Nej, men ved I hvad? Kenneth kom hjem i god ro og orden og pludselig skinnede solen. Både symbolsk og håndgribeligt. Så skyndte vi os i haven og der er vi sådan set endnu, men jeg er lige nødt til at dele dette her lille mirakel med jer…
Det er min abrikos. Tænk at sådan en lille blomst kan gøre mig helt blød i forårsknæene, men det kan den altså. Ligesom Kenneth kan.
5 kommentarer
Ann-Christine
29. april 2010 at 20:50Den er da også vildt smuk!
Cristine Gliese
29. april 2010 at 20:30Samme her, altså med kameraet- må ud og lege mere i forårsvejret.
:-)
KH Cristine
Liselotte
29. april 2010 at 18:11Den er bare så fin, den lille, sarte abrikosblomst :-)
Jeg fotograferer med et Canon EOS 400D og en helt gennemsnitlig linse i dette tilfælde. For øjeblikket leger jeg lidt med dybdefokus, som justeres manuelt – det er sjovt og overraskende, men ind imellem rammer jeg plet ;-)
Rosanna
29. april 2010 at 17:39Nååårrrh…. når man bliver blød i knæene af forår og kærlighed, SÅ er lykken gjort
Hav en rigtig skøn Bededagsferie
Kh herfra
Cristine Gliese
29. april 2010 at 16:37Hvor er den smuk – kan godt forstå du bliver blød i alle led :-)
Hvilket kamera skyder du med? Det er nogle super fede billeder.
KH Cristine