Regn, Bayeux og en musling eller ti

Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, at det altid regner i Normandiet. Sådan er det ikke, men det regner meget. Og ofte. Og jeg elsker det! Jo, måske ikke fjorten dage i træk, men lige nu og her, der elsker jeg det, for det skifter, som vinden blæser.

I dag har vi været i Bayeux. I regnvejr. Naturligvis…

Silende regn. Sådan noget regn, som efterlader mennesker drivvåde. Åh jo, men så kan der altid købes paraplyer til ågerpriser, hvis man ikke kan udholde. Vi blev våde. Friskt vejr og dejlige kager, velsmagende og solmodne frugter og gode oste. Vi er til det hele og lidt til.

I dag slæbte vi 2 store bakker solmodne og søde jordbær med hjem sammen med fire velsmagende oste, en god stak friske muslinger og så ellers alt det løse, som blev købt med sanserne efterhånden, som vi nåede frem gennem byen.

Se lige femoghalvtreds fuldflade ferskner! Jo, de er flade. Aldrig har jeg set mage, men jeg er jo også fra provinsen, så det… og til gengæld var der de fine, franske marengs i alverdens smagsvarianter. Jeg er vild med dem, men er den eneste, så der bliver ikke indtaget mange i vores lille familie.

Det regnede for vildt. Vi havde parkeret i et hjørne på en lille parkeringsplads inde midt i centrum og da vi skulle derfra, var byen pludselig fyldt op med markedshungrende kunder og turister, som gerne ville se Bayeux-tapetet, så der var ikke mange centimeter at vride wohnmobile rundt på. Kenneth er for sej! Ro er den afgørende faktor. Jordbæris i maven og mig til at stå og ligne en idiot ude på parkeringspladsen, mens jeg simulerer, at jeg har styr på dirigentstokken og så lykkedes det at komme fri af en Fiat og en lille, slidt Polo.

Vi handlede de sidste praktikaliteter inde i Carrefour, inden vi returnerede til slottet. Da lejren igen var etableret – det tager runde tre minutter – blev der sat frokost på bordet og efter den blev vi ærlig talt sådan lidt lækkersøvnige, så en lille lur måtte der til.

Den slags er livgivende og kunne næsten få mig til at glemme, at alle vores håndklæder havde hængt på tørrestativ herhjemme, da verdens mest massive regnbyge fandt vej hen over slotsparken, men ikke helt. Heldigvis er der ualmindelig dejligt, hvor tumbleren står…

Kaffe, solskin og en flok unge, glade engelske teenagere, som er ved at rigge til, fordi de i aften skal optræde med deres band, som spiller swing. Mere kan man vel næsten ikke ønske sig…

– det skulle da lige være, at manden passer kontoret og tjener kassen, mens jeg henter varme, bløde og ikke mindst knastørre håndklæder ovre på den anden side af gården, mens solen varmer, blomster dufter og lyden af tilfredse mennesker trænger langsomt ind i en bevidsthed, som er på vågeblus alene fordi den kan.

Nu er Kenneth forsvundet op i køkkenet for at klargøre muslingerne. Jeg laver absolut ingenting. Ingenting.

Ah, som jeg elsker det her sted…