Jeg har været til bryllup. Sådan ét, hvor to mennesker i noget, der vist kaldes moden alder, er helt uforberedte på , at kærligheden venter i luftrummet over Danmark. Disse to mennesker er fra hver sin verdensdel, så kulturer mødes, mikses og resultatet af det var altså en fantastisk eftermiddag i dag med bryllupsvelsignelse, sange og skøn optræden i et kirkerum, som levnede plads til det hele.
Jeg kan konstatere, at jeg røres. Jeg, som altid og uden slingren, har holdt vand, er begyndt at trække tårer. Amazing Grace sunget, som jeg synes, den skal synges; sunget som den salme den er, gjorde mig fuldstændig hudløs og rørt til tårer.
Bagefter var der tid til at fattes. Der var reception med de smukkeste taler og der var min yndlingssalme Swing Low, Sweet Chariot og jo, jeg sang med, gjorde jeg. Højt og inderligt. Der var også den smukkeste bryllupskage i adskillige lag, brudepar der skar for og flere taler… og så var der brudgommen, som rejste sig og sang en af de smukkeste kærlighedserklæringer jeg kender; Johnny Cash’s Rose Of My Heart til bruden.
Jeg kan lige så godt begynde at vænne mig. Jeg er blevet en af dem, som må snige mig til at stjæle naboernes servietter, for at duppe øjne. Fremover skal jeg måske alliere mig med en pakke lommeletter. Det ser altså sådan ud. Tudetøs, er jeg. Det er dejligt :-)
37 kommentarer
Miw
21. juni 2010 at 05:38… men du er sød, når du smile-tuder…;-)
Tak for kigget på din blog.
Sidsel
20. juni 2010 at 19:14Også lige været til kollegas bryllup i Dronninglund Slotskirke.. En anden kollega spillede trompet: Amazing Grace, da de gik op af gulvet!!! Ja, så hylede jeg igen igen igen… Når altid kun at synge et par linier før jeg tuder igen… Skrækkeligt..haha.
Bryllup er bare så fantastisk. Tak for en fin historie
Liselotte
20. juni 2010 at 20:04Jamen vi er bare tudeprinsesser, Sidsel – rørelse er dejligt :-)
Bodil
20. juni 2010 at 20:39Sådan er det bare, hver gang musik sætter gang i følelser, som ord ikke kan beskrive … så forløsende. Tænk, hvis vi ikke havde musik – eller værre endnu – ikke måtte høre den!
Mange hilsner fra en storforbruger :-))
Liselotte
21. juni 2010 at 06:45Ja, det ville være fattigt, Bodil, Godt vi gerne må :-)
HenrietteB
20. juni 2010 at 10:26Ja, tænk, at de vil være det bekendt!
Heldigvis har vi jo brede skuldre, ikke? Tudeprinsesser eller ej!
:-)
Liselotte
20. juni 2010 at 10:44Jeg er helt vildt bredskuldret, Henriette… så de kan bare komme an ;-)
HenrietteB
20. juni 2010 at 09:05Jeg vander også høns, som regel mest af rørelse. Det begyndte da jeg havde rundet de 40 år – tidligere har jeg for det meste haft knastørre øjne, men nu græder INGEN alene i mit selskab!
Helt slemt blev det i aftes da DR 2 havde tema om Country musikken og Dolly Parton sang sin “coat of many colours” – efter første vers græd jeg som pisket. Og Stefan rullede rundt på stuegulvet og græd af grin over mig!
:-)
Liselotte
20. juni 2010 at 10:10Jeg tror, at det er alderen, som gør sig gældende og det er nu også mest af rørelse, jeg vander en høne eller to :-)
Tænk at de vil være bekendt at grine af os, Henriette, men jeg har Oline herhjemme, som knækker sammen af grin, når jeg gør det. Tudeprinsesse er jeg :-)
Tina - omme i London
20. juni 2010 at 01:50Vaer du nu glad for du kan noejes med at duppe oejne. Her er hele snotteriet igang – HVER gang!
Liselotte
20. juni 2010 at 07:19Jamen jeg forventer, at det bliver mere og mere “løssluppent” som tiden går, Tina – så jeg ender garanteret også med flere pakker lommeletter, ny make-up efterfølgende og tilråb undervejs ;-)
Maiken D.
19. juni 2010 at 21:09Jamen, det var et meget romantisk bryllup vi så idag i TV, især da de startede med min ynglingssalme – så flød tårerne, ja selv hunden sprang op i sofaen og kiggede undrende på mig. Køkkenrulle er en god ting.
Liselotte
19. juni 2010 at 22:28Køkkenrulle er en fin opfindelse, Maiken :-)
Irene
19. juni 2010 at 20:54Velkommen i klubben smukke! I vores familie er vi mindst tre der bliver nødt til at have en stor pakke lommeletter med, hver!
