Le Mont St. Michel

Sidste år nåede vi det aldrig, selvom det var på listen over steder, vi gerne ville besøge. Oline og jeg enedes om, at det måtte blive i år, vi skulle se stedet, som ser så imponerende ud på alle de billeder, vi har set…

I Frankrig diskuterer man konstant om Le Mont St. Michel hører til Bretagne eller Normandiet. Klippeøen ligger lige på grænsen mellem de to regioner og de ville gerne begge gøre krav på stedet, som figurerer på Unecos Verdensarvsliste, men endnu er der ingen, der har trukket en streg i det sand, der omgiver byen. Uanset om stedet tilhører den ene eller den anden region, så er det et imponerende skue, når man kommer kørende på landevejene inde i baglandet. Det ses på lang afstand.

Klippeøen ligger omtrent et par kilometer fra fastlandet og når man nærmer sig, bliver det mest påtrængende syn i virkeligheden ikke øen, men den enorme park af autocampere, der tilsyneladende har slået lejr foran Le Mont St. Michel. Der var hundredevis af campere, da vi ankom. Det er kun en brøkdel af dem, jeg viser på billedet nedenfor.

Parkering er ikke gratis og ved indgangen står vagter og fordeler og dirigerer. Man betaler 10 Euro og får ved udlevering af billet besked på, at den skal placeres synligt og desuden informeres der om, at billetten giver adgang til en overnatning på pladsen foran klippeøen. Jeg ved ikke hvem der gider sove midt i marsken omgivet af tusindvis af naboer, men mit gæt er, at det er mange at dømme efter antallet af campingborde, frokoster og soldyrkende, strandstolsliggende mennesker på parkeringspladsen.

“Nej se! Franskmænd har alligevel også lidt humor“, siger jeg og peger på skiltet ved den sidste parkeringsplads inden klippeøen.

“Bilister; i dag når tidevandet ikke denne parkeringsplads“, står der, når man oversætter med løse håndled, som jeg gør, men Kenneth tager snart festen ud af den sætning, da han konkluderer, at der ikke er snerten af humor, men alene alvorstung information til turisterne. Han har sikkert ret, men jeg prøver altså ihærdigt på at tillægge folkefærdet lidt selvironi. Det holder hårdt.

Vi arbejder os opad, da vi endelig kommer indenfor bymuren, for det holder også hårdt. I højsæsonen besøges stedet dagligt af over 20.000 turister, så det er ikke løgn, når jeg siger, at vi stiger op gennem gaderne, som sild i en tønde. Det er rædselsfuldt og jeg synes i grunden ikke, at jeg får lov til at opleve noget som helst ud over andre menneskers sved, skubben og masen og den slags er jeg i virkeligheden helst fri for.

Det er helt umuligt at få en fornemmelse af byen, som i virkeligheden er utrolig smuk med de sejle og smalle gader, de mange smukke huse og den formidable udsigt, som allevegne forstyrres af skubbende og masende turister, som mig ;-)

Olines hysteri når nye højder, da hun hvisler ud af sammenbidte tænder, at hun slår den næste, der rører hende, ihjel lige på stedet og uden tanke for de alvorlige konsekvenser af en sådan handling. Så gør vi lige holdt. Med udsigt og noget, der kan ligne ro. Et øjeblik.

Det er ikke alle, som orker at gå til toppen. Jo længere op vi kommer, jo bedre luft bliver der, så vi fortsætter. Mig stædigt og indædt. De andre to er ikke påvirket i samme grad og deres ben syrer ikke til, som mine gør.

Jeg gør det! Når toppen og falder sammen som et slattent salatblad, mens jeg fisker en liter vand op af rygsækken. Jeg sætter mig på en trappesten og får stabiliseret væskebalancen og lader Kenneth og Oline om at trave de sidste meter, inden de også kapitulerer.

Her er udsigten fra noget, der næsten er toppen. Ikke helt, men tilstrækkeligt højt oppe til, at man sagtens får en fornemmelse af, hvilken styrke der har ligget i at kunne overskue den omgivende verden på denne måde.

Længst væk fra øen, nede på parkeringspladsen, holder alle autocamperne, men ikke engang på dette billede er jeg i nærheden af at have dem alle med. Hundredevis! Det var der virkelig. Et bizart syn, synes jeg.

Le Mont St. Michel skal ikke ses i højsæsonen. Stedet skal nydes i en efterårs- eller vinterferie, hvis man er så heldig, at den holdes i nærheden. Det skal ses, når man rent faktisk kan se det og ikke bare ryggen af en stak turister, som en selv. Så tror jeg til gengæld, at det er en helt igennem fantastisk og mindeværdig oplevelse.

Har du lyst, kan du se alle billederne fra vores tur til Le Mont St. Michel lige her.