Vi bor midt i en smuk egn

Jeg er stadig ikke blevet træt af køreturene ud i det blå på må og få. Slet ikke. Faktisk elsker jeg dem fortsat så højt, at jeg ikke holder mig for god til at plage livet af Kenneth, når trangen kommer over mig. Han er nu slet ikke så svær at lokke, for han kan lide dem, akkurat som jeg kan. Oline er en helt anden sag. Hun gider absolut ikke. Hun bliver hjemme, passer hus og hund og nyder, at hun er helt og aldeles uden forældre, som forlanger både det ene og det andet.

Vi kan køre langt og komme vidt omkring, når det stikker os. Vi har ikke mere travlt, end vi stopper, hvor det passer, men vi hygger os meget med bare at køre af sted i stille tempo, mens vi får vendt verden og drømmer om det pitstop, der helst skal findes plads til undervejs. Nogen gange er der kaffe med i bilen, men mange gange opstår idéen spontant og ingen af os er tålmodige mennesker, som vi stryger bare ud i automobilen og sender luftkys til afsked, inden vi forlader gårdspladsen. Vi finder som regel altid en kop kaffe, hvis vi gider.

Jeg er som en cirkushest, der kan lugte savsmuld, når jeg ser ud af vinduet og ved, at Danmark springer ud og jeg er tvangsindlagt til en ergonomisk kontorstol og et headset til hverdag, så når Kenneth kan lokkes, er det med at komme ud i verden og nyde, at der er så utrolig smukt lige her, hvor jeg bor.

I går var vi rundt om en god del af Himmerland, inden vi kørte omtrent stik øst. Vi ville ud til kysten, men først ville vi gerne gennem Lille Vildmose, som er så utrolig smuk og en ganske imponerende størrelse, når man sådan kommer ind midt i den og ser, at der er meget højt til himlen.

I Lille Vildmose gravede man tørv under anden verdenskrig. Der var mange mennesker, som ernærede sig ved tungt, manuelt arbejde under temmelig vanskelige forhold.

Min far var “opflasket på tørv fra Vildmosen”. Min farfar var en af dem, som sled med at grave tørv derude for Aalborg Portland og af de penge blev der mad og klæder til den lille familie, som på det tidspunkt boede i Vårst. Han tog cyklen ud i mosen hver dag. Der var langt, men ikke andre muligheder.

De var mange, som på den måde kunne brødføde deres familier og da tørvegravningen var på sit højeste, beskæftigede Portland cirka 1.200 mand med manuelt arbejde ude i mosen.

Efter Vildmosen kommer havet. Østkysten, som jeg ikke er så begejstret for, som jeg er for Vestkysten, men den har bestemt sin egen charme, denne stille kyst med smukke skrænter og jo mere jeg kommer der, jo mere falder den i smag. Øst og vest er bare to forskellige ting og hver ting til sin tid, tror jeg.

Ved Mulbjerge tog vi havet i øjesyn. Badebroen, som lod os komme langt ud i havet af en pontonforlængelse, er nedlagt eller gået til i løbet af vinteren. Der er lukket for den adgang, som ikke længere findes. Vi nøjedes med et kig og vendte så om og gik ind til bilen igen, mens vi nød synet af alle de børn, som forsøgte at fange krabber. Sikke de hyggede sig.

Bagefter endte vi oppe med færgepladsen ved Egense. Der kunne vi få lidt at drikke, inden vi endelig vendte hjemad. Det sidste stykke vej var ikke mindre smukt og turen langs Sønder Tranders Vej giver masser af kig til landbrug og skov og jeg bliver så glad, når jeg husker, at jeg bor med det hele lige i baghaven. Jeg er også rig på smuk natur.

Computeren havde for øvrigt arbejdet ihærdigt på egen hånd, mens vi var væk. Helt til ingen verdens nytte. Alting syntes at være forgæves og uden effekt. Sådan fortsatte det langt ind i denne dag. Så holdt vi vejret og opdaterede BIOS. Det hjalp, ser det ud til. Pyha…