Viaduc de Millau

Vi har fået mange foræringer på denne ferie; smukke, nye landskaber, landsbyer, vi slet ikke vidste eksisterede, mennesker, som viste en sjælden, men velkommen gæstfrihed og arkitektoniske oplevelser, hvor vi slet ikke ventede nogen. Det sidste er Viaduc de Millau et fint eksempel på.

Vi var kørt til Provence. Vi ville gerne se en lavendelmark og snuse rosmarin. Vi ville spise godt. Vi ville drikke pragtfulde vine.Vi ville gense Nice og Saint Tropez, Draguinan og Le Luc, Cavalaire sur Mer og så videre…

Vi ville i virkeligheden så meget. Vi var til gengæld endt i Frejus på en intet mindre end frygtelig campingplads, som viste sig at være alt det, vi havde frygtet.

Cirkusplakaten, som burde have advaret os, blev for øvrigt fjernet under stor ståhej klokken lidt i midnat den aften, da cirkus rejste videre. De kom i en lille, larmende bil med B L I N K på taget og det tog ikke kun tre sekunder at fjerne den ;-)

Larm, gøgl og ingen mulighed for privatliv og ærlig talt, så blev det alt for meget, da vores nabo – en rund, frodig og smuk kvinde på ferie med fire friske tæt-på-teenage-drenge – lod dem tisse lige udenfor teltet i stedet for at tage turen hen til toiletterne ganske få meter derfra. Lidt for broget sammenholdt med den konstante larm fra poolen lige ved siden af vores plads og det faktum, at franskmænd tilsyneladende holder meget af ualmindelig ringe underholdning i baren, hvor de gerne begiver sig ud i noget karaoke-lignende syng-med, mens de optræder for hinanden og det hver – og det absolut uden undtagelse – eneste aften.

Efter to dage blev det simpelthen for meget for os, så vi pakkede bilen, hvilket kun tager ganske få minutter, betalte og en hurtig beslutning fra Olines og min side gjorde, at næste cirkadestination endte med at være Cahors. Udelukkende for at drille Kenneth, som er så lidt royal, at det ikke er værd at tale om.

Vi havde et par underholdende runder i Montpellier, fordi Åse ikke er ret gode venner med omkørsler og den slags. Nu har vi set både centrum og udkanten af byen og vi ved, at de har et smukt stadion, mange ældre mennesker på gaderne omkring middagstid og tilsyneladende en forkærlighed for Bougainvillea.

Da vi endelig slap ud igen, gik det glat op gennem et utroligt smukt område af sydfrankrig. Vi så ørkenlignende landskaber så langt øjet rakte, inden det igen blev frodigt og overraskende bjergrigt.

Efter en tid kunne vi pludselig se, at der var bro forude. Ikke bro, som vi kender dem fra Danmark, men en K Æ M P E S T O R bro, som fik Europabrücke til at blegne ved siden af. Åh jo, det er sandt! Vi var nået til Viaduc de Millau, verdens højeste vejbro og der var ingen vej udenom. Det var bare at tage en dyb indånding og komme afsted ud over stepperne, så det gjorde vi…

Det var svært intimiderende for en, som lider frygteligt af højdeskræk, men heldigvis er der ingen direkte kig ned i afgrunden, men fornuftigt og sikkert afskærmet, så man udelukkende betages af broens konstruktion, optages af den enorme udfordring det må have været rent byggeteknisk og konstruktionsberegningerne har ikke kun fyldt hjørnet af en blok, blev vi hurtigt enige om.

Området er i det hele taget fantastisk. Hele vejen op gennem Les Causses kunne vi se sletterne og skrænterne med de karakteristiske kalksten fra Juraperioden. I området er mange underjordiske kilder og drypstenshuler og vi var enige om, at kom den oplagte mulighed, ville vi tage en afstikker, men det skete aldrig. Til gengæld havde vi mange steder udsigt til det fårehold, som er det eneste, som kan leve i de sparsomt bevoksede områder. Det meste ligner hede. Af fåremælken fremstilles bl.a. roquefortost, som jeg elsker.

Nedenunder løber floden Tarn. Det er den, som har skabt dalen her. Den har med tiden skåret sig gennem klipperne og dannet et stykke floddal, som altså fik udløst et imponerende bygningsværk med en udsigt, som er helt betagende.

En stor del af området er for øvrigt næsten ubeboet. Der er virkelig øde på sine steder deroppe. I 1995 blev en del af Les Causses udlagt til den regionale naturpark Les Grands Causses. Den skulle vi følge de næste mange kilometer i vores bestræbelser på at ramme noget, der kunne ligne Cahors og det skulle vise sig at den rute bød på utroligt mange smukke og imponerende udsigter. Vi huskede at gøre holdt undervejs.