Jeg har gjort en sjov iagttagelse. Den er måske ikke generel, men den er i hvert fald påfaldende hyppig og jeg kan ikke lade være med at undre mig.
Mange småbørnsfamilier har købt trampoliner til deres børn. Store, runde og solide trampoliner, hvorfra der genlyder glade hvin og sjove råb, som tegn på, hvor populær sådan én er. Hvor jeg forstår børnene, for det er intet mindre end et genialt stykke legetøj, som jeg selv ville have i haven til mine unger, hvis det var relevant.
Det er slet ikke det, der undrer mig. Det er placeringen af trampolinerne.
Trampolinerne er (næsten, for der er undtagelser) placeret i bunden af haven, længst væk fra terrassen, hvor de voksne sidder og nyder solen, haven og en kop kaffe. Nede i et af havehjørnerne, tæt op af hækken, står trampolinerne. Børnene er placeret så langt væk fra huset, som det er muligt. Når man spørger hvorfor, svarer forældrene: “Børnene skriger og larmer simpelthen så meget i den trampolin, så det er rarere at få dem ned bagerst i haven, hvor de ikke generer nogen”.
Har forældrene mon glemt, at de har naboer bag den hæk trampolinen står op af? Det må man vel næsten antage…
45 kommentarer
Liselotte
4. juni 2010 at 20:13Hannah, jeg tror du har ret – og så er der forskel på at kunne høre naboernes hyggelige gøremål eller nabobørnenes hyggelige leg og så “larm”, synes jeg :-)
Hannah
4. juni 2010 at 15:02“Larm” fra mennesker, man kender godt og har et positivt forhold til, føles ikke nær så belastende som fremmede menneskers støj.
Jeg bor i et villakvarter i en af Københavns sydlige og lidt folkelige forstæder, hvor husene og haverne ligger kilet tæt ind i mellem hinanden. Vores grund grænser op til fire naboer uden at være særlig stor. Og genboerne er heller ikke langt væk. Vores børn larmer, men naboerne larmer også med børn og maskiner. Til gengæld snakker vi sammen, låner ting ud til hinanden og hjælper. hvor vi kan.
Og så er der nogle enkelte sure ældre mennesker, der knap nok hilser og har det meget ordentligt. Ingen har noget imod dem, men de viser på mange måder, at de føler sig belastet. Trist.
Irene
4. juni 2010 at 13:16Der er virkelig mange fordele ved at bo meget langt ude på landet med mindst 200 meter til nærmeste (aldrende) nabo. Stor, stor fordel! Og stille!
Liselotte
4. juni 2010 at 14:17Ja, det er der garanteret, Irene :-)
Pernille
4. juni 2010 at 11:12Måske er jeg bare naiv. Måske bor jeg med altan og uden mange trampolin-haveejere i bekendtskabet. Måske kender jeg kun til to – der begge har hoppehjælperne placeret tæt på terrassen. Og så kan jeg alligevel sagtens forestille mig hele manegen.
Og så alligevel.. Jeg er helt med på problematikken og synes vi som mennesker skal tænke på hvad vi pådutter andre både positivt og negativt, men helt personligt har jeg nok en tendens til at lukke ørene for alt det jeg ikke gider høre eller se på.
Altså lige bortset fra dengang jeg et halvt års tid boede i en stuelejlighed med en lillebitte have.. hvilken overboerne tømte deres askebæger ud over…
Liselotte
4. juni 2010 at 06:51Jeg tænker, at den manglende omtanke er gennemgående i de kedelige historier og det er vel bare det, det hele handler om? At man tager behørigt hensyn til hinanden. At man husker, at det man gerne selv vil være fri for, sikkert heller ikke er noget, naboerne har lyst til…
Elsebeth, din historie, minder om min historie. Himmelråbende ubetænksomt.
Nogen gange hjælper det at påtale den slags, men oftere starter et uvenskab, som ikke er ønskeligt, så man sluger vel en kamel eller ti? Vi gjorde i hvert fald gennem en årrække netop for ikke at starte en nabokrig, men hold op som det forringede min havelivskvalitet ;-)
PETER
4. juni 2010 at 00:05*********************
Børn med trillefløjter ! Aaarg ! ( Det var godt at få luftet det :-) )
*********************
Elsebeth
3. juni 2010 at 22:09– vores nabo har fundet et perfekt sted til sin grillstarter, så hun ikke får røg ind i huset….. Og “ser” ikke at den altid driver ind på vores terasse og ind i vores hus. Der er svært at kommentere noget som er så åbentlyst.
