Blandt andet derfor elsker jeg ham…

På vej ned af hovedgaden i Bayeux fik jeg forelsket mig. Jeg var forelsket ved første blik. Jo, den slags eksisterer. Jeg må insistere.

I vinduet på en lille, men eksklusivt udseende butik lå det smukkeste tørklæde. Ikke noget, som insisterede på opmærksomhed, men mere sådan et, som diskret kaldte på lige akkurat den, som kunne se kvaliteterne og potentialet i den diskrete elegance og ikke mindst den smukke og changerende farve, som var en mellemting mellem grå og smuk, diskret blå.

Jeg var håbløst forelsket, for jeg vidste med det samme, at det var sådan et tørklæde, som kan løfte ethvert outfit og specielt de sorte, som jeg holder allermest af. Skødesløst, men varmt liggende om halsen ville det gøre sin flittige gavn hele året rundt. Det ville passe smukt til mine gråblå øjne og det ville klæde mit lyse hår. Det ville simpelthen være perfekt og var vel nærmest bestemt alene for mig. Altså ifølge mig. Oline forstod ingenting. “Det er et tørklæde, så slap dog af, mor!“, var hendes reaktion, da jeg sukkende stod med næsen trykt flad mod det lille, smagfuldt pyntede vindue, mens jeg forgæves prøvede at afdække prisen på herligheden.

“Sådan er det jo ikke. Det er ikke BARE et tørklæde. Det er kvalitet. Det er luksus. Man kan se det. Det er sådan ét, som for altid vil kunne slynges om halsen og give et eksklusivt og lækkert løft til en grå hverdag!“, måtte jeg insisterende forklare, men selvfølgelig rager den slags Oline mindre end en springbønne.

Da Kenneth endelig fik sig løsrevet fra de hylder, han havde konsulteret længere oppe af gaden, måtte jeg straks vise ham det og heldig er jeg, for den mand er udstyret med både uddannelse og ikke mindst talent for at spotte kvalitet, når det kommer til tekstiler. Han så akkurat det samme, som jeg så. Et stykke luksus, som kunne forsøde, løfte og gøre en hverdag ekstra fantastisk.

Han gik direkte ind i butikken og kom ud igen med en lille, elegant pose med det smukkeste logo i guldtryk. I posen lå tørklædet pakket smukt i flødefarvet silkepapir. “Det er den fineste, jomfruelige og blødeste uld og du kommer til at elske det, så god fornøjelse med det…”, sagde han, da han overgav posen til mig. Han blinkede ikke én eneste gang. Han syntes ikke, at jeg var tåbelig, da jeg forelskede mig i noget, som de færreste kan se værdien af endsige grunden til min forelskelse i. Han forstod med det samme. Han er dejlig at dele liv med.

Tørklædet er fra Max Mara og jeg føler mig som en million, når jeg har det om halsen.