For enden af Alfarvej ligger Frendrup Nihøje. På toppen af verden. Der, hvor næsten ingen kommer.
Her lå engang en af Himmerlands første bosættelser. Vi snakker jernalder. Før vores tidsregning, var her bosættelser og siden er der fundet gamle hulveje i det uopdyrkede område og der er rester fra svundne og forlængst omtrent glemte tider allevegne, hvor de er usynlige for det utrænede øje, men udsigten fejler ingenting…
Ude i horisonten kan man ane Limfjorden og kigger man lidt den anden vej, kan man se, hvorfor området hedder Nihøje. Der er gravhøje i tæt formation. Ikke ni, men mange og for øvrig er der vist slet ikke ni, men spor efter mange, mange flere her i området.
En populær kirkegård har det været, men udsigten fejler jo heller ingenting…
Lige her ligger indgangen til det fredede område. Hvis man orker, kan man trave i den smukke natur, mens man kan prøve at forestille sig, hvordan landskabet så ud i stenalderen. Uden tvivl helt anderledes end i dag.
Lige ved lågen ind til det fredede område ligger en skåltegnsten fra bronzealderen. Stenen har en samling skåltegn på den synlige flade. Tegnene er 2 – 4 cm i diameter og i dybden vel en 2 – 6 mm. De er svære at få øje på, men man kan føle dem tydeligt med fingerspidserne. Jeg véd det, kan du se…
Skåltegn er en slags helleristning fra bronzealderen, der er tiden mellem ca. 1800 og 500 f.v.t.
Det er forunderligt og underligt at sætte fingrene til den slags og forestille sig, at de er lavet for måske næsten firetusinde år siden. Af hvem mon? Og hvorfor?
Udsigten modsat fjorden er også smuk og langstrakt. Det er ikke underligt, at man har bosat sig på toppen af verden. Man kunne have øje på sine fjender og vildt var sikkert nemt at se.
Frendrup Nihøje er en del af den geologiske cykelrute gennem Himmerland (pdf). Gid jeg en skønne dag har stamina til den slags. Det kunne vel blive en slags personligt mål. Måske.
10 kommentarer
Tine Fys
16. august 2010 at 17:19Ih altså, den syrling dér klæder altså din hånd umanerligt godt! :-)
Liselotte
16. august 2010 at 18:41Den bette syrling er for lækker… men sikke tid det tog at beslutte, at det var den, som skulle med mig hjem. Jeg var forelsket i den smukke, grå også, men nu er jeg bare glad for, at det blev denne her :-)
Alice Winther
15. august 2010 at 23:04Tænk Liselotte, du har været i “min” by…..hyggeligt! ..og ja der er skønt på Nihøjene :o)
Liselotte
16. august 2010 at 06:49For pokker, som der var dejligt deroppe i går, Alice :-)
Dell
15. august 2010 at 22:03“Skålformen tolkes som et universelt symbol for frugtbarhed og liv”
Således stod der dér hvor jeg lige har set helleristniger :-)
Ja, der er så dejligt “derude”, frodigt og med smukke udsiger. Vi bor godt her i det nordlige jylland :-)
Liselotte
16. august 2010 at 06:49Vi bor ualmindelig dejligt, ligesom størstedelen af danskerne gør. Det er bare med at komme ud og nyde :-)
Sanne
15. august 2010 at 21:21Hej! Du kigger jo næsten hjem til mig!!
Jo hér i Himmerland er der (også) smuk natur :o)
Liselotte
16. august 2010 at 06:48I årene i København savnede jeg to ting, Sanne; Vesterhavet og Himmerland :-)
Sidsel
15. august 2010 at 20:51Hvor man altid bjergbetages af fordums tider. De valgte de bedste steder med udsyn og muligheder for mad. Jeg har flækker fra en gammel køkkenmødding fra Nordfyn. En hel kurvfuld. De skulle have været knivspidser. Lyseblå flint. Hver gang jeg har dem i hænderne, tænker jeg: den sidste menneske som sad med denne flint, var fra stenalderen! Vildt! Skønt at Danmark giver os de oplevelser.
Liselotte
16. august 2010 at 06:48Jeg optages også af historien og de liv, som er gået forud for mit, Sidsel. Det er skønt, at Danmark byder på den slags. Jeg er enig :-)