Mette
3. juni 2010 at 21:23Hmm. Det var da et rigtigt spændende indlæg med mange sjove facetter. Jeg har 3 børn i alderen 3 – 11 år og et kæmpe monstrum af en fantastisk trampolin. Vores have er ikke ret stor -faktisk fylder trampolinen 1/3 del af haven. Vi flytter den rundt i hele haven alene af den årsag, at græsset bliver fuldstændig ødelagt, hvis ikke det får lidt sol og regn…:-)
Vi bor i et villakvarter, hvor husene står tæt og der er både gamle, unge og midaldrende mennesker/familier i husene. Der er masser af larm, der også kunne irritere mig. Naboens hund, der gør, græsslåmaskiner, biler der gasser op, håndværkere, der larmer, musik der drøner højt p.g.a naboens teenagedatter og andre forstyrrelser.
Hjemme hos os bliver trampolinen brugt rigtigt meget. Det bliver den ved med og vi er sikkert nogle af de irriterende familier, der tales om her. Det drejer sig om 2 timer om dagen, når vejret er godt. Til gengæld er der ro her på matriklen kl. 21.00, hvor naboteenageren så har inviteret det halve af sin gymnasieklasse inde i haven ved siden af.
Men ved I hvad? Jeg nyder det! Ville jeg have totalt fred og ro burde jeg have købt hus på landet og vil opfordre andre der ikke kan have glade børnehvin til at gøre det samme…;-)
Lone H
3. juni 2010 at 20:47Sjovt du nævner det :-) her hos os har naboen også ´”eksporteret” trampolin, legehus/sørøverhus og fodboldmål – til pladsen ængst fra deres eget hus og tættest på min og et par andre andre haver.
Én af de andre naboer foreslog at jeg tog ørepropper i, hvis jeg var generet af lydene, men det vil jo ihvertfald også begrænse min oplevelse af fugle- og haveliv temmelig voldsomt.
Jeg kan som mange andre godt nyde lydene fra glade børn der leger, men de glade børn skriger også vældig meget og skændes og græder.
Og forældrene råber temmelig meget ad børnene.
Og fodboldmål er forresten også for de voksne, især mændene , der ikke generer sig for at hamre bolden gennem hækken og ind i mit blomsterbed.
Jeg vil gerne være en god nabo – og jeg ønsker mig lidt omtanke for at der er forskellige interesser hos forskellige mennesker. Hos mig er det også en god bog i en god stol i fred og ro engang imellem.
God havesommer :-)
Trine F
3. juni 2010 at 19:08Vores genboer har sat deres trampolin i forhaven, så vi alle kan more os over børn og voksnes pudsige forsøg i diverse slags hop. Så er de selv skyld i at vi er “nysgerrige”
Men kan så til gengæld ikke forstå hvorfor der skal høres høj musik når man går og ordner ting på hus og i have.
Når der nu er så mange hyggelige lyde fra naturen selv.
Kirstenk
3. juni 2010 at 19:02Godt at bo herude hvor der ingen naboer er i nærheden, jeg har ganske vist ingen trampolin, for mangen til hæsligt monstrom vil jeg godt nok ikke have ind i min have… Hvin og råb fra en trampolin beliggende ca 500 meter væk kan vi sagtens høre, så jeg forstår godt dem som skal høre på tranpolinråb lige i nærheden er hårdt ramt….
Lisbeth
3. juni 2010 at 18:22Hej Liselotte
Sjov betragtning, som jeg også flere gange har haft …
Udover de mange råb og skrig, som selvfølgelig kan være sjove og hyggelige i moderate mængder, er det altså også irriterende hele tiden at have div. børn og voksne til glimtvis at glo ind til en, mens man ligger og solbader og gerne vil være lidt privat.
Anne
3. juni 2010 at 17:48enig…jeg tror jeg laver et blogindlæg om, hvor folk sætter deres cowboy-tårn…og så lige nævner, hvor forældrene sidder og drikker kaffe…jo jeg gør det s.. :-)
tror da også der kommer billedokumentation :-D
Laila
3. juni 2010 at 17:12Åh… Ja du har så ret! Vi har inden trampolin, men naboens er meget brugt også af vores børn og den står som du siger bagerst i deres have, grænsende op til bagboen!
Jeg er mere træt af, at vores naboer bruger deres indkørsel til terasse, den ligger op ad vores terasse, i stedet for deres egen terasse omme på den anden side! Og de taler så skrækkeligt HØJT!!
Mette
3. juni 2010 at 17:08Jeg er fuldstændig enig med hensyn til placeringen af tramboliner, har selv 2 naboer som mærkværdigvis også har placeret dem nederst i haven – tæt på min have.
