Emaljefeber

Jeg er så heldig, at jeg har unge, smukke kolleger, som bidrager væsentligt til lækkerhedsfaktoren inde på kontoret.

De forstår sig på nogle af alle de ting, jeg ikke gør. F.eks. har de længe været sådan helt fremme i emaljeskoen eller hvad vi skal kalde det, når ørerne hver eneste morgen brillerer med nye farver og faconer, som naturligvis matcher ethvert stykke tekstil, der måtte være i deres omfattende garderober. Der er stjerner og hjerter og ovaler og firkanter og blomster og…

Det absolut eneste Lisbeth drømte om var, at vi nåede ind på Gl. Kongevej i 1001 perle, for Lone, som ikke er bleg for at flashe sin store og hele tiden fornyede samling af farver og faconer, kommer der jævnligt og hun er sød til at tage med hjem til Lisbeth, men det er jo bare slet ikke det samme, som at stå der selv. Fingrene begravet og frydeskrig, var Lisbeth, da vi endelig ankom.

Mig? Jeg kan ikke håndtere så omfattende udvalg. Jeg fryser og går i sort. Mentalt havner jeg på den tyndeste is, du kan forestille dig. Jeg omtrent hyperventilerer og ender med slet ikke at kunne vælge noget som helst. I går lykkedes det alligevel, men så snart jeg var ude af butikken, kunne jeg overhovedet ikke huske, hvad det var, jeg endte med at købe.

Det blev en dejlig overraskelse i dag, da jeg fik pakket ud. Jeg er slet ikke dum på automatpilot, kan jeg konstatere.

Måske er jeg også ramt af emaljefeber nu. En langsom starter, det er mig.