Jeg har altid undret mig over, når mennesket begynder at adfærdsregulere ud fra motiver, jeg ikke helt kan gennemskue. Nogen gange har jeg syntes, at de bare var ualmindelig småtskårne, sure og indebrændte, når de monterede sten, kæder og hjemmelavede skilte med tilhørende trusler om alverdens ulykker, hvis man vovede sig ind på deres matrikel for at vende kareten.
Nu er jeg selv blevet sådan én, som adfærdsregulerer… og smider med kampesten…
Efter snart femten år med opkørt gårdsplads med en belægning, som altid inkluderer mindst én knust sten og adskillige af slagsen, som er kørt til modsat verdenshjørne af deres oprindeligt så sirlige placering, er vi blevet trætte. Ikke sure og forhåbentlig ikke småtskårne og slet ikke indebrændte, men bare trætte.
Trætte af at skulle lægge piksten om og om og om igen. Ikke mere gad vi, så vi fik en hjælpende hånd for en tid siden og nu er der ikke én eneste bil, der er nået til vejs ende (bogstaveligt talt) og har brugt vores gårdsplads som vendeplads. Det har været sjovt at se, at de fleste alligevel magter at vende pænt og elegant på den vendeplads, der allerede er etableret grænsende op til vores gårdsplads.
Tænk engang, at jeg skulle ende som gammel, gnaven og adfærdsregulerende parcellist. Ha!
24 kommentarer
Tina - omme i London
15. august 2010 at 23:45Saadan – saa er det problem loest og det paa en paen maade. :)
Liselotte
16. august 2010 at 06:51Ja, det er løst og det på en måde, vi godt kan være bekendt, Tina ;-)
jette
15. august 2010 at 20:41Hvis I IKKE havde sat stenene, var I endt som ualmindelige sure og indebrændte parcellister, nu er I jo glade adfærdsregulerende parcellister, der ikke længere skal omlægge piksten…. :)
Liselotte
15. august 2010 at 20:46Du har helt ret, Jette. Tak :-)
Ella
15. august 2010 at 19:03Som Lene siger, så længe der er plads til os ;-)
Jeg kan godt huske hvordan stenene blev kørt op – det var “grænseoverskridende” :-(
Liselotte
15. august 2010 at 19:31Det var bare rigtig træls, Ella – og nu er det heldigvis slut :-)
Lene
15. august 2010 at 18:48Og dem der vil ind til jer kan jo godt komme det, og de kan også godt komme ud :-)
Liselotte
15. august 2010 at 19:30Ja, heldigvis, Lene – det gik jo fint og det endda selvom det ikke var verdens mindste bil, du skulle smide rundt. Du er så sej :-)
Mette
15. august 2010 at 17:26Jeg har gjort det samme! Irriterende fordi folk tenker seg jo ikke om :(
Liselotte
15. august 2010 at 19:30Nej, det gør de ikke. Måske kan man heller ikke forvente det… men så kan man jo sætte en sten ;-)
Lone Rafn
15. august 2010 at 16:49HA HA HA -skøn overskrift – godt skrevet, og hvor jeg dog kender til det.
:-)
LoneR
Liselotte
15. august 2010 at 19:29Jamen Lone… man ender jo som sådan en gammel, gnaven og rethaverisk parcellist ;-)
Lone Rafn
16. august 2010 at 08:02Pyt – så længe man ved det – for så kan man grine af sig selv :)
Liselotte
16. august 2010 at 16:53Dét kan man i hvert fald :-)
ThinkingSpace
15. august 2010 at 14:35Det ser effektivt ud! :-)
Her har vi også adfærdreguleret. Vores hus ligger så tæt på vejen, at der ofte var dækaftryk på dørtrinnet. Nu har vi sat gabioner med kampesten op og er glade for, at vi kan gå ud af vores dør uden at frygte for at blive kørt ned på stedet.
Liselotte
15. august 2010 at 14:40Det lyder som en passende foranstaltning med kampesten hos jer, når du beskriver faren ved at træde ud af hoveddøren. Sådan skal det jo ikke være! :-)
Lone
15. august 2010 at 14:28Sneploven kan stadig lave et bjerg sne hehe
Liselotte
15. august 2010 at 14:31Jeps, det kan den sagtens, Lone – og den gør det sikkert også, hvis den får chancen, men jeg skal holde øje, skal jeg ;-)
Anita
15. august 2010 at 13:54Forleden dag talte jeg med en mand, som var temmelig træt af, at folk altid parkerede på en lille del af hans fortov, i stedet for at holde på vejen og tæt ved kantstenen. Fortovsfliserne var skæve og nedsunkne, det kunne vi tydeligt se, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke selv havde skænket det en tanke.
Jeg parkerede dog andetsteds den dag, men det kunne ligeså godt have været mig, som havde holdt på mandens skæve fliser eller som snuppede en vending i din gårdsplads. Det kunne det altså sagtens, men jeg kan også godt forstå ærgeligheden over det arbejde, det medfører for ejeren af “pladserne” :-)
Liselotte
15. august 2010 at 14:02Jeg forstår godt, at man måske ikke lige tænker over den slags og jeg griner jo også godt over, at jeg selv er endt som sådan en pedantisk parcellist, men jeg orker bare ikke lægge flere sten derude – og det virker! Ikke flere skader siden kampestenene blev lagt derude :-)
madam m
15. august 2010 at 13:53Desværre er det i dag nødvendigt med den slags arrangementer.
Tænk hvis mennesker blot brugte deres moral, almindelige dømmekraft og omtanke, og respekterede andres ejendom.
Desværre er vi i vores samfund ved at udvikle en almindelig menneskelig opfattelse af, at alt hvad der ikke er forbudt, – det er tilladt!
Det gælder desværre i mange henseender – incl. din gårdsplads.
God søndag!
Liselotte
15. august 2010 at 14:00Nogen gør det, fordi de ikke tænker sig om. Andre gør det, fordi det virkelig ER vanskeligt at komme omkring hernede, men vi er bare blevet SÅ trætte af hele tiden at være på jagt efter nye sten som erstatning for dem, de kører i stykker. Vi har endnu ikke oplevet én eneste gang, at der er nogen af chaufførerne, som er kommet ind med en “Ups” og en undskyldning med tilbud om udbedring af skaderne – og det også, når skaderne faktisk har været så omfattende, at de ikke har været til at overse. Øv :-(
Britta A.
15. august 2010 at 13:45Ha.. Jeg tror at jeg vil anbefale min nabo en lign. løsning, for deres indkørsel bliver meget flittigt brugt som vendeplads af både tunge lastvogne og andre køretøjer :( Deres sten er sandelig godt revet op efterhånden.
Fuldt forståeligt, at I ikke gider mere! God søndag!
Liselotte
15. august 2010 at 13:58Det er typiske de tunge lastbiler, som ved en fejl forvilder sig herned af den lille, blinde vej, som forårsager de største skader, men vi syntes bare ikke, at vi havde lyst til at skulle ud i at blokere fysisk for adgang, for det ER svært at vende med lastbiler, men altså… *suk*