Liselotte
19. juni 2010 at 22:28Mand, hvor jeg vander høns nu, Irene… men det er faktisk helt i orden, kan jeg mærke :-)
Dortheivalo
19. juni 2010 at 20:28Den alder nåede jeg også for et par år siden.. jeg som kunne holde masken i stort set alle sammenhænge. Nu sidder jeg også og snøfter og vander lommeletter i stor stil.. over stort set ingenting.. og forestil dig sig så mig til bryllup, begravelser, konfirmation og sentimentale programmer i tv.
Liselotte
19. juni 2010 at 20:40Det er sjovt, som det tilsyneladende kommer med alderen, Dortheivalo. Hvorfor mon… men lidt dejligt er det, når anledningen til tårerne er lykkelig :-)
Tante T
19. juni 2010 at 20:28Måtte da også lige strække mig og gabe, bare for ikke at blive helt til grin da kronprinsessen blev gift. Tårer i øjnene, – jamen det var jo bare fordi jeg gabte!!!
Jeg røres SÅ let…
Liselotte
19. juni 2010 at 20:39Tante T, jeg må konstatere, at det gør jeg også nu… tårerne ligger tæt på overfladen, men det gør nu ingenting :-)
Sole
19. juni 2010 at 20:00Kender det kun alt for godt, sådan har jeg desværre altid haft det!!! Har selv lige været til et bryllup af den slags: 2 mennesker mødes i en såkaldt moden alder, 2 kulturer (DK og USA) forenes under forholdsvis uformelle former – mit eget for 5 uger siden ;-) Pragtfuld dag!
Liselotte
19. juni 2010 at 20:38Sole, det er jo vidunderligt med den slags møder – og dette her var også DK og USA – sikke dejligt at være med til al den lykke :-)
Sole
19. juni 2010 at 23:02Ja, ikke sandt!! Lykke kan man bare ikke få for meget af – og specielt ikke når der har været alt, alt for lang tid med det modsatte!
Liselotte
19. juni 2010 at 23:13Efter lang tid uden, er lykken altid ekstra velkommen. Dejligt at du har fundet din :-)
karen
19. juni 2010 at 19:55Hah! godt å høre – jeg har altså nå nettopp erfart at jeg griner (græder) når jeg ser en vilt fremmed kronprinsesse gifte seg på TV. Jeg ble så inspirert at jeg fridde til min mann (som jeg allerede har vært gift med i 19 år, men hva gjør vel det..) Han sa JA! Leve kjærligheten! :-)
Liselotte
19. juni 2010 at 20:37Sikke en sød historie, Karen – og heldigt var det, at han sagde ja :-)
Mia Folkmann
19. juni 2010 at 18:41Jeg har også været til bryllup. Men det var i svensk TV… ;-)
Liselotte
19. juni 2010 at 18:45Jeg så lige de sidste minutter af det, Mia. Kronprinsessen holdt tale til folket™ og hun var da topsej og dejlig :-)
Therese
19. juni 2010 at 18:39Tudetøs !! – så er vi to ;-)
Liselotte
19. juni 2010 at 18:44Det er vi, Therese :-)
Ella
19. juni 2010 at 18:25Det er ikke så skidt at være en tudeprinsesse ;-)
Liselotte
19. juni 2010 at 18:29Nej, det er lidt dejligt også, Ella :-)
Catarina
19. juni 2010 at 18:25Jeg synes det der med at blive rørt og have brug for lommeletter, altså har sneget sig ind på mig med alderen, før i tiden var jeg ikke sådan en tudetøs.
Ud over at kagen var smuk, smagte den så også?.. spørger kagegrisen. ;)
Liselotte
19. juni 2010 at 18:29Catarina, det er nok alderen – og kagen, den var GOD, kan jeg sige dig :-)
Mette
19. juni 2010 at 18:14Så er vi to. På min blog kan du læse om min dag med bryllup og reception. Ja og jeg har det præcist som dig. Jeg bliver rørt, stjæler naboens servietter og sang med tårer i øjnene med på “Dejlig er Jorden”. Det er bare så fantastisk. Jeg får en klump i halsen her på mine “gamle” dage, bliver rørstrømsk. Der er bare noget helt særligt over bryllupper. Tak for en skøn beskrivelse. Ja, jeg sidder sgu igen her med en klump i halsen. Og nej, jeg har ikke engang set skyggen af det svenske bryllup….;-)
Liselotte
19. juni 2010 at 18:28Gud Mette… jeg har da helt glemt, at svenskerne har et bryllup i dag. Jeg tændte straks for tv’et og så kronprinsessen tale. Hun er da for sej :-)
Ja, rørstrømske bliver vi åbenbart med alderen – og det er nu lidt dejligt :-)
Louise
19. juni 2010 at 18:08Det er skønt. Især at græde af glæde.
Tak for din dejlige beretning om jeres skønne dag.
Liselotte
19. juni 2010 at 18:24Åh, som det var smukt og rigtigt og dejligt, Louise :-)