Det var da jeg forholdt dem, at vennerne i Berlin forlængst var sprunget, at de endelig tænkte “Så er det nu…” og gjorde noget ved det.
Nu står de gule og festlige og vajer i vinden. Nogen irriteres, men jeg gør ikke. Jeg ved godt, at de er et kedeligt bekendtskab i stort og tæt antal, men spredt fornuftigt er de nu slet ikke så tossede forårsbebudere, så det gør noget. Se bare jordstykket her…
Jo, der er dem, som trækker dem op ved deres pælerødder, skælder og smælder og kaster med kemi for at slippe og så er der os, som endnu ikke er så plaget af dem, at vi er blevet irriteret. Os, som stadig kan forundres over den perfektion de fremviser. Perfekt runde. Perfekt gule. Perfekte…
Fandens Mælkebøtte, velkommen.
10 kommentarer
Liselotte
30. april 2010 at 09:33Jeg forstår nok godt naboernes irritation, for de bruger jo mange timer på at tæmme naturen og når jeg så ikke gør ligeså, trimler og bimler alle mine “vilde” planter ind i det sirligt anlagte og underminerer, for det er jo ofte sådan, at “ukrudtet” og det vilde er seje overlevere og derfor overtager. Det får mig nu ikke til at tæmme. Jeg elsker det vilde og jeg har en have, som er så stor, at jeg skulle have gartnere ansat, hvis den skulle holdes snorlige og jeg også ville trække vejret engang imellem ;-)
Mælkebøtterne er da vidunderlige – selvfølgelig i fornuftige mængder, men smukke, dét er de altså :-)
Sidsel
30. april 2010 at 01:42Elsker mælkebøtter.. Naturen giver os så meget… Vores nabo ikke enig. Han sender hvasse blikke imod vores meget snart gule have. Han går rundt med kemi under armene og sprøjter dem væk… Og så drøner han ud og KØBER gule andre planter og sætter ud. Fatter det ganske simpelt ikke…
Mia Folkmann
29. april 2010 at 23:43Jeg melder mig også som ven af mælkebøtter. Og når de har små, fine blade, så er de ikke spor tossede i salat… ;-)
Sole
29. april 2010 at 21:59Præcis sådan har jeg det også med mælkebøtter. Har et superfoto af min søn, da han var 3-4 år gammel. En tidlig morgen smuttede han ud i sin natdragt hos mine forældre, satte sig midt i en græseng fyldt med mælkebøtter. Sad bare og kiggede, plukkede af dem og så på stænglerne der krøllede….. det var den fineste natdragt med mælkebøttesaft over det hele, det blev der som et adelsmærke, indtil natdragten blev for lille. Mælkebøtter er vidunderlige!!!
Liselotte
29. april 2010 at 20:22Kirsten, de er lige på trapperne, så hold øje :-)
Kirsten
29. april 2010 at 20:06Mælkebøtterne har jeg endnu ikke set på egen matrikel – men i dag så jeg de første bellis gemme sig blandt græstotterne. Fantastisk.
Og jeg er af samme slags som du, Liselotte: Jeg elsker mælkebøtterne, så jeg glæder mig til de første klatter GUL melder sig i haven. Måske i morgen… :-)
Liselotte
29. april 2010 at 19:26Foråret er vidunderligt. Mælkebøtterne er sprunget i dag, så de er garanteret lige på nippet oppe hos jer, Lene :-)
Lene
29. april 2010 at 18:28det går rigtig godt lige nu, mælkebøttebladene er altså stadig grønne her ;-)
Lene
29. april 2010 at 18:27Og de er da længere fremme inde hos jer, her er de stadig kun en gørn plet i græsset :-)
Maja
29. april 2010 at 18:20Ja, også velkommen til foråret her! Ahh … bliver blød og glad af solskinnet og den lune luft. Skal lige om et øjeblik ud og nyde det hele på en lille løbetur (altså ikke fordi det går specielt stærkt eller noget; der er mest hygge og mental afslapning).
Jeg er helt med dig på den med mælkebøtterne – jeg forstår ikke, hvorfor det partout skal være ukrudt :) Og har det sådan med mange andre planter, som man hører andre bande langt væk. Jeg synes bare, at de er pæne … Så jeg nyder dem i stedet i grøftekanten, og kan endda være så vovet at plukke dem med til vaserne indendøre; der pynter de også. Så slipper jeg også for at gå og være irriteret hele foråret og sommeren, for uanset hvad ukrudts-haderne gør, så står det der jo alligevel. Og mens de knokler og spreder grumme ukrudtsmidler, kan vi andre bruge tiden på at glædes. Og der nu engang sjovere!
Glædeligt forår til dig og dine!