Be’ om…

Morgenen har små huller i det ellers tætte skydække. Ind imellem og i uretfærdigt korte intervaller skinner solen. Bagefter er virkeligheden, at det blæser, er koldt og måske endda ender vådt, men inden det sker, bliver der brygget en kop kaffe og den uldne sweater findes frem. Jeg synes ærlig talt, at det må være på tide med morgenkaffe i haven, så jeg fryser med anstand.

I staudebedet springer alting ud. Her kan man sagtens se, at det er juni måned, vi befinder os i. Man kan ikke mærke det, men man kan se det. Lupiner i blomst, valmuer så store som hænder og bier i lystig dans i og omkring de lyserøde kæmper er sikre tegn.

Tiden kan sagtens bruges på stille undren og beundring. Blomsterskålene er så store, at bier forsvinder i dem.

Ved siden af staudebedet står fars bænk, som lægger ryg til nogle minutters stille meditation, inden Oskar igen kræver min opmærksomhed. Kaffen smager ekstra dejligt, når den indtages udenfor midt i smukke blomster og dejlige dufte og så glemmer man jo næsten, at håret står om ansigtet i livlig, blæstprovokeret dans.

Der bliver ikke noget afslappet terrasseliv denne søndag. Der bliver vasketøj på snor i frisk blæst.

Faktisk er vejret lige til en søndagskøretur ud i det blå og med gummistøvlerne pakket og klar. Måske kan jeg lokke nogen med ud på eventyr. Måske…

Der er smukt, grønt og saftigt udenfor. Hvor ville jeg dog ønske, at varmt og stabilt sommervejr kom en smut forbi Danmark. Be’ om…