Pavepisserpotten

Vi var hos Lange i går. Christina kommer ikke til byen, uden vi er inde forbi Lange. Kyssefrøer emigrerer til Roskilde i disse år. I går tog endnu én af sted mod fjerne egne. Guldkronen sad kækt på sned, da den blev pakket forsvarligt ned til den lange rejse.

Mens der blev taget hånd om praktikaliteterne, tog jeg resten af butikken i nærmere øjesyn og selvfølgelig forelskede jeg mig. Selvfølgelig lod jeg mig friste lang ud over evnen til at modstå og nej, jeg har ikke trænet den evne særlig intensivt i mange år.

Hvad fandt jeg så? En ordentlig balje. Sådan en balje, som er til at forstå. Dejlig, brændvarm og aromatisk te skal den rumme. Hele efteråret og vinteren kommer til at stå på te, te og atter te, så det er på sin plads med en balje, der kan tage fra. En pavebalje, synes jeg jo, men nej… det er en Pavepisserpotte ifølge de charmerende mennesker, jeg er omgivet af til daglig.

Forklaringen? Den kommer her…

Paven (i den alternative udgave med riffel) er afbilledet, men ved siden af – med kækt løftet bagben og hale – står en hund og letter sig. Lige op ad paven! Tæt på. Tilstrækkeligt tæt på til navnet, så nu drikker jeg te af Pavepisserpotten. Meget lidt charmerende navn, men rummelig og rar er den.

Prøv lige at sige Pavepisserpotten fem gang hurtigt efter hinanden. Jeg kan ikke ;-)