Landet

Vi lagde fra land i går morges med intentionen om, at vi ville køre halvdelen af vejen, finde en hyggelig plads, slå os ned og nyde den Boef Bourgignon, som vi allerede have provianteret til og som skulle langtidsmørne i rødvin og hvad har vi. Sådan gik det naturligvis ikke.

Vi opdagede først klokken godt 18, at vi vist var forbi det tidspunkt, hvor det ville være relevant at starte den slags op, så i stedet kørte vi ind på en af de utallige motorvejsrestauranter (store ord om den slags) og spiste en omgang wienerschnitzel, hvorefter vi snuppede endnu et træk, som endte med at tage fusen på os.

Syd for Hamborg er der vejarbejde. Det vidste vi godt, men nu er det udvidet til at omfatte en omkørsel, som inkluderede blandt andet en underskøn, men umanerlig langsom tur gennem Naturpark Südheide. Vi havde tid til at tælle både spætter, råer og myrer undervejs. Og tisse i skovtykningen. Og drikke vand og spise kiks. Og synge lange og morsomme sange, som ikke var egnet for andre ører end vores.

Så endelig, efter flere timers kravlen i en kø så lang, at vi hverken kunne se begyndelsen eller enden, nåede vi udkanten af Hamborg og blev gelejdet på motorvejen igen og herfra gik det fornuftigt, men det var blevet sent. På den anden side af Elb Tunnel kørte vi ind på den første og bedste rasteplads, smed wohnmobile, redte senge, børstede tænder, kravlede under dynerne og sov, som i S O V.

Vi vågnede i morges klokken 7. Kun en time var der op til udlejer. Vi kiggede på hinanden og enedes om, at godt nok havde vi egentlig bilen til i morgen klokken 10, men valget mellem at tage en ekstra dag på en tilfældig plads i nærheden eller køre op, aflevere bilen og køre den sidste tur hjem ikke var særlig svært.

Danmark lige omkring Ejer Bavnehøj – vi bor smukt heroppe nordpå.

Vi var på grænsehandel i Helvedes Forgård eller, som de også kaldte sig, Scandinavian Park. Det er første, eneste og sidste gang, at jeg har været der. Grænseløst forfærdeligt sted, synes jeg. Ucharmerende, så jeg fik ondt i kindtænderne, men jeg er nok bare alt for sart og de dersens rammer dåsecola, som Oline havde fablet om, smager nok ikke ringere af at være hentet der.

Bagefter gik det med raske fjed hjem til mor og Oskar. Hvor var det dejligt at se dem. Meget dejligt ligesom det er frygteligt dejligt at sidde i eget hjem og nyde, at jeg skal sove i nyvasket, lufttørret og velduftende sengetøj i MIN seng. Ah, jeg er landet :-)