg dog glæder mig på deres og deres familiers vegne. Snart er de forhåbentlig genforenet på overfladen, hvor vi mennesker trives bedst.
Når det er sagt, så findes der jo millioner af mennesker over hele verden, som hver eneste dag lider og må leve med ting, som er akkurat lige så svære at håndtere, som det her. Dem ser vi bare ikke og derfor er de ikke nærværende på samme måde, som en flok minearbejdere, som har tiltrukket verdenpressens bevågenhed. Det faktum skal nu ikke forhindre, at jeg glædes på deres vegne. Det er nærmest mirakuløst, når den slags lykkes.
På terrassen har jeg groet oliven. Det er også en slags mirakel, synes jeg.
18 kommentarer
Lone
13. oktober 2010 at 12:45En ubåd, Gyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyssssssssss!
God praktisk onsdag til dig
Liselotte
13. oktober 2010 at 13:08Ja, gys, Lone :-(
Og en god onsdag til dig også :-)
Irene Aagaard
13. oktober 2010 at 11:10Jeg foretager mig nogenlunde det samme som du i dag Liselotte! Men husker også at nyde det helt fantastiske efterårsvejr, imens jeg krydser fingre for at alle minearbejderne kommer op i god behold og bliver genforenet med deres familier. Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvor forfærdeligt det må have været for dem…..
Liselotte
13. oktober 2010 at 13:07Det må have været rædselsvækkende, Irene, men der fortælles om mænd, som har udvist stort mod og solidaritet, omsorg for hinanden og tro på, at det her skulle lykkes. De er virkelig beundringsværdige, de snart frie mænd :-)
Dorthe
14. oktober 2010 at 09:51Jeg kan godt forestille mig, at de har mænd har haft et stor sammenhold dernede. En klar fordel for dem har jo også været, at de har haft kontakt med omverdenen. De har hele tiden vist, at der blev arbejdet på højtryk, for at de kunne blive reddet + de har kunne skrive med deres pårørende. Det må da have holdt humøret og håbet oppe.
For mange tror jeg faktisk, det bliver værre at komme op til hverdagen igen. Først der vil mange af reaktionerne komme hos mange af dem.
Dorthe
15. oktober 2010 at 09:46(Pånær de første 17 dage uden kontakt til omverdenen selvfølgelig – dem kan jeg slet ikke forestille mig hvordan må have været).
Liselotte
15. oktober 2010 at 18:10På nær dem, for de må have været umenneskeligt frygtelige – sikke angst…
Karina
13. oktober 2010 at 10:42Det er simpelthen så stort at de nu ser dagens lys igen. At de bliver krammet af deres kære og at de kan komme hjem!
Håber virkelig for dem at de kommer op i virkeligheden uden for mange psykiske mén. Tænker at der helt sikkert må komme nogle reaktioner efter hele 69 dage i mørket. Med angst og venten og tvivl og alt det andet.
Men tror vi er mange der har siddet i dag og set de første billeder fra aktionen og tænkt at pludselig bliver egne store problemer ufatteligt små.
Her værdsættes friheden i hvert fald også lidt ekstra i dag :)
Go fridag til dig Liselotte – har hørt den er fortjent :)
Liselotte
13. oktober 2010 at 13:06Hvor frygteligt må det ikke være at sidde dernede i uvished, Karina?
Ja, det er på dage som i dag, vi husker at værdsætte friheden ekstra højt og det er såmænd sundt nok. Fridagen? Den NYDES, kan jeg godt sige dig :-)
Lene
13. oktober 2010 at 09:54Og her 30 km væk fra dig er det tåget uden chance for at se himlen, men den er begyndt at lette.
Ha en god dag med tid til det hele.
Liselotte
13. oktober 2010 at 13:05Vi havde også snerten af tåge tidligt i morges, Lene, men nu står barometeret altså bare på smukt :-)
Berit
13. oktober 2010 at 09:45Her i Trondheim går også tankene til gruvearbeiderne i Chile, det er fantastisk at de har klart å holde ut der nede og for en lykke når de møter sine igjen!!
Ønsker deg en god onsdag! :-))
Liselotte
13. oktober 2010 at 09:52Ja, det er fantastisk, at de har holdt ud, Berit. Tænk engang så frygteligt at være frataget sin frihed OG sin handlekraft. Jeg har svært ved at forestille mig mange ting, som er værre.
God onsdag til dig også :-)
Sidse
13. oktober 2010 at 09:43Jeg er helt enig. Vi følger nogle få, og ved også, at verden bløder andre steder. Men at vi ved det, og anerkender, at der findes andre liv uden samme frihed og handlerum, så kan der også handles på dette.
Liselotte
13. oktober 2010 at 09:51Jeg tror, at vi er nødt til at skelne og sortere, for at hjerter ikke skal briste. Jeg vil glæde mig for de få, som i dag får livet tilbage, Sidse – det skal der være plads til, tænker jeg :-)
Sidse
13. oktober 2010 at 09:57Jeps, netop. .
Anne Dyrholm Stange
13. oktober 2010 at 09:37Ha en dejlig fredelig dag, Liselotte, med tid og ro til både det ene og det andet.
Tanker herfra…
Liselotte
13. oktober 2010 at 09:39Jeg tager mig tid til det hele… og det skal gøre godt, Anne – og en god dag til dig også :-)