Ud og hjem… er lige langt

Nu er der garanteret nogen som ved, hvor jeg har været. Bissens Landsoldat var kulisse for frokostpausens trang til frisk luft, da Lisbeth og jeg skridtede ud og snuppede en tur på Volden.

Vejret har været vidunderligt i dag. Sensommersol med temperaturer, som snildt kunne bære en bar arm. Gennem porten kunne man komme, så vi var ikke sene til at udnytte tid, solskin og eventyrlystens trang til at se om på den anden side.

Hvis du er lidt opmærksom, vil du opdage, at Lisbeth er lykkedes med at snige sig ind mere end et sted undervejs. Hun var god for mere end ét drama, men allerførst tog vi nu bare kanonerne i øjesyn.

Vi havde lige lært, at årsagen til at kigget fra Danmarks Port ned gennem Danmarksgade var umuligt at komme til enden af uden at ramme Kattegat var, at enhver affyret kanons kugle skulle have størst mulig chance for at at løbe gennem byen og ende i selvsamme Kattegat uden at støde på nogen former for modstand undervejs. Vi ved ikke, om historien er sand, men god er den i hvert fald.

Efter kanonerne syntes Lisbeth, at vi MÅTTE op på Volden igen og decideret uenig var jeg vel ikke, men måske var jeg så ikke så stemt for vejen derop, så jeg overlod det faktisk til hende, at stride sig op af de stejle sider, mens jeg stod nedenfor og udtrykte mine betænkeligheder.

Hun endte under det smukkeste egetræ, hvorfra hun påstod at have en VIDUNDERLIG udsigt, men ikke om jeg troede hende på hendes ord. I hvert fald fristede turen op af Volden ikke det mindste. Da hun skulle ned igen, smed hun skoene efter mig! Jo, virkelig! Hun ramte bare ikke. Til gengæld hørte en avislæsende mand, som sad på en bænk lidt længere henne af stien, at hun kastede med sko.

“Jeg er godt nok sjællænder, men jeg kan da godt hjælpe alligevel”, sagde han så, hvad det så havde at gøre med, om han kunne stikke en arm til en jomfru i nød, men måske ville han bare understrege overfor mig, at jeg ikke skulle vente alverden. “Er I turister?“, spurgte han og nej, det var vi jo ikke. “Men ikke herfra?“, konstaterede han og nej, det var vi jo så heller ikke og så fik vi lige en fin, lille introduktion til voldanlægget.

Lisbeth nåede helskindet ned og jeg overlevede, som du nok kan regne ud, skobombardementet, så da sjællænderen fortrak med sin avis og sin cykel, tog vi en solbeskinnet bænk i ed en lille times tid.

Smukt vejr, det bedst tænkelige selskab og så var jeg klar til at gå ombord i Kommunikation & Mental Balance. Jeg glæder mig til, at Lisbeth og jeg  i næste uge skal fordybe os sammen. Jeg glæder mig også til, at vi skal have et par overnatninger i København. Årh lad være, hvor jeg glæder mig. Hvor meget mon man kan nå at shoppe på et par timer? Meget, tror jeg.