21

Overraskelsesangreb

Der er bare dage, hvor man må gøre noget ekstra, for at holde ud og holde af og holde i. I dag var sådan en dag herhjemme.

Jeg kan slet ikke have, at vejret skal te sig, som var vi midt i oktober. En ulykke er det! Man bli’r jo grå helt ind i sjælen. Heldigvis varer den slags kun få sekunder i mit univers, så finder jeg noget at glædes over i stedet. I dag startede i den tunge ende, men som tiden er gået, er den endt med at være en helt fin onsdag med mange ting at frydes over. Èn af dem, bliver helt sikkert disse…

Chokolademuffins bagt efter denne opskrift – og suppleret med små Marshmallows. Først en lille sjat dej i bunden af formene, så et gavmildt drys Marshmallows og til sidst dækkes det hele med den resterende dej.

De er kommet i ovnen og dufte sender signaler til min søde tand, kan jeg mærke. Varm Chai og en chokolademuffin, når Oline vender hjem fra skole om et øjeblik, vil gøre en vigtig forskel for velværet, er jeg sikker på.

Angreb er det bedste forsvar, siger de. Jeg kastede mig over onsdagen. Jeg tror på, at det virker!

Du vil sikkert også kunne lide