9

Ketchup og loppefund

Engang bad Kirsten mig om at beskrive nogle gode loppe-fund. Det var ment som inspiration og gode idéer til andre, som kunne have lyst til at loppe lidt, men jeg nåede aldrig omkring det.

Nu kom der lige en mulighed for at gøre det – bare sådan lidt i det små – for et af mine loppefund måtte frem af gemmerne i dag og det er et af dem, jeg holder rigtigt meget af; min grønne tragt.

Madam Blå lå og ligger i bunkevis her i mit hjem. Det er levn fra dengang, da kaffen stod og kogte på gårdens brændekomfur, mens husmoderen var i gang med at forberede suppe, bage brød og henkoge lidt ved siden af. Dengang gården her var arbejdsplads for mange mennesker og tiden var en anden, hvor blåemaljeret køkkentøj var hverdagskost og ikke noget, man skulle betale overpris for.

Jeg har utallige varianter af det blå køkkentøj. Sleve i mere end én udgave, grydelåg, bageforme, kander, tragter og hvad der ellers har været i brug dengang, lå i sirlige bunker oppe på loftet, da vi flyttede ind. Jeg kan lide den slags, hvis det vel at mærke bliver brugt. Det gør mine tragter. De og nogle få andre ting er hernede. Resten ligger stadig på fjernlager. Jeg bruger det ikke.

Man kan vel ikke kalde dem loppefund, men jeg HAR altså fundet dem egenhændigt i en kasse oppe bagest på loftet.

Jeg bruger dem ofte og de blå ting er der masser af, men den grønne tragt og dens søster det grønne målebæger, er nok dem, jeg holder allermest af.

Ketchuppen? Den har lige fået den absolut allerfineste anbefaling, da Oline for et øjeblik siden tog en teske, smagte og udbrød “Uhm...” :-)

Du vil sikkert også kunne lide