Schleswig – Bad Zwesten

Da vi ankom til Schleswig, stod wohnmobile allerede klar og vi var heldige, at vi var der tidligt, så vi ikke skulle vente længe med at få udleveret nøgler, instruktion og udemøblement. Da det var sket, var det bare med at få pakket vognen i en fart.

Vi gjorde det, så godt vi kunne. Alle vidste, at der ikke skulle ligge løse genstande undervejs, men uanset at vi prøvede at huske, så skete det mere end én gang, at vi blev overraskede over en flyvende genstand. Der skete aldrig noget alvorligt og vi var faktisk, taget alt i betragtning, ganske habile pakkere, når jeg selv skal sige det.

Bagefter var det ud på vejen med cirkus Weller.

Helt ærligt, så er den altså alvorligt stor, synes jeg. Den er uhandy, træg og larmer, så man er ved at kaste op, hvis man da ikke udvikler tinnitus inden. Altså når man vil flytte sig. Når man bare vil trille på landevejen, er den herlig og man glemmer hurtigt, at den har en størrelse, som gør kompromiser og sjove parkeringsløsninger til nøgleord på en ferie, som den vi ønskede os.

Øvelse gør mester, men vi var nu alligevel enige om, at vi ikke skulle køre langt denne første dag, men lægge blidt ud, så det gjorde vi. God tid og sjov kombineret med øvelse i manøvrering, overhaling og den slags praktikaliteter bragte os snart ned i Kassel Bjerge, hvor vognen skulle få chancen for at vise, om den duede til noget. Den kravlede fint over både stort og småt, så vi var tilfredse og enedes om, at vi ville køre af motorvejen og kravle de sidste kilometer på landeveje, inden vi ville finde en campingplads at overnatte på.

Oline og jeg havde fundet én, som lød hyggelig og den lå ikke langt fra motorvejen, eller…

Vi kørte i den angivne retning, nåede gennem en smuk lille by ved navn Bad Zwesten og ud på den anden side, hvor vi begyndte at kravle opad og opad og endnu en gang kørte vi gennem en lille, søvnig by, nemlig Kerstenhausen, som var helt og aldeles lukket for den dag. Det eneste i byen, som så ud til at rumme liv, var en gammeldags tankstation, hvor et par mænd var i gang med noget, der kunne ligne transaktioner med basis i naturalieøkonomi. Der var øl, der skiftede hænder sammen med skinker og oste og derefter var det ligesom Åse gik i baglås og blev rundtosset…

Da vi havde rundet den samme bakkekam for tredje gang og efterhånden kørte på renommé mere end på diesel, blev vi enige om, at der kun var én ting at gøre. Vi måtte køre retur til Kerstenhausen og den måske åbne tankstation…

Jo, jo… den havde åbent. Som det eneste i byen, var der åbent for lidt brændstof og det var vi svært tilfredse med. Efter at have fyldt tanken, huskede Oline pludselig, at hun havde set et skilt med “Camping” lige udenfor Bad Zwesten, som nu ikke lå meget mere end et par kilometer bagude. Der var ikke langt fra tanke til handling og således endte vi med at tilbringe vores første nat i wohnmobile på Waldcamping Bad Zwesten.

Vi fik en varm modtagelse og hjælp til det meste selvom Tyskland var i gang med at spille om bronzen i Verdensmesterskaberne i fodbold. Der var ingen smalle steder og da vi var godt installeret på en af de pladser, der var reserveret os, som bare blev en enkelt nat, forlod campingfar os til fordel for de sidste minutters fodbold.

Vi sov pragtfuldt. Næste morgen var det tid for et bad og en solid omgang morgenmad, inden vi drog videre, men vi fik lige tid til at beundre det smukke landskab, vi var havnet midt i. Skov og et bredt vandløb, hvor kanoer færdedes hjemmevant var bare eksempler, men det var tydeligvis også et sted, hvor der var mange fastliggere. Det var vi jo ikke, så vi var snart på farten igen, men området, det vil vi gerne udforske grundigere engang.