16

Lørdagens udsigt er kostbar

Hele huset sover endnu. Jeg har været i bad og er forlængst i gang med dagens første kop kaffe.

Min svigerinde vil indfinde sig om et øjeblik, hvis ikke jeg tager meget fejl. Vi er morgenmennesker. Resten er syvsovere. Det giver os nogle dejlige timer ved spisebordet, hvor vi uforstyrret kan udveksle alt mellem himmel og jord. I dag bliver det garanteret noget strik, der finder vej ind imellem alt det andet. Strik og garn. Udveksling af idéer og fibre er noget af det, vi begge holder meget af.

Senere vil vi ind til byen og ose. Vi drømmer om efterårssko. Det kan ende dyrt. Imens kan brødrene gå på torvet og finde aftenens menu. Fisk eller krabbeklør håber jeg, at det ender med. Måske man ikke behøver ønske sig mere her i livet? Jeg tror det.

Du vil sikkert også kunne lide