Abrikossnob

Det allerbedste ved at komme lidt sydligere end Kassel er, at der er bjerge af solmodnet frugt og grønt. Ting, som har fået tid til at udvikle alle smagsstoffer og derfor smager af det, de skal. Jeg husker stadig overraskelsen, da jeg satte tænderne i en bøftomat, som havde fået tiden til at udvikle smag et eller andet solrigt sted i Provence. Den smagsoplevelse jeg havde, er det uhyre vanskeligt at finde her i Danmark, fordi mange af tingene er plukket endnu inden de er rigtigt modne.

Hjemme er jeg meget selektiv i både frugt- og grøntafdelingen, for der er så mange ting, jeg ikke gider spise. De smager jo ikke af noget som helst. Allerhøjst kan de svinge sig op til at være svage erstatninger for det, som har fået tiden til at udvikles, men det er helt anderledes sydpå. Der spiser jeg mig gennem et helt års sammensparet frugt- og grøntsagslængsler.

En af yndlingsfrugterne og den jeg aldrig kan stå for, når den falbydes i vejkanten, er abrikosen. En solmoden, varm abrikos smager som en bid af himlen.

I dag lod jeg mig overtale til abrikoserne, som lå i supermarkedet og fristede. Jeg synes, at de smager dejligt, men helt ærligt, så er de ikke i nærheden af de smagsoplevelser, som venter om et par uger, når vi forhåbentlig ender et sted syd for Kassel. Nej! Når vi ender et sted syd for Kassel. Basta! Jeg skal hente abrikoser.