17

Når hverdagen beruser

Jeg har haft en dejlig, sjov, tilpas, frisk og fornuftig arbejdsdag og det ikke mindst takket være de gode kolleger, jeg har. Jeg kan blive så pokkers glad og sikke et held, at jeg kan det. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg er havnet lige der, hvor jeg er havnet og dagen slutter med en iskold og meget, meget lidt sund drik oppe fra Baresso. Ah…

Bagefter bliver jeg hentet ved døren. Jeg bliver underholdt med fantastiske historier hele vejen hjem. Jeg griner og glemmer helt, at det er så varmt, at jeg har en hovedpine liggende på lur.

Hjemme finder jeg en balje frem, hælder koldt vand i den og trækker ud på terrassen med den gode bog. Tæerne synes om det kølige bad og min hovedpine forsvinder som dug for solen, men jeg stille lader mig opsluge af ordene foran mig.

Jeg får varm kaffe serveret. Jeg får endnu en god historie eller to. Jeg får lov til at have Oskars gode selskab og jeg føler mig meget rig, som jeg sidder lige der, midt i solen og med tæerne i tilpas køligt vand. Ingenting skal jeg. Det er først senere, jeg har lovet at lave min tortilla. Der er god tid…

Efter en times tid skal æbletræet inspiceres. Hold da op, som det giver glæde og sikke en duft, det deler med verden…

Hvad er jeg? Nærmest lykkelig, skulle jeg mene :-)

Du vil sikkert også kunne lide