27

Luft

Jeg måtte ud hvor himlen er høj og vejret kan trækkes frit og helt ned i maven.

Heldigvis gad Kenneth godt køre en tur med mig, så der var hygge på passagersædet med lakridser, snak og stille eftertænksomhed, mens vi beundrede den smukke og omskiftelige septemberhimmel.

Vi kører altid på må og få på en søndag. Altid er måske store ord, men de søndage, hvor det handler om lidt luft under vingerne, da gør vi. Improvisation giver ind imellem nogle temmelig morsomme overraskelser.

En del af turen i dag gik ad Bolle Engvej. Vidste du måske, at det er en hullet grusvej, som strækker sig over imponerende mange hundrede meter? Mange, som i rigtigt mange! Kilometervis faktisk. Og lige dér dyrkes kartofler med behændighed og flid. Og kvæg græsser en tid endnu, mens det dovent iagttager de tosser, som finder derud uden at have traktordækkene monteret. Jeg behøver ikke skrive, at vi havde glemt vores traktordæk, vel?

Bagefter endte vi oppe på Bollegade. Fnis… og så kørte vi videre nordpå. Vi var indenom Klokkerholm, inden vi vendte kareten og kørte hjemad igen. Om lidt er det vist sofatid for de af os, som ikke vinder garn. Det er mig!

Du vil sikkert også kunne lide