Jeg ved altså ikke, hvad jeg skal synes om, at Søren står i Sørens køkken med fødderne begravet i en grøn plastikbalje, mens han lader munden løbe, men det er ikke fordi, at jeg ikke er godt underholdt. Jeg sidder med tilbageholdt åndedræt, for jeg vil så gerne, at han skal lykkes og komme i mål…
Engang var han gastronomiens tunge dreng. Så blev han vejet og fundet for let. Jeg vil så gerne, at han lykkes og kommer i mål…
– og han kom i mål. I fantastisk stil. På tre timer lavede han inspiration til resten af min vinter. Så må du gerne hade ham. Jeg elsker ham!
Jeg vil glæde mig til alle mine æbler.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
13 kommentarer
Liselotte
11. august 2010 at 21:30Jeg tror bare, at jeg elsker passionen… og sagtens kan blive træt af den også, fordi tempoet er tårnhøjt :-)
Lone H
11. august 2010 at 19:42…jeg er helt vild med søren med gryderne… lige siden dengang han lavede mad over bål sammen med søren ryge og han spiste desserten af hånden: jordbær med piskefløde :-)) Åh det er dejligt.
Cecilie
10. august 2010 at 09:09Ahh…må indrømme jeg er på det andet hold. Nyder Ryge for det rolige tempo og bliver irriteret og en smule stresset af at høre på den anden Søren. Og har været til et selskab engang hvor han lavede mad…lun råmælk uden noget og mærkelige fisk og indvolde og meget lidt succes hos gæsterne. Det var ikke ulækkert det var bare for meget af det mærkelige på en gang. Jeg vil hellere nøjes med den anden Sørens have og hans langsomme og pudsige historier.
Bibbi
10. august 2010 at 08:30De gider noget med meninger og passion – derfor gider jeg dem!
KirstenK
10. august 2010 at 07:27Jeg elsker begger “Sørener” Dem begge fordi de dæleme kan noget med formidling, og KogeSøren netop fordi han ikke holder mund!
Irene
9. august 2010 at 22:35Han er genial og komplet, vidunderlig gal! No less!
Lisbeth
9. august 2010 at 22:12Jeg er en af dem, der hurtigt skifter over. Har det bare så svært ved den ene Søren. Men kom da lige i tanke om, at min mobil havde ringet, mens jeg var i bad. Jeg spurgte Christian, hvorfor han ikke havde taget den, han kunne jo se, der stod at “Søren” ringede. “Jamen Mor, jeg kom til at tænke på, at det jo måske var Søren Ryge, der ringede, og jeg vidste altså ikke, hvad jeg skulle snakke med ham om!” ;-)
Lene
9. august 2010 at 21:40Ham kan man bare ikke lade som om man ikke har lagt mærke til :-)
I den nyeste reklame for noget kød får jeg dog den tanke, om manden altid ved hvad han siger ja til, det håber jeg :-)
Anita
9. august 2010 at 21:02Jeg knuselsker, når Søren står i Sørens køkken og lader munden løbe stærkt. Rigtig stærkt. Han har tusinde meninger og er knivskarp i sine observationer og så brænder han for sit håndværk – men det har jeg blogget om mindst et par gange før.
Uha, som jeg også føler mig godt underholdt og jeg griner højt og inderligt, selvom jeg sidder mutters alene i stuen. Jeg synes vist bare han er en gave sendt fra himlen. En gave der er vind og skæv og god for alle. Hvis man vil :-)
Therese
9. august 2010 at 20:41Jeg fik instant lyst til æbleflæsk, måske med blåbærsuppe til dessert. Mmmm. Han er ægte ham Søren, og skingrende skør på den gode måde.
Anne
9. august 2010 at 20:39bare jeg dog havde sat “Home Trio” til at tappe :-) det lyder som en god udsendelse :-) (og dem er der jo ik..)
Dana
9. august 2010 at 20:34Søren & Søren er et godt team. Kogesøren er stadig en sværvægter – han kan noget med mad, som er få forundt. At han så selv koblede fra ræset af psykiske årsager (det holder han foredrag om) er bare al ære værd! Og han er en inspirator af gigantisk format – langt mere end mange af de unge skidesprællere, som er så hellige. Kogesøren er ikke bange for at tordne: “Men det skal altså smage GODT!” i den bedste sendetid – det gad jeg godt se Nikolai Kirk udvikle gonader til at gøre ….
Liselotte
9. august 2010 at 20:37Han mener noget. Det elsker jeg. Passion uden kruk.
Nikolaj Kirk enten snubler eller bliver fantastisk. Time will tell…