Kun en (eller2) ting overgår larmen, det er når håndværkere medbringer en radio som kører dagen lang alt imens deres larmende maskiner arbejder. Maskinerne kan jeg sagtens bære over med, det er jo nødvendigt, men fortæl mig lige, hvorfor vi andre skal være tvangsindlagt til at høre på musik vi ikke selv har valgt, for slet ikke at tale om at programmer som f.eks. radiodoktoren overdøver alt og alle.
Den anden ting jeg synes er slemt er når en hund står og gør i timevis.
Venlig hilsen endnu en “sur” kone
Bodil
3. juni 2010 at 15:48Vi har heldigvis ret hensynsfulde naboer – men det er også nødvendigt, for vi bor i et gammelt byhus med mange naboer til alle sider. Så der er ofte støj græsslåmakiner, legende børn, hunde – men også dage med dejlig stilhed. Og ingen trampolin-skrig..
charlotte
3. juni 2010 at 15:39Jeg sidder og smiler/lettere hysterisk griner af din blogpost. Vi har en i gården, den har tiltrukket en flok teenager piger, de kommer ved en 22 tiden, hvor de ellers går løs med hop og hvinen…
I gården hvor jeg bor er der en masse småbørnsfamilier, og de hygger sig med det store monstrom af en trampolin, forældrene er med og holder støj niveauet nede. Perfekt… Men der er altså ingen teenager der tager sine forlædre med ind i vores gård. De tænker ganske enkelt ikke over at jeg her oppe på 4 sal overvejer på hvilken måde jeg bedst muligt får skræmt dem væk…
Liselotte
3. juni 2010 at 15:32Trampolinen var bare et eksempel på den sjove antagelse, at man selv skal/vil være fri for støjen… og så glemmer man for øvrigt, at der eksisterer andre mennesker, som også gerne vil være fri for støjen. Det er en udbredt misforståelse.
Al udendørs aktivitet i et villakvarter bør foregå med behørigt hensyn til naboerne. Det synes jeg faktisk er indlysende. Det er ligegyldigt om det er støj afstedkommet af børn, maskiner eller dyr. Den unødvendige slags skal elimineres og den anden bør vel følge de gængse regler for almindelig hensyntagen, tænker jeg.
Jeg tror tolkningen “larm” er individuel. For mit vedkommende er larm støj, som er unødvendig. Det kan være radioen skruet op, så naboerne er tvangsindlagt eller børn, som skændes og skriger uden glæde eller det kan være en hund, som står og gøer formålsløst langs hegnet – de tre eksempler er noget, som jeg synes, at jeg kan tillade mig at kalde “larm”, fordi det intet formål tjener.
En græsslåmaskine, en løvsuger eller en motorsav tjener et formål. Jeg kan synes, at de bliver brugt på et irriterende tidspunkt, men det er jo bare mig, som har et problem på den konto, for vi skal alle være her. En flok glade, trampolinhoppende børn, som griner og hujer af glæde over livet, gør kun verden til et endnu dejligere sted at være og en hund, som glad logrer, når man passerer hækken er hyggeligt.
Jeg tillader mig stadig at undres over den antagelse, at bare man selv bliver fri for larmen, så er alt i sin skønneste orden. Uanset kilden til larmen i øvrigt :-)
karen
3. juni 2010 at 15:23Jeg må smile over innlegget ditt i dag – jeg tror du har helt rett i det med plasseringen hos de som har stor hage, vel å merke. Vi hadde trampoline i 4-5 år, den avgikk ved døden i fjor og det var egentlig på tide nå som våre 4 alle er tenåringer. Vår hage er liten og trampolinen var stor så den dekket halve gressplenen. Den ble flyttet vekselvis fra den ene delen til den andre for å redde litt av grønnfargen i gresset. Jeg er en særdeles streng mor ( ifølge mine barn) og hang ofte ut av kjøkkenvinduet med mitt evindelige overoppsyn og formaninger om kun 2 av gangen på trampolinen og hysssjjjjj – dere kan vel dempe dere litt? Den ga mye glede – men jeg er overbevist om at min rolle var viktig – både for å forebygge skader og for å skåne naboene. Jeg synes egentlig det er greit at den ikke er der mer – og gresset er grønt som aldri før! :-)
Letten
3. juni 2010 at 15:21Jeg vil altså også lige blande mig her, for vi bor godt nok på landet uden naboer tæt på, men vores trampolin står lige midt i haven, hvor vi alle opholder os. Vi har ikke “gemt” den væk, for vi har sat børn i verden for at nyde dem, uanset om de så larmer lidt for meget indimellem. Jeg syntes nu det er trampolinens knirken der larmer mere. Og så elsker jeg når jeg går ud på terrassen og min søn siger:” Se hvad jeg kan mor”, og så går han ellers igang med at lave saltomortaler. Det er bare skønt.
Helle
3. juni 2010 at 15:19Ha ha… Vores står så ikke langt væk fra terrassen, men det er måske fordi, grunden ikke er så stor ;-) Vores unger ved godt, hvis der bliver “for meget skrigeri” bliver de bedt om at komme ind. Vores hund ved oss godt, hvis den står og gø’er, kommer den ind….. det gør genboernes (5-8 stk.) så ikke. Så kan man overveje ordets betydning ; Hot dog ;-)
Donald
3. juni 2010 at 14:47Hvad synger digteren? Derfra min verden går.
Hvad siger naboerne? Dertil min verden går!
Øv :-)
Lotte
3. juni 2010 at 14:28Min bror har faktisk placeret trampolinen halvanden meter fra terrassen :-)
Og så har han gravet den ned (med STORT hul nedenunder, så det ikke bliver en stor vandpyt), så ungerne ikke falder nogen steder hen, hvis de hopper ud over kanten.
Ulla Andreasen
3. juni 2010 at 14:23Jeg er helt ening med dig, hvis man skal hygge i haven og har gæster, er det ikke rart at have naboens bør skrigende lige ved siden af.
Helle K.
3. juni 2010 at 14:22Nu glemte jeg lige at fortælle, at min nabo også er dagplejemor, så her er sjældent fred, ro og stilhed.
Måske forklarede jeg det dumt, men jeg mener som du, at glade hvin og grin er ok, men sådan skrigeri for lydens skyld – nej tak.
Samtidig må min hund ikke give det mindste vov, så siger min nabo “Hold kæft hund” – så det har vi da haft en del fornøjelse af… jeg var meget rolig og sagde: “Tak i lige måde” ;)
Bolette
3. juni 2010 at 14:08Besøger din blog dagligt, og glædes og undres og lærer en masse ved mine besøg ;o) Selv mor til 4 skønne unger – og min undren over placeringen går umiddelbart på, om folk, som har valgt at sætte børn i verden, slet ikke har brug for at sidde og nyde jubelråb og hvin fra deres glade børn, når de endelig er sammen med dem? Hvorfor skal børnene gemmes væk de par timer de er sluppet fri fra skole og institution?
– har i øvrigt ingen trampolin selv, men mine børn nyder godt af naboens (som jeg kan se og høre fra min terrasse ;o)
Bea
3. juni 2010 at 14:07det har du helt rett i!! de har glemt det.. eller de bryr seg ikke.. de får jo selv fred i ørene:))
håper det går bedre.. klem
Moster Tulle
3. juni 2010 at 14:04Vi har trampolin og heldigvis en kæmpe have, så ingen naboer eller andre bliver generet. Ungerne elsker den og de elsker også at den står lidt væk fra os, så det er der de kan ligge og dele hemmeligheder, tage solbad, hygge og alt muligt andet, for en trampolin bliver – her i huset – brugt til rigtig meget andet end at hoppe på (og så kan man faktisk godt lære sine børn, at de ikke behøver skrige når de hopper i trampolin).
Nu du siger det, burde jeg nok rykke den helt hen til hækken, hvor naboen (på sin side af skellet og længst væk fra SIT hus) har placeret sin hønsegård med galende fjerkræ.
I øvrigt vil jeg nu til enhver tid hellere høre på glade børneskrig end motorsave, græsslåmaskiner, boremaskiner, flismaskiner……dét synes jeg er træls, især på en skøn sommerdag i weekenden.
Men – hvorfor har i ikke en trampolin – man bliver da aldrig for gammel til en trampolin ;-)
Lone
3. juni 2010 at 13:39Naboens hund LARMER, deres græsslåmaskiner larmer når mine børn skal sove, deres løvsuger larmer hver anden dag, deres teen søn spiller guitar ude hele sommeren, MINE unger hopper og griner hver dag midt i haven på trampolinen, vi larmer vist alle, på hver sin måde her i villakvarteret i Esbjerg :-)
Ege
3. juni 2010 at 13:36Og så er de møj grimme de trampoliner ……..og blæster let over i naboens have ved det mindste blæsevejr
Helle
3. juni 2010 at 13:21Endelig endelig, et menneske der ser og siger højt hvad jeg har tænkt længe.
Turde ikke selv, for jeg har ingen børn, og uha så må man ikke sige den slags da ;)
Min mand og jeg leder efter hus, og når man ser er satelit kort af et boligkvarter – eller google street, så er de trampoliner spredt ud over alt i Danmark efterhånden, selv på landet !
Jeg længes efter fuglefløjt, raslene blade i vinden – en kontakt med naturen. Hvis jeg var på udkik efter jubelskrig og skrål, – ville jeg køre i Djurs sommerland ! :)
Hilsen en anden sur gammel prut ;)
pernille
3. juni 2010 at 13:21Skrigende børn er ikke en fornøjelse at høre på – især ikke, når det ikke er ens egne. Men ve den der beklager sig og udviser en så børnefjendsk adfærd, så jeg tier og lider… ;-)
Jane K
3. juni 2010 at 13:14Hmmm… har det også lidt anstrengt med for meget hvinen af børn. Vi bor nabo til byens legeplads :o)
Men det er dog bedre, end de gamle (og der mener jeg tudsegamle) naboer vi har rundt omkring, det ‘råwer’ til hinanden. Tværs over haverne, i et meget højt leje. Måske på grund af manglende høreapparater, eller måske fordi de har glemt at tænde dem….
Bibbi
3. juni 2010 at 13:06Sjov og fuldstændig rigtig iagttagelse, jeg ikke lige selv har tænkt på! Vi har børn, men ingen trampolin, da grunden skråner for meget. Men vi har naboer der har een og den er placeret……ja, gæt ;o)
Liselotte
3. juni 2010 at 13:08Jeg si’r ikke mere, Bibbi ;-)
Helle K.
3. juni 2010 at 12:47du kan da umuligt bruge to timer på at spise havregrød ;)
Liselotte
3. juni 2010 at 13:08Nej, nej… men jeg var jo lige i bad, Helle ;-)
Jeg synes faktisk ikke, at råb og skrig er okay, Helle.
Jeg synes at glædeshvin er helt i orden og lyden af glade børn, der leger, er skøn, men råben og skrigen, skænderier og evindelig mundhuggeri er en pest at være nabo til og jeg forstår simpelthen ikke, at forældrene i sådan en familie ikke er mere opmærksomme på, at de ikke er den eneste familie i nabolaget og at deres børns underholdningsværdi er for stærkt nedadgående så snart man ikke længere er blodsbeslægtet…
Kald mig bare en sur, gammel prut, for sådan har jeg det ;-)
dorte
3. juni 2010 at 23:57Jeg er så enig, så enig !! Er glad for at erfare, at jeg ikke er ene om at være irriteret over skrigen, skænderier og vilde hyl fra børn.
Og jeg synes altså ikke det er os, der er sarte og burde flytte på landet for at få ro. Man kan da godt opdrage sine børn til at være mindre skrigende udendørs – jeg står da heller ikke og råber ude i haven som om det er en menneskeret at råbe, hvis man har lyst til det.
Uha uha – det her er et emne, der virkelig kan gøre mig irriteret.
Liselotte
4. juni 2010 at 14:16Dorte, jeg mener også, at det er vigtigt at opdrage børn til, at der er hensyn at tage. At der er andre i verden, end lige dem. Det får vi jo også hensynsfulde voksne af :-)
Tina - omme i London
4. juni 2010 at 13:56Du er en sur gammel prut og det er jeg ogsaa!
Liselotte
4. juni 2010 at 14:16Jeps, vel er jeg så!
Helle K.
3. juni 2010 at 12:47Jeg har ikke selv en trampolin, men mine naboer på alle sider har trampoliner, jeg har heldigvis den opfattelse at råb og skrig er ok så længe det er af glæde – hvis forældrene råber eller skændes, så bliver jeg gal :) – og går ind.
Bettina Edelmann
3. juni 2010 at 12:46Hej Liselotte
Jeg er en af de mange som er inde på din blog, HVER dag. Det er altid en fornøjelse at læse den, den fremkalder smil, latter, glæde og tårer. Det sidste du har skrevet fremkalder latter og meget af den. Vi har desværre ikke selv have, men vi har venner der har og de siger som de andre forældre du skriver om. Når vi gør opmærksom på at der også er naboer bag hækken, kan de godt selv se problemet, men der sker så absolut intet.
Go`bedring med dig, nyd din have og ikke mindst dine kære.
Kærlig hilsen Bettina
Liselotte
3. juni 2010 at 13:04Jamen det er altså så morsomt, når man får sådan en forklaring på placeringen af trampolinen, Bettina… og tier, mens man kigger undrende på dem. Når tiøren falder, bliver nogen vrede og begynder at forsvare, mens andre kommer til at grine af sig selv. Jeg kan bedst lide de sidste ;-)