10

Sådan en smuk efterårstirsdag

Jeg startede dagen med at tolke. Det var slet ikke ringe at få hænderne lidt op over hoftehøjde. Slet ikke. Faktisk var det rigtigt rart.

Bagefter skulle jeg ind til centrum. Jeg skulle fra en ende af byen, hvor der er mange mennesker, som hver dag skal ind og ud fra centrum, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne hoppe ombord på en bus. Strikketøjet underholdt undervejs og det tog ikke mange minutter, før jeg kunne stå af ved Niels Ebbesens Gade.

Det er ved at blive efterår. Blade daler af træerne hvis de da ikke allerede er blæst væk, men vejret har været rigtigt smukt i dag, så spadsereturen gennem en lille del af midtbyen var dejlig og forfriskende efter en tur med en medpassager, som vist havde tømt sin aftershave til ære for hele verden. Vi fik den i alle tilfælde.

I Niels Ebbesens Gade ligger smukke huse og sirligt lagte sten omkring de smukke træer. Mellem træerne er anlagt parkeringspladser i denne ene ende af gaden. I den anden ende ligger gågaden, Lokalhstorisk Arkiv og ingen parkeringspladser. Der må man tænke sig til dem, cykle eller forlade sig på Apostlenes Heste.

Når man kommer spadserende op ad Niels Ebbesens Gade nede fra Jyllandsgade, får man et smukt kig til Vor Frue Kirkes smukke tårn med fint og tydeligt ur, som angiver den tid, som har det med at løbe af med mig, men inden man når derop, skal man forbi det hyggeligste, lille torv. Det kommer lige lidt henne ad gaden til venstre. Lige henne efter den friske cyklist.

Her, klemt inde mellem to høje beboelsesejendomme, ligger Bethel, en af baptistkirkerne i Aalborg. Det er sådan en hyggelig, lille kirke, som ligger smukt og beskedent på sin egen, lille plads med fine træer. Lige nu er træerne næsten nøgne, men lidt løvrester var der tilbage denne formiddag. Smukke, gule blade pynter stadig på grenene.

Det tog alt for kort at nå til nummer nitten. Snart var jeg tilbage på pinden, men smagen af frihed fulgte mig resten af dagen og det var slet ikke så ringe endda.

Fik jeg sagt, at tolkningen gik absolut tilfredsstillende? Ikke? Jamen, det gjorde den. Jeg kunne huske, hvad jeg skulle huske. Ah :-)

Du vil sikkert også kunne lide