Vi har onsdagslektiecafé ved spisebordet og Oline snakker meget. Det er frygteligt hyggeligt og det er sjovt, at hun er nem at aflede. Jeg er ligeglad, for hun udviser en imponerende ansvarlighed i forhold til sine lektier. Det gør man vel, når man er rundet de seksten. Jeg gjorde også.
Oline kan lide min lakridste.
Jeg kan lide Oline.
Det ses vist.
16 kommentarer
Frøken Lavendel
23. september 2010 at 15:48Hej Liselotte.
Jeg har lige læst dit meget hyggelige indlæg. Det var da nogle utrolige flotte kopper du har taget billeder af – hvor har du dem fra???
Liselotte
23. september 2010 at 18:50Mogens i Lønstrup laver dem. Smukke, smukke kopper – og du kan prøve at tage et kig lige her, for at lade dig friste lidt :-)
ThinkingSpace
23. september 2010 at 09:35Sikke et dejligt indlæg. Man kan fornemme varmen fra både the og kærlighed helt ud på den anden side af skærmen. :-)
Liselotte
23. september 2010 at 18:49Åh, som det bare var dejligt at sidde der… :-)
Britta
23. september 2010 at 08:40Hvor er du smuk!
Liselotte
23. september 2010 at 18:49Åh tusinde tak, Britta – men det afhænger vist af øjnene, der ser. Jeg kan lide dine :-)
Tulippa
22. september 2010 at 20:51Lakridsthe er lækkert og smager faktisk også skønt tilsat lidt mynte (det er min favorit for tiden) :-). Det lyder hyggeligt med jeres lektiecafé!
Liselotte
22. september 2010 at 21:09Det var hyggeligt, Linda – og lakridsteen er den første te, det er lykkedes mig at få Oline til at kunne lide :-)
Sidsel
22. september 2010 at 19:06Det er hygge. Dejligt når de unge gider at sidde tale om alt mellem himmel og jord. Det varmer som theen, en mors hjerte. Så smart du er med briller. Må nok også snart overgive mig til et par. En vits: Hvornår trænger man til briller? Det gør man, når man dasker 4 rosiner på køkkenbordet med en fluesmækker!!!
Liselotte
22. september 2010 at 19:15Det er rigtigt dejligt med de øjeblikke, hvor man deler alt mellem himmel og jord, fordi det er hyggeligt, rart og trygt. Det gør mig glad, at vi stadig har sådan nogle stunder :-)
Brillerne kan jeg slet ikke undvære, når jeg skal arbejde ved computeren. Det er efterhånden sådan, at jeg omtrent altid har dem på, fordi jeg sidder på kontor hele dagen og nej, jeg nåede ikke at smække rosiner med fluesmækkeren, men det kunne sagtens have været mig ;-)
Sifka
22. september 2010 at 18:24Du ser så direkte på én, at man må hilse. Hej Liselotte, how goes it?
Liselotte
22. september 2010 at 18:35Goes good, er jeg temmelig sikker på, Sifka :-)
Aud Marit
22. september 2010 at 18:12Men hvordan har Lille Oscar det nå? Jeg synes han er så god.
Liselotte
22. september 2010 at 18:20Lille Oskar ligger ved siden af Oline og hygger sig på bænken, når han får chancen. Han er en hyggehund, er han :-)
Sidse
22. september 2010 at 18:08Det høres og ses godt ud. Vibeægfarvede kopper med damper the.
Liselotte
22. september 2010 at 18:19Teen er krydret, varm og dejlig, når man har ondt i halsen, som Oline. Det er ren hygge og omsorg og kærlighed